De to koreografer og dansere, Birgitte Lundtoft og Julie Schmidt Andreasen, der udgør dansekompagniet Schmidt & Lundtoft, er optaget af naturen i deres koreografiske virke: Hvordan vi bevæger os i den, hvordan vi bruger den, og hvordan vi forholder os til den.
Naturens cyklus, overgangen mellem lys og mørke, aktivitet og restitution er således grundlaget for projektet ’DEN BLÅ TIME’, et huskunstnerprojekt i Skagen i samarbejde med Kulturhus Kappelborg, hvor mellemtrinnet på en af Skagens skoler i første omgang er blevet en del af det univers, de har skabt.
Inspiration i naturens rytmer og potentialer i halvmørket
Julie forklarer, hvorfor det lige er skumringstimen, der er interessant at arbejde med:
»Det er et tidsrum, der kan minde os om skiftet mellem det aktive og vågne stadie, og det mere passive, bearbejdende stadie.«
’DEN BLÅ TIME’ er særligt inspireret af det energiskifte, der ligger i tidsrummet lige før solen står op og lige efter den er gået ned. Her kan vi nemlig lade os inspirere af naturen i forhold til, hvordan vi kan være i verden:
»Hvis vi som mennesker kan blive lidt mere opmærksomme på, at vi er omgivet af en natur med en særlig rytme – og at vi måske kunne have glæde af at tune lidt ind på den. Vi har en accelererende livsform og med teknologien kan vi være vågne på alle tidspunkter af døgnet og kommunikere med hele verden,« fortæller Julie.
Projektet er altså også en stille opsang til den højproduktive livsførelse og en verden, som aldrig rigtigt sover. Med halvmørket fortæller naturen os, at nu det er tid til at falde til ro eller vågne – ikke i hastværk, men i en glidende overgang. Schmidt og Lundtoft ser potentialer for fordybelse og ro i halvmørket og skumringen.
Afveksling mellem det aktive og det restituerende er også gældende for de dynamikker, der kan være i det kreative arbejde med bevægelse og dans:
»Den rytme er også bygget ind i dansepraksissen. Nogle gange tager man sig god tid til at fordybe sig helt i dansen eller partituret, og andre gange skal vi op i et højt gear,« fortæller Birgitte.
Skumringen åbner for et imaginært rum i sin placering mellem det vågne og det drømmende, det bevidste og ubevidste, hvor ting omkring os pludselig kan tage en anden form – et aspekt, som Julie og Birgitte også har tænkt ind i forestillingen med knitrende dynelignende kjole, en fortryllende spåkone og en scene prydet af udstoppede dyr.
En del af en større helhed
Projektets forløb er inddelt i tre dele og har en klar struktur, som både vægter en indføring i temaerne, det kreative rum og en vis forankring af projektet.
Julie og Birgitte introducerer først børnene til universet blandt andet ved at fremvise den forestilling, de selv senere skal blive en del af.
Forløbet er tilrettelagt som en stille indføring i skabelsen af forestillingen:
»De starter altså som publikummer, hvor der også er lidt deltagende elementer. Så det sker langsomt, og jeg tror ikke altid de opdager, at de bliver inddraget i det. Så begynder de at udvikle deres egne bevægelser og kommer hurtigt i gang med den kreative proces. Og så opdager de, at de er med i en større helhed, og at der skal spilles en forestilling for deres forældre og bedsteforældre,« fortæller Birgitte.
Kulminationen på ugens danseudfoldelser afsluttes altså med fremvisning af danseforestillingen for familie og venner i Kulturhus Kappelborg. Forud for forestillingen bruger Birgitte og Julie en uge med børnene, hvor de gennem bevægelseslege udforsker dansens udtryk med både naturen og teaterrummet som scene.
En udflugt i skumringstimen var naturligvis en del af den kreative proces.
»At være ude i skumringstimen var ret magisk, og oplevelsen blev vigtig for iscenesættelsen, det blev en reference til virkeligheden,« fortæller Julie, og Birgitte tilføjer:
»Det handler om at forsvinde i naturen og finde øjeblikke, som kan tages med i arbejdet indendørs.«
Børnene får hurtigt dansen under huden og vænner sig til at vise deres egne kreationer for hinanden:
»Dansen er ikke bare noget, vi gør for bevægelsens skyld eller for deltagelsens skyld, men det er faktisk også for et publikum. Der kommer en naturlighed omkring det at stille sig op foran klassen, og det bliver afdramatiseret. Det er ikke for at præstere, det er egentlig bare for at dele. Og det er fedt at bruge lidt tid på at se hinanden. De kan nemlig se værdien i hinandens arbejde og finde inspiration,« fortæller Julie.
Under forløbet fulgte og dokumenterede filmkunstneren Troels Hansen den koreografiske proces og læringsforløbet. Optagelserne er blevet til en kortfilm, der bliver vist for anden gang i Skagen bio 7. juni, og filmvisningen fungerer som en officiel og festlig afslutning på forløbet.
At bevæge de sociale strukturer
Birgitte og Julie har gennem projektet oplevet, hvordan det kreative rum, som tillader et andet fokus end det, der normalt eksisterer i klasseværelset, kan ændre de sociale strukturer.
»Der er nogle sociale strukturer og hierarkier, som vi ikke kan undgå at bevæge, fordi dansen stimulerer de kroppe, der er i rummet på en ny måde. Der er nogle børn som arbejder på et mere følelsesmæssigt plan, som måske ikke lige passer ind i skemaet på skolen, som pludselig får en god idé, vi kan gribe,« fortæller Julie.
De bestræber sig på at inkludere alle i processen i, og det er de indtil videre lykkedes med. Hvor nogle gør store opdagelser i dansen, finder nogle andre roller at udfylde. Og hvor nogle børn har brug for klare strukturer, trives andre godt med at improvisere.
De forskellige logikker og temperamenter har alle fundet en plads i det store hele.
Birgitte fortæller, hvordan projektet tilbyder et fokus på andre vidensformer:
»De bliver udfordret kropsligt og æstetisk. Der er meget i deres hverdag, der er digitalt og stillesiddende, så det er godt at få udvidet den kropslige og fysiske formåen og at kunne sætte den sanselige og æstetiske viden i spil.«
Julie tilføjer:
»De opdager, at de selv kan finde på noget, og at der faktisk er nogen, der har lyst til at se på det. At få den oplevelse og erfaring med sin egen kunnen kræver, at man har tiden til at afprøve det. Projektet kan give anledning til at gøre den form for kreative opdagelser.«
Og gensynet i forbindelse med filmvisningen er givtigt, forklarer Birgitte:
»Ved gensynet finder de hurtigt tilbage til det rum igen. Det betyder meget, at det bliver forankret, og at de får det ind i deres fællesskab som klasse. På den måde vokser de som fællesskab.«
Børn som kulturformidlere/kulturbærere
I princippet kunne forløbet henvende sig til alle aldersgrupper, men det har vakt stor glæde at arbejde med denne aldersgruppe:
»De har en friskhed i deres bevægelsessprog – de kan reflektere og samarbejde, og de er trods alt rimelig modne,« fortæller Julie.
»Der sker noget rigtig spændende, når børnene bliver formidlere af kunsten, for det kan godt være at forældrene ikke kan se fidusen, men hvis de kan se, at deres barn virkelig har haft en oplevelse med det, så er børnene jo også med til at opdrage forældrene i, at dans også er noget man kan bruge tid på. Der får de en særlig rolle – så må vi arbejde med den generation og se, hvordan de kan videreformidle det. Det tror jeg er ret effektfuldt, for jeg tænker, at forældre lytter til deres børn. Hvis de lyser op, så kan det måske et eller andet.«
