Den internationale showcase-festival :DANISH+ er slut. Alt var timet og tilrettelagt. Og helt forventeligt, når det nu var erfarne Gruppe 38, der, godt hjulpet af lille dusin frivillige, stod bag denne rendyrkede salgsmesse.
Et tætpakket program betød, at opkøberne kunne se rigtig meget teater på kort tid. Men det stillede også høje krav til Deres udsendtes evner til at finde blot få minutters ro mellem to programsatte indslag, hvor det var muligt at få en snak med en eller flere af de næsten 60 udenlandske gæster.
Alle småpauser, frokost- og middagspauser i det døgn, Deres udsendte besøgte festivalen, blev derfor brugt flittigt på at hilse på, skabe kontakt og forhøre sig om, hvad folk tænkte og mente om det, de havde set. Efter strenge ordrer fra portalens redaktør…
Men lad os lige spole tiden tilbage til søndag middag, hvor Deres udsendte landede på Aarhus’ nye, funky kulturcentrum, Godsbanen, hvor stort set hele festivalen kunne huses med tre spillesteder, to spise-områder, et caféhjørne og en info-skranke, hvor hjælpsomme frivillige hjalp med stort og småt…
’Next show, this way!’
Midt på gulvet står Christian Glahn som en anden ceremonimester – han er ’participant-guide’, og det er bl.a. hans job at holde øje med klokken, hvis ingen andre gør det. Med velrettede pift ud i rummet, kultiverede men bestemte fagter ledsaget af et ’Next show, this way!’, sørger Christian igennem hele festivalen for, at ingen har en undskyldning for at gå glip af en forestilling. Og de fleste vil da helst også have det hele med.
Således også australske Nic Clark fra Perth Theatre Company. Han er blot én ud af hele seks australske teaterfolk, der har fundet vej til :DANISH+ i år:
»Jeg er her for første gang, og det giver faktisk mening at komme hele den lange vej helt fra Down Under for at se teater, fordi denne festival giver os mulighed for at se hele 17 forestillinger på ganske kort tid. Det er noget, som er svært at få tid til på andre festivaler.«
Engelske Chris Kirkwood fra Lincoln Drill Hall, som jeg sludrer med senere på dagen, er også en stor fan af det, han kalder ’tight programming’:
»Men ved syv forestillinger pr. dag er min smertegrænse dog nået – der skal også være tid til at tænke lidt over tingene.«
Den gode kunst – og de gode spørgsmål
Og tid til refleksion og eftertanke bliver der under søndagsmiddagen på Godsbanen – her spiser alle festivaldeltagerene sammen, og en af det mest diskuterede oplevelser på denne dags program bliver bl.a. Carte Blanche og Cantabile 2’s ’Life Live!’, der opførtes hele to gange på festivalen.
Forestillingen er udformet som en personlig oplevelsesrejse, hvor publikum guides rundt i små grupper under seks performeres kyndige vejledning. Den totale oplevelse er en yderst individuel både indre og ydre rejse, som påvirker nogle publkummer dybt.
Den egypiske instruktør Mohamed El Ghawy er kritisk:
»Jeg syntes, at konceptet var meget interessant, og scenografien og lysdesignet var intet mindre end fantastisk. Men jeg stod tilbage efter forestillingen og følte, at performerne var mere interesseret i formen end i indholdet. Og mørket skræmte mig – jeg ved ikke hvorfor. Normalt er mørke noget trygt for mig. De fleste af os sover jo i mørke, fordi vi synes, det er trygt. Men her var mørket skræmmende.«
Janet Stanford fra Imagination Stage i Washington er helt uenig:
»’Life Live!’ er helt klart min favorit-forestilling indtil nu. Jeg elsker, når forestillinger stiller spørgsmål – det er jo netop det, al god kunst skal kunne. I USA er vi desværre vant til, at publikum forlanger en ’clear message’ i de ting, vi præsenterer for børn – og det er derfor, jeg holder så meget af at se dansk teater for børn og unge. Her er man ikke bange for at stille spørgsmål.«
Modigt teater med noget på hjerte
Senere på aftenen falder jeg i snak med irske Eina McHugh fra The Ark i Dublin i festivalens café på Godsbanen. Det er Einas første gang på :DANISH+:
»Efter at have sendt mine programlæggere afsted til Danmark flere gange, hvorfra de var kommet tilfredse hjem med interessante ting til vores kulturhus, var jeg blevet interessereret i selv at komme afsted. Og her er jeg så – og jeg må sige, at jeg er ikke blevet skuffet. Standarden er høj, og jeg tror, I skal takke jeres mange støtteordninger for det. Penge giver en arbejdsro, som vi ikke kender til inden for scenekunst for børn og unge i f.eks. Irland. Det er helt andre produktionsbetingelser, vi har. Men når det er sagt, så er det også klart, at forestillingerne virkelig har noget på hjerte her.«
Det sidste er engelske Tamsin Ace fra Southbank Centre i London helt enig i:
»Det er topkvalitet, det vi ser her, og i forhold til det teater, jeg kender til i England, er dansk scenekunst for de unge langt modigere – dét er noget, jeg køber ind efter, når jeg skal finde forestillinger til vores kulturhus. Hertil kommer, at det helt klart er vigtigt for mig, at jeg kan se og opleve forestillingerne på engelsk – ellers ville jeg slet ikke overveje at komme her på :DANISH+.«
Det svære sprog – især det udenlandske
Lad os dvæle lidt ved det med sproget. Over en velskænket, kold fadøl i festival-caféen forhører jeg mig hos skuespiller og kunstnerisk leder hos Gruppe 38, Bodil Alling, om hvorledes hun har oplevet det med spille på engelsk.
Dét er noget, Gruppe 38 har gjort i mange år, eftersom teatret har turneret over det meste af verden gennem tiden. Alligevel må Bodil Alling gøre en indrømmelse:
»Det ER hundesvært at spille på et andet sprog. Man er lidt nervøs. For dér står man midt i et sprog, der ikke er ens eget, og hvor man måske ikke altid kan redde sig ud af noget, hvis det ikke helt går, som man havde forestillet sig. For én ting er at lære teksten og udtalen – men hvor godt behersker du et fremmed sprog, når der skal improviseres?«
Dette er nogle af de mest almindelige udfordringer, som teatre, der vil spille på et andet sprog end det, forestillingen oprindeligt er skabt på, står overfor.
Den sproglige autenticitet på scenen
På :DANISH+ er der dog et eksempel på en dansk forestilling, der faktisk har et andet udgangspunkt rent sprogligt. Det drejer sig om co-produktionen ’Pim and Theo’, som Odsherred Teater og NIE (New International Encounter) har med i Aarhus i denne weekend.
Skuespiller Simon Vagn Jensen, der lægger krop til den højre-ekstremistiske, åbent homoseksuelle hollandske politiker Petrus (Pim) Fortuyn i forestillingen, forklarer:
»Det er første gang, jeg spiller på engelsk i en professionel sammenhæng, men vores udgangspunkt var faktisk et manuskript, som dramatiker Mei Oulund, havde skabt til os på engelsk. Hertil kom, at vi jo har samarbejdet med en engelsksproget instruktør (Alex Byrne, red.).«
Deres udsendte kan bekræfte, at denne arbejdsmetode helt klart har tilføjet projektet en engelsk-sproget autenticitet, som faktisk resulterede i, at jeg under forestillingen overhører to publikummer hviske til hinanden med reference til skuespillerne på scenen: 'Men ER de ikke englændere?'
Simon Vagn Jensen, der i forestillingen spiller sammen med Henrik Ipsen som Theo van Gogh, fortsætter:
»Vi producerede oprindelig ’Pim and Theo’ med et voksen-publikum i tankerne, men vi opdagede, at det med det engelske gav en styrke til projektet, som gjorde, at vi også kunne spille det for et ungdomspublikum, der omvendt skulle anstrenge sig ekstra meget for at være inde i et andet univers.«
’Kvalitet hele vejen rundt’
Jeg bliver hængende lidt i festivalens lille café-område på Godsbanen – det er trods alt her, man kan møde de fleste festivalgængere, der lige får tid til en kop gratis kaffe eller te på vej til eller fra den næste forestilling. Også Brian P. Ørnbøl, som er Gruppe 38’s PR- og presseansvarlige, kigger forbi – han reagerer prompte på mit umiddelbare positive indtryk af hele arrangementet:
»Jamen, hvis vi skal kunne sige, at vi leverer kvalitet – både i forhold til teater og arrangementet generelt, så bliver vi nødt til at sige, at vi arbejder med kvalitet hele vejen rundt – gode forestillinger, god service, god mad og gode hoteller.«
Deres udsendte kan bekræfte dette forhold til fulde – og dog, hvis vi absolut skal finde et sted, hvor der måske kunne strammes lidt op, så kunne det have været på Godsbanens Madværksteds betjening af de spisende i forbindelse med den middag, der serveredes søndag aften. Her fejlede maden bestemt ikke noget, men personalets mildest talt fodslæbende service (der måske bundede i manglende rutine?) truede på et tidspunkt med at sabotere den ellers så fine og minuttalsnøjagtige programlægning. Men dét er blot en detalje, der ikke rokker ved det overordnede indtryk af et fint arrangement.
:DANISH+ er slut for år. De mange internationale gæster er væk – nogle er returneret til ’home base’, men andre er taget direkte videre til det næste levende billede i den europæiske teaterfestival-kalender: Imaginate Festival i Skotland. Mere – nu helt autentisk – engelsksproget teater venter de sultne teaterindkøbere forude…
Der er :DANISH+ igen om to år.
