Traditionen tro rejser flere danske børneteatre på turne i det store udland i sommertiden.
Blandt disse er Meridiano Teatret, der fra 22. juli skal give hele ti opførelser af den poetiske og eftertænksomme animationsforestilling 'Al tid i verden' (se anmeldelse) i Sydkorea, nærmere bestemt Seoul Arts Center.
Samtidig drager Teater Refleksion længere østpå i det asiatiske, idet man for sjette år i træk skal åbne den internationale sommerteaterfestival i Tokyo i juli – og for anden gang bliver det med den tilsyneladende uopslidelige 'Farvel hr. Muffin' (anmeldt i BørneTeaterAvisens papirudgave helt tilbage i september 2005/nr. 134), der med sit nænsomme budskab om alderdom og død går rent ind alle steder i verden.
Teatret fortæller i en pressemeddelelse, at 'Farvel hr. Muffin' kan spilles på både danske og engelsk, men at arrangørerne har bedt om at den bliver spillet på dansk, så børnene får lejlighed til at høre det eksotiske sprog, og en tolk vil så undervejs læse udvalgte passager op på japansk…
Efter seks opførelser i Tokyo går turen i øvrigt til Osaka, hvor der venter fem opførelser.
Og dansk børneteater ER virkelig populært i Japan, hvor der stort set altid er et dansk bidrag på den årlige internationale teaterfestival for børn og unge på Okinawa. I år er det så Gazart, der kommer med Tali Razgas danseforestilling 'Sneøjne' (se anmeldelse) for de allermindste (fra 0 år) og spiller 31. juli og 1. august på den sydjapanske ø.
(caj)