16. oktober 2014

Dansehallerne mister hjemsted

Dansemiljøet, der siden 2009 har været samlet i Carlsberg Byen, risikerer at blive spredt for alle vinde igen. Således har Dansehallerne og Dansk Danseteater modtaget besked om, at det nuværende lejemål vil ophøre med udgangen af juni 2016, fordi udviklingsselskabet bag Carlsberg Byen vil rive dele af bygningerne ned og renovere andre, og så er der ikke plads til dansen. Det skriver b.dk.

Udviklingsselskabet lader dog en dør stå på klem for, at man kan finde andre lokaler på området, fordi man gerne ser Dansehallerne som en del af det nye byområde.

Dansehallerne er en selvejende institution, der er støttet af Kulturministeriet og Københavns Kommune og er en fusion mellem Dansescenen og Dansens Hus. Desuden er Dansk Danseteater også med i dansefællesskabet på Carlsberg-grunden, hvor man råder over en række scener, øvelokaler og en cafe og står for en række danske og internationale gæstespil, ligesom man har en række projekter, ikke mindst 'Dans for børn', 'Dansekonsulenterne' m.v. kørende med at bringe dans ud til skoler og institutioner landet over.

Læs mere på www.dansehallerne.dk

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne