KUNSTEN i almindelighed og scenekunsten i særdeleshed er presset. Ikke bare af covid-19. Men også af tidsånden, der tilsyneladende foretrækker det sofa- og slumrevenlige serieformat på Netflix frem for fokuseret nærvær i teatersalen.
Forleden gik den socialdemokratiske kulturminister Joy Mogensen derfor ud med et forslag om, at Det Kongelige Teater skulle spille flere musicals. I sig selv et helt banalt udsagn, der som andre uvidende ytringer foregiver at løse et problem uden at forholde sig til, at det dels skaber andre, dels slet ikke har taget sig tid til at definere problemets kerne.
Med denne type uigennemtænkte mediestøj er kulturministeren således igen i gang med at fjerne opmærksomheden fra det egentlige problem, nemlig at kunsten i årevis er blevet udsultet økonomisk og nu tillige lider under, at regeringen hverken har respekt eller visioner for området.
I SIG SELV er musicals på nationalscenen jo ikke kontroversielt eller endsige noget columbusæg i forhold til at få solgt billetter. Det er sket masser af gange i teatrets historie, at drama og opera har veget pladsen for den populære genre, når der har været en særlig kunstnerisk begrundelse for det.
Det skete f.eks. i 1950'erne og 1960'erne med musicalspexet 'Den gode fregat Pinafore', i nyere tid med 'My Fair Lady' og 'Cabaret' – og det sker sikkert også med forårets 'West Side Story'. Det Kongelige Teater har faktisk i de senere år rakt meget ud mod nye publikumsgrupper inden for alle kunstarterne, bl.a. er balletten frisk med fængende dansepotpourri-aftener, og skuespillet står bag alternative teaterkoncerter og mastodontforestillingerne i Ulvedalene, som nu også bliver eksporteret til det jyske brohoved på Moesgaard i Aarhus.
Alle er velkomne på nationalscenen. Selvfølgelig er de det. Børnene har sågar fået deres helt egne Bamseballetter, Jakob Martin Strid og Astrid Lindgren i det store format og et samarbejde med Sigurd Barrett og hans 'Danmarkshistorie'.
DISSE TILTAG – deres høje kvalitetsniveau i øvrigt ufortalt – har reddet nationalscenen økonomisk. Også da det blev stillet over for den forrige regerings såkaldte omprioriteringsbidrag, som medførte horrible besparelser, der med et par pennestrøg fjernede uerstattelige traditioner og fremtidige kunstneriske muligheder på stedet.
De fleste blev efterhånden enige om, at det var for galt, men det er aldrig blevet problematiseret, at den nye aggressivt kommercielle praksis – som nu altså vil skrive musicals ind i Det Kongelige Teaters næste flerårsaftale – er sevet ind som den ny normal, manipulerende italesat som 'øget demokratisering'. Endsige, at den har forplantet sig til det øvrige teaterlandskab inklusive visse dele af børneteatret.
Det er ikke musicalerne, der er problemet. Det er tankegangen. Alle opfordres til at jagte kassesucceserne, statsstøtte eller ej, for ellers er man – død.
SÅ HVAD bliver det næste? At kulturministeren opfordrer de økonomisk trængte børneteatre til at spille børnemusicals for at kompensere for de aflyste festivaler og heraf manglende udstillingsvinduer? Der skal nok være gesjæftig forretningsvilje, som ser potentiale i det, og sådan vil traditionen for at dyrke og videreudvikle det særlige udtryk, der med børnene i centrum har gjort dansk børneteater til en verdenssensation, sygne hen og gå tabt. Nøjagtig som det i stigende tempo er sket med viden, praksis, traditioner og omhyggelighed overalt i kunstens verden.
Det er nemt at gå efter kulturministeren. Men hun er ikke hovedproblemet. Det chokerende er, at en så potent regering som den nuværende ikke har afsat politiske ressourcer til at give kunsten det rygstød og den respekt, der kunne løfte den på samme måde, som det er sket tidligere i historien. Engang stillede socialdemokratiet sig i spidsen for en oprustning og en kvalitetssikring på kunstens område. Det talte kunsten op. Det lod f.eks. de bedste kunstnere udsmykke skolerne og vænnede børn til mødet med kunsten og kunstnerne. Den form for demokratisering – og samtalen om den – forsvandt endegyldigt med nødvendighedens politik.
NU HANDLER det om Arne. Og om klima. Men kunsten er vores kulturelle indlandsis. Med jævne mellemrum kommer der sprækker i den. Mens de vokser, hører man den faretruende rumlen, den urovækkende klagen derinde fra massivet. Men ingen gør noget. Ingen tænker på, hvad det kommer til at betyde for vores børn og børnebørn. Alle trækker på skuldrene og tænker, det er naturens gang.
Og nu – netop nu! – har endnu et stolt stykke kulturel identitet revet sig løs og kastet sig i bølgerne med et afmægtigt suk. Borte. Opløst. Bobler – ikke i bækken, men i Historieløshedens Hav.
Og vi lod det ske.
Me Lund er freelance teater- og kulturjournalist, forfatter, foredragsholder og oversætter, dramaturg, medlem af Reumert-juryen, Lauritzen-prisens priskomite – og lejlighedsvis teateranmelder her på Teateravisen
