Så er Teatret Møllen og samarbejdspartnere klar med den femte udgave af Dansk-tysk Børneteaterfestival, der afvikles fra 31. januar til 5. februar 2010 og byder på teater for børn og unge fra Danmark og Tyskland – samt Belgien/Holland, der er dette års særlige samarbejdsområde.
Der er tale om i alt 11 forskellige forestillinger for børn fra 1,5 til 16 år – og i alt bliver festivalen vært for 59 opførelser.
Festivalen åbner i Haderslev søndag 31. januar med den belgiske ungdomsforestilling ’LØB!’, der betegnes som en højenergisk forestilling om maskulinitet med 22 drenge og mænd i alderen 8-35 år….
Herefter går det løs: Mandag og tirsdag (1.-2. februar) opføres alle forestillinger i Haderslev, hvorefter festivalen flytter til Flensborg de to næste to dage (3.-4. februar), inden den om fredagen spredes til hele landsdelen som led i den Sønderjyske Kulturaftale, således at Gråsten, Tønder. Gravenstein og Aabenraa er vært for forestillinger.
I Haderslev bliver der trukket lod om fribilletter blandt kommunens skoler og institutioner, mens Flensborg giver skoleklasser og børnehavegrupper mulighed for at komme gratis til festival.
Dertil kommer et helt nyt tiltag, såkaldte fadderklasser, hvor skoleklasser på begge sider af grænsen følger en forestilling under festivalen på nærmeste hold.
Dansk-tysk Børneteaterfestival er en biennal festival, der arrangeres af danske Teatret Møllen, tyske Theaterwerkstatt Pilkentafel samt en række offentlige og organisationsmæssige samarbejdspartnere.
Læs mere om festivalen, dens forestillinger, billetter m.v. på: www.ddk-festival.dk