'Udvikling' var nøgleordet, da kulturminister Marianne Jelved 16. januar satte den danske teaterbranche stævne i Dansehallerne til den såkaldte Scenekunstdialog 2015.
Omkring 180 personer, repræsenterende stort set alle hjørner af teaterlivet, havde sagt ja tak til invitationen, og derfor kunne man udover en masse aktive kunstnere bl.a. se chefer fra Nationalscenen og landets store institutionsteatre, fra egnsteatre og små storbyteatre og fra landets allermindste børneteatre – garneret af en masse folk fra faglige organisationer, teaterskoler og universiteter, teaterforeninger, embedsfolk fra Kulturministeriet og Kulturstyrelsen, kommunikationsmedarbejdere, teaterjournalister m.fl.
Alle samlet for at høre på faglige indlæg og deltage i workshops, der skulle belyse fremtidsperspektiver i dagens fire hovedkategorier; publikumsudvikling, internationalt samarbejde, kunstnerisk kvalitet og samarbejde på tværs af institutionsformer.
***
Og der var nærmest dømt faglig forbrødring over hele banen: Alle kunne indse behovet for at få flere publikumskategorier – herunder ikke mindst unge og etniske grupperinger – i tale samt vigtigheden af at få scenekunst på skoleskemaet. Og indhente mere vidensopsamling omkring teatergængernes ønsker og adfærd.
Alle var ligeledes indstillet på, at internationalisering og global erfaringsudveksling var nødvendigt for kunsten – og her kunne børneteatrenes uomtvistelige eksportsucces og samarbejdsprojekter også være med til at vise vejen.
Alle var enige om, at der skulle være øget fokus på kunstnerisk kvalitet og faglig udveksling – og her kunne man i øvrigt også godt se børneteatrenes festivalmodel med indbyggede kollegiale fagmøder som et ønskværdigt fremtidsscenarie også på voksenområdet. Her ligger dog nu CPH Stage og virker som en god mulighed.
Og alle var da også enige om, at et øget samarbejde på tværs af institutionerne, mellem de store og små teatre, ville være godt for både fødekæden af små ustøttede teatre og diversiteten på scenerne.
En del foregår sådan set allerede: Nationalscenen har gæstespil på små scener og i foyerer – også af børneteatre. Folketeatret samarbejder med små teatre om turneforestillinger, landsdelsscenerne samarbejder med lokale børneteatre og samproduktioner mellem projektteatre og egnsteatre/små storbyteatre ses stadigt oftere. Men færre regelbestemte forhindringer, større udsyn og flere midler vil øge mulighederne
***
Uenighed hørte man ikke meget til, og konferencen var som sådan et lille orgie af indbyrdes imødekommenhed fra en branche, der ellers har vidt forskellige økonomiske og strukturelle rammer og hver især godt kunne ønske sig mere af den offentlige støttekage – som kulturminister Marianne Jelved dog for en god ordens skyld erklærede næppe blev større foreløbig.
Derimod efterlyste hun gode ideer til og mod på at fordele (en del af) støtten anderledes. Helt konkret ved fx. at tage en promille af den samlede støtte og øremærke dem til eksperimenter og udviklingsprojekter.
Viljen til nytænkning var i det hele taget en stor del af kulturministerens engagerede bidrag til konferencen, hvor hun også mindede forsamlingen om scenekunstens vigtige rolle i den almene dannelsesproces og opfordrede til, at dansk teater satsede mere og nyt i stedet for hele tiden at skele til belægningsprocenter og billetsalg.
Og dannelsesprocessen begynder som bekendt tidligt og derfor blev konferencedeltagernes fokus på at få scenekunsten integreret i skoleskemaet også budt velkommen af Jelved – det ligger i øvrigt ganske tæt på kulturministerens egen strategiplan for børn og unges møde mod kunst og kultur.
***
I det hele taget overraskede Scenekunstdialog 2015 ved den unisone stemning af samarbejdsvilje, hvor slige teaterkonferencer ofte har udviklet sig til positioneringskampe i voksenteatret og en noget stedmoderlig interesse for professionelt teater for børn og unge.
Ind imellem var det helt surrealistisk at høre de mange repræsentanter fra de store teatre bakke op om vigtigheden af, at teatret bliver en væsentlig brik i skolerne og deres opdrag med at gøre eleverne til indsigtsfulde teatergængere. Herunder Folketeatrets meget velvillige Kasper Wilton, der bl.a. erklærede, at 'teater på skoleskemaet er mere end en god ide – det er vigtig for fremtidens teater'. Han mente sågar, at det kan medvirke til, at teatret vil overleve på sigt og over en bred front.
Men selvom den gode vilje var udtalt og hegnspæle rent verbalt blev hevet op, så består de rigide støttesystemer og grænsedragninger jo fortsat: 'Fødekæden er gået fuldstændig i stykker', som Ditte Maria Bjerg (formand for Projektstøtteudvalget – og er det ikke på tide, at få det uskønne og upræcise navn ændres?!) erklærede på konferencen, der på sæt og vis også var en form for opfølgning på den teaterrapport fra 2010, 'Veje til udvikling', der bl.a. rummede ideer om en total omkalfatring af diverse støtteordninger m.v. til fordel for stort og magtfuldt scenekunstudvalg, der så skulle fordele alle teatermillionerne til kunst og initiativer i tråd med en ny tids teaterbillede.
***
Rapporten fra udvalget – der havde Lars Seeberg (formand for Teaterrådet 1999-2003) – blev således flittigt nævnt på konferencen, men har til nu affødt mere debat end konkrete ændringer.
Men bl.a. rapportens ideer om publikumsudvikling fandt genklang på konferencen her fem år efter, hvor Seeberg selv – der nu er formand for Theatron, et internationalt projekt om netop publikumsudvikling – stod for et oplæg og bl.a. erklærede, at 'der er ikke noget i vejen med publikum. Hverken det vi har eller det vi gerne vil have'.
For ham handler det om teaterudvikling og ikke publikumsudvikling, dvs. bl.a. at lave teater, der forholder sig tættere til sit publikum ved at inddrage lokalbefolkning, herunder ikke-teatervante segmenter og socialklasser og også borgerne på scenen…
Publikumsaktivering og -involvering gik også i flere diskussioner. Og selvom man i disse år kan få lidt kvalme af overforbruget af ord som inklusion, interaktivitet, medejerskab og samskabelse, er det en kendsgerning, at ikke mindst b&u-teatrene kæmper for at dele teaterforestillingen med publikum via disse aktive deltagelse – enten på rækkerne eller på selve scenen, mens dele af voksenteatret forsøger det samme ved at henlægge forestillinger til campingvogne, lejligheder og offentlige rum.
I begge brancheafdelinger kan det måske være på sin plads af og til at stoppe op og spørge til, hvor kunsten stopper og publikum begynder. Kravet om fornyelse og inklusion og diversitet behøver vel ikke nødvendigvis at betyde, at publikum ikke må lade sig berøre og bevæge fra hele almindelige tilskuerrækker…
***
Mange gode ord og intentioner og skitser af visioner blev lagt frem på Scenekunstdialog 2015, men nu er deltagerne atter begravet i egne projekter og teatre og forestillinger og organisationer.
Og selvom Marianne Jelved afslutningsvis sagde, at det nu handlede om at få konferencens gode forslag omsat til praksis, er det et af de virkelig dyre og interessante spørgsmål, om ikke mindst de mere velfunderede dele af teaterbranchen virkelig tørl satse på forandring, der kan risikere at koste penge og udhule de trængte budgetter.
Jelved talte om muligheden for at nedsætte en arbejdsgruppe med repræsentanter fra teaterbranchen, selvom hun erkendte, at det gjorde ondt at skulle lave en nyligt vedtaget scenekunstlov om allerede.
I givet fald skal der arbejdes hurtigt, for det er som bekendt valgår, og man skal næppe vente fagre nye tider for hverken teater- eller kulturliv, når/hvis en borgerlig regering kommer til magten.
Men Jelved var tilsyneladende både handlevillig og opstemt efter Scenekunstdialog 2015, hvor afskudssalutten lød noget i retning af: 'Tak for jeres bidrag og kom godt hjem!'
