I løbet af sommeren har gæster på Mosede Fort, der huser et kulturhistorisk museum om Danmark i årene 1914-18 og ligger i Greve Kommune ved Køge Bugt, kunnet opleve en vandreteaterforestilling, 'De Goder Vi Har', der foregår forskellige steder på fortområdet og opføres af spillere fra Skuespillerakademiet.
Som tilskuer oplever man livet i Danmark i perioden fra 1914-1918 fra forskellige vinkler og gennem små historier fra 1. Verdenskrig. ”De Goder Vi Har” fortæller historien om det lille land i den store krig – og om de enorme forandringer, krigen satte gang i, både på de helt store planer og på helt almindelige menneskers tallerkener.
Forestillingen bygger på resultater fra forsknings- og formidlingsprojektet 'Kampen om maden 1914-1918', der er støttet af VELUXFONDENs museumsprogram
Det er gratis at se forestillingen, næste gang er lørdag 31. august kl. 13 på Mosede Fort, hvor starten går ved indgangen til udstillingen. Tilskuere rådes til at tage praktisk fodtøj og tøj på
I løbet af sommeren har forestillingen været opført tre gange før. Sidste chance for at opleve stykket er søndag d. 29. september kl. 13.
(Billedet: De to skuespillere Anne Conrad-Petersen og Alex Østergaard tager publikum med på en teaterrejse gennem Mosede Forts historiske udearealer. Foto: Mosede Fort)