Af: Carsten Jensen

1. maj 2019

De nominerede til Årets Reumert 2019 er fundet

Den nu selvbestaltede og -kørende jury har valgt priskandidater i 16 forskellige kategorier - og der dukker repræsentanter for børne- og ungdomsteatret op flere steder.

Selvom Bikubenfonden i juni sidste år lige efter Årets Reumert-prisshow annoncerede, at man ikke længere ville finansiere uddelingen af disse eftertragtede scenekunst-priser – man havde evalueret sig frem til, at Reumert-priserne ikke (længere) var i tråd med fondens fokus på nyskabende og eksperimenterende scenekunst – så bliver der som bekendt alligevel delt Reumert-priser ud i år.

Reumert-juryen valgte nemlig at fortsætte sit arbejde – siden starten af året uden rejsegodtgørelse fra Bikubenfonden – med at se og vurdere scenekunst landet over. Så når Årets Reumert afvikles 2. juni 2019 fra kl. 19 på Nørrebro Teater, gennemføres prisuddelingen af frivillige kræfter fra branchen, der er gået sammen om arrangementet trods manglende sponsorer.

Fra film til klassikere

Der uddeles således priser – og statuetter – helt efter samme model som de foregående år, dog nu uden kolde kontanter til prismodtagerne.

Og nu er juryens nomineringer til de 16 kategorier offentliggjort – mens navnene på 'Årets Talenter' først bliver offentliggjort i dagene op til prisuddelingen.

I en pressemeddelelse om valgene noteres det bl.a., at hvor der i Årets Reumert 2018 var mange prisvindende forestillinger skabt på forlæg af film og tv-serier, så har de nominerede i Årets Reumert 2019 har mere fokus på klassikerne.

Teateravisen har som bekendt sit helt eget fokus, nemlig produktioner for børn og unge – og her er der flere nomineringer at glæde sig over end længe set, hvor man ofte har måtte nøjes med den stensikre kategori, Årets Børne-/Ungdomsforestilling…

Således er der også nomineringer i Årets Særpris, Årets Performance, Årets Danser – og i udkanten Årets Performer og Årets Musical/Musikforestilling.

Det Lille Teater mod sin fjerde pris?

Men lad os tage den oplagte først. Til Årets Børne-/Ungdomsforestilling er nomineret 'Kom dans med mig' af Det Lille Teater; 'Dig og mig ved daggry' af Teater Nordkraft og 'Tango' af Teater O, Nørregaards Teater & Black Box Theatre.

Det Lille Teater laver rigtig mange gode forestillinger og har følgelig juryens bevågenhed. Her taler de tre hidtidige priser for 'Citroner i vand' (2016). 'Fra månen og ned' (2011) og 'Mester flytter ind' (2002) deres eget klare sprog. Og 'Kom dans med mig' er da også blevet smukt anmeldt, også her på portalen (se anmeldelse).

Desværre blev spilleperioden begrænset af en alvorlig skade hos en af de medvirkende, hvilket fik mange til at gå forgæves, men forhåbentlig bliver forestillingen genopsat i nær fremtid.

Teater Nordkrafts Romeo og Julie-drama

Teater Nordkrafts 'Dig og mig ved daggry' er på forunderlig vis røget under Teateravisens radar med dets stålsatte fokus på børne- og ungdomsteater. Den er med sin aldersmarkering (15+) blevet opfattet som en voksenforestilling med appel til de ældste unge, men juryen har altså valgt at placere forestillingen i b&u-kategorien. Det betyder så også et anmeldermæssigt efterslæb, som vil blive indhentet, når og hvis forestillingen, der er en dramatisering af Glenn Ringtved og Sanne Munk Jensens ungdomsroman om to unges selvmord, genopsættes.

Teater Nordkraft har dog smagt Reumerts sødme før, idet teatret fik prisen for Årets Børne-/Ungdomsforestilling i 2015 for 'Tivoli', der ifølge anmeldelser og omtaler givet var et fagligt uangribeligt, men også svært valg, fordi der var tale om en site specific-forestilling, der kun nåede at spille relativt få gange i parken Karolinelund i Aalborg i august 2014, og planer om at gøre den til en turneforestilling, så andre kunne få glæde af den, er ikke blevet til noget.

Og netop i foråret 2015 var Teater Nordkraft ellers også på banen med en af årtiets bedste ungdomsforestillinger, 'Ved arken klokken otte' (se anmeldelse), der både turnerede og gæstespillede over hele landet og tog publikum og kritikere med storm.

Teater O i nyt forsøg

Den tredje nominering i B&U-kategorien tilfalder Teater O med 'Tango'. Produceret i samarbejde med Nørregaards Teater og Black Box Theatre. Forestillingen, der lanceres som 'en eventyrlig fortælling om en dansk udvandrers utrolige skæbne', fik premiere umiddelbart før Aprilfestival 2019 i Hjørring, hvor også var med og vakte en vis opsigt. Her kan Teateravisen heller ikke bidrage med en anmeldelse – endnu – for den er dog på vej, idet Anne Middelboe Christensen har den på sin to-do-liste (sidste: anmeldelse kan nu ses)…

Teater O har ikke Reumert-priser at vise frem, men teatret har dog været nomineret adskillige gange før – og endda i flere kategorier. I B&U-afdelingen er man således blevet nomineret i 2008 ('Europamestrene'), 2011 ('360 grader') og 2015 ('Halbal' – en samproduktion med Black Box Theatre og Nørregaards Teater), og sidstnævnte år var man også nomineret i kategorien Årets Forestilling for 'Som i himlen' – samproduceret med Teatret.

Den 2. juni ved vi så, om det omsider er blevet Teater O's tur til at veksle en nominering til en pris.

Noget om de andre…

Man må til gengæld kigge langt i nomineringslisten efter en fremragende forestilling som 'Pinocchio' med Teater Patrasket, ganske som man i de senere års nomineringer havde forventet at se scenekunstneriske godbidder som eksempelvis 'Tamme tigre findes ikke' (Frøken Fracasos Kompagni) og 'Otto' (Teater Nordkraft & Teater Morgana) – for blot et nævne et par stykker.

Men sådan er vilkårene for et børneteater, der med turnerende forestillinger og få gæstespil på faste scener ikke bliver overrendt af Reumert-juryens medlemmer. De når ikke at se alt og heller ikke altid det allerbedste.

Eksemplificeret tidsmæssigt længere tilbage i fx Odsherred Teaters 'Landet – should I Stay or should I go' fra 2011, hvis festligt-geniale site-specific-forestilling på en gård uden for Nykøbing Sjælland var svær at nå – eller Teatret Møllen, der trods en enkelt Reumert-pris ('Lennie og George' i 2001) aldrig blev nomineret for 9/11-dramaet 'Oskar' fra 2008, der stadig rangerer blandt denne smagsdommeriske skribent allerstørste oplevelser med dansk ungdomsteater.

To rigtige nomineringer

Og med denne lille digression tilbage til Årets Reumert 2019 og de andre b&u-relaterede nomineringer.

Klarest selvfølgelig med nomineringen i kategorien Årets Særpris med 'Tænk, hvis man havde en rejsegrammofon', en samproduktion af så stærke kræfter som Teatret Gruppe 38, Teatret Møllen, Teater2tusind og Carte Blanche.

Forestillingen har dårligt kunne slæbe afsted med alle de gode anmeldelser, og på Aprilfestival 2019 var der stormløb på samtlige opførelser. DET ville være et godt signal med en Særpris til netop denne knuselskelige originale dramatisering med inspiration fra Karen Blixens 'Babettes Gæstebud' (se anmeldelse).

Også i nomineringerne til Årets Performance stikker børneteatret hovedet frem, nu i skikkelse af Fix og Foxy, der på Betty Nansen Teatret satte 22 børn på scenen i et statistisk-funderet spil om virkelighedens ulighedsdrama (se anmeldelse)

I dansens cirkler

I kategorien Årets Danser er Ole Birger Hansen nomineret for sin imponerende præstation i Aaben Dans' 'Ai-Ai-Ai' (se anmeldelse) – mens der er hele to danseforestillinger for ungdomssegmentet blandt de tre i Årets Danseforestilling, nemlig Uppercut Danseteaters 'Panic Day' (fra 12 år – se anmeldelse) og Granhøj Dans'  'An Eve And An Adam' (fra 14 år – se anmeldelse)

Sidstnævnte anmeldelse blev i øvrigt bortcensureret, da Teatercentrum lagde den på sin Facebook-side – et forestillingsfoto af to nøgne dansere kunne ikke gouteres…

Lidt i udkanten af fokusområdet finder man desuden nomineringen af Niels Anders Thorn som Årets Performer i Hotel Pro Formas 'Gilgamesh', der trods en aldersmarkering på 12+ også må siges at være for de ret gamle unge…(se anmeldelse).

Endelig skal lige nævnes Fredericia Teaters 'Tarzan', der er nomineret til prisen som Årets Musical/Musikforestilling. Det er nemlig en visuel flot familieforestilling (fra 6+) og derfor i Teateravisens fokus (se anmeldelse). 

Billetter sælges

Hele listen med alle nominerede kan ses i faktaboksen. Og mange af dem vil sikkert også kunne ses til Årets Reumert 2019 på Nørrebro Teater. 

Ditte Hansen er årets værtinde og aftenen slutter af sammen med CPH Stage-festivalens afslutningsfest. Billetter kan købes via cphstage.dk

Årets Reumert 2019 er sponsoreret af CPH Stage, ISCENE, Skuespillerforbundet, Danske Dramatikere, Nørrebro Teater, billedkunstner John Kørner, glasmager Peter Kuchinke, The Glass Factory, Teknisk Landsforbund, Danske Scenografer, Billet Billet, SceNet og Have Kommunikation

Seneste artikler

Seneste artikler

Farvel – og tak!

Farvel – og tak!

Med Teateravisens stop som aktiv nyhedsportal forsvinder en af de tre bærende søjler, der blev skabt for Teatercentrums virke fra starten af 1970’erne: Et medie med specifik fokus på synliggørelse og formidling af professionel scenekunst for børn og unge. Lukningen markeres her med et lille strejftog gennem bladets historie og den afgående redaktørs taksomme punktnedslag efter gennem næsten 40 år at have fulgt et unikt og fællesskabsorienteret teaterliv.
Læs mere
KLAP i Kolding

KLAP i Kolding

Om lidt over en måneds tid vil Kolding summe af teaterliv, når 100 teatre og 150 forskellige forestillinger danner den kunstneriske ramme om KLAP-teaterfestivalen, som afvikles fra 3.-6. april. Programmet ventes på nettet fra d. 3. marts, mens den offentlige billetuddeling af over 20.000 gratis billetter starter d. 20. marts.
Læs mere
En bro over tillidskløften

En bro over tillidskløften

Et dialogmøde mellem Teatercentrums ledelse og den kreds af teatre, der via protestbreve havde udtrykt skarp kritik af manglende orientering af kompetencecentrets ageren omkring lukning af Teateravisen og situationen for KLAP-festivalerne, blev afviklet i fordragelighed. Brudflader eksisterer stadig, men asfalteres nu med aftaler om fremtidige fællesmøder, hvor teatrene kan informeres om Teatercentrums strategiske overvejelser – og en fuldtonet udmelding om at bevare den store KLAP-festival ukurateret.
Læs mere
Anmelderi på falderebet

Anmelderi på falderebet

Med Teateravisens snarlige lukning stopper det omfangsrige anmelderi af børne- og ungdomsteater, der har været den digitale nyhedsportals hovedhjørnesten siden 2008. Det skal lige følges til dørs med lidt historie; noget om teatrenes og arrangørernes møde med anmelderiet og meget om teaterkritikkens væsen og berettigelse
Læs mere
Børneteatre går i aktion

Børneteatre går i aktion

Omkring 50 børne- og ungdomsteatre og en række af områdets branchefolk og formidlere advarer nu i et fælles opråb til politikerne om, at børneteatret er truet – og helt konkret af problemet med manglende fuld statslig økonomisk støtte til den store årlige festival, hvor det er svært at finde værtskommuner, der vil påtage sig opgaven.
Læs mere
Teateravisen lukker!

Teateravisen lukker!

Det betyder fra 1. marts et farvel til over 50 år med et medie, der har været målrettet synliggørelse af dansk børne- og ungdomsteater. Beslutningen skyldes en kombination af presset økonomi og ønske om en ny kommunikationsstrategi hos udgiverne Teatercentrum, der samtidig melder ud om et nyt samarbejde med ISCENE, som skal samle formidlingen af nyhedsstof om børne- og ungdomsteater på sidstnævnte portals nyhedsplatform.