Dansehallerne ligger indtil videre stadig i Carlsberg-Byen og fungerer som et vigtigt kompetencecenter for dansen som kunstart og som spillested for en lang række danseforestillinger for såvel voksne som unge og børn.
Det er også Dansehallerne, der står for en lang række såkaldt Community Dance-projekter, dvs., møder mellem professionelle dansere og ikke-professionelle – og ofte på skoler rundt om i landet – som fx Dance Attack, Danseballaden og Kulturpakker m.v.
Den 4. januar fik Dansehallerne så ny direktør for den samlede virksomhed i skikkelse af Efva Lilja (f. 1956), der er uddannet danser og koreograf fra bl.a. Danshögskolan i Stockholm og hos Merce Cunningham i New York.
Efva Liljas imponerende cv omfatter poster som rektor for DOCH Dans- och Cirkushögskolan i Stockholm, koreograf og kunstnerisk leder ved E.L.D. Forum För Ny Koreografisk Scenkonst i Stockholm og professor i koreografisk komposition ved Danshögskolan i Stockholm. Og som kunstner har hun arbejdet med både koreografi, billedkunst, film og dansefilm på scener, museer og eksperimentelle platforme.
'Danmark har brug for Dansehallerne som en national platform for samtidens koreografiske scenekunst. Vi skal drive et sted, der sætter så tydelige spor, at man føler, at man ikke kan leve uden os. Forestillinger, udstillinger, installationer, site specifics, community-aktiviteter, kurser, workshops, debatter, saloner…Dansehallerne skal kort sagt være et kulturelt mødested', lyder det fra Efva Lilja – der også ønsker at Dansehallerne skal positionere sig meget mere internationalt – i en pressemeddelelse i anledning af tiltrædelsen som direktør.
Dansehallerne er en selvejende institution med driftsstøtte fra Kulturministeriet og Københavns Kommune. Hovedafdelingen ligger i Carlsberg Byen og en mindre afdeling i Aarhus. Hvor Dansehallernes fysiske fremtid ligger, er ikke afgjort, men kontrakten med Carlsberg Byen gælder kun frem til slutningen af marts 2017.
Se mere på www.dansehallerne.dk
(Billedet: Svenske Efva Lilja er ny direktør for Dansehallerne. Foto: Viktor Andersson)