Børnekulturens Netværk afholder torsdag den 19. april 2012 en europæisk konference om børn og unges adgang til kunst og kultur.
Det sker bl.a. i lyset af det danske formandskab for EU i dette halvår, og konferencen – der foregår på engelsk og finder sted i Den Sorte Diamant/Det Kgl. Bibliotek i København – har deltagelse af en række eksperter udi børnekultur.
Konferencen skal ifølge arrangørerne understrege vigtigheden af at præsentere kunst og kultur for både små børn, skolebørn og unge i hele deres barndom og ungdom. Og programmet består af en række oplæg med eksempler på, hvorfor og hvordan man implementerer og fokuserer på kunst og kultur i børn og unges hverdag.
Formålet med konferencen er således at inspirere politikere, forskere, fagfolk, kunstnere og kunstpædagoger ud fra en tematisk ide om ’fødekædetankegangen’, der som en ’rød tråd løber gennem flere led i et livsforløb og sikrer, at børn og unge møder kunst og kultur gennem hele deres opvækst’, som der står programmet.
Udover kulturminister Uffe Elbæk (R) og Benedicte Helvad, sekretariatschef på Børnekulturens Netværk finder man blandt keynote-speakerne bl.a. Beth Juncker, professor i børnekultur på Danmarks Biblioteksskole og tidligere børneteateranmelder på Politiken, Marie Damsgaard, projektleder i Skoletjenesten, Ruth Lerche, projektleder af Børnekulturpiloterne på Amager og Jørgen Carlslund, kunstnerisk leder af ZeBU, næstformand i Teatrenes InteresseOrganisation (TIO) – samt en række børnekulturforvaltere og –eksperter fra ind- og udland.
Som et mere håndgribeligt indslag på kultur for børn og unge er også Uppercut Danseteater blevet bedt om at vise et uddrag af en af deres forestillinger.
Det koster 1000 kroner at deltage i konferencen – der også byder på en afsluttende udflugt i København – og der er tilmeldingsfrist 26. marts.
Se program m.v. på www.boernogkultur.dk eller via dette link.