Fra den 2.-5. maj 2010 afvikles i Århus for anden gang :Danish+ – en international showcase for professionel dansk scenekunst for børn og unge, hvor en række danske børneteatre spiller på (primært) engelsk for et publikum, der (primært) består af udenlandske festivalarrangører m.fl.
P.t. er der udvalgt 14 danske forestillinger af et dramaturgiat, bestående af teaterfolkene Bodil Alling (Gruppe 38) og Sara Topsøe Jensen (Carte Blanche) samt de to kritikere Kirsten Dahl og Henrik Lyding – der som bekendt også slår deres folder på børneteateravisen.dk.
I tilknytning til den internationale showcase bliver der i år en konference 3. maj om kunstnerisk kvalitet i scenekunst for børn og unge. Quality arrangeres af :Danish+, dvs. teatret Gruppe 38 i samarbejde med Kulturhus Århus og Kulturpolitisk Forskningscenter ved Aarhus Universitet.
Potentielle deltagere er kulturkonsulenter, biblioteker, teaterforeninger. repræsentanter for kulturhuse og andre interesserede arrangører af dansk børneteater. Og temaet er altså det svære i at definere og vurdere kunstnerisk kvalitet i en forestilling.
På konferencen præsenteres derfor det konkrete kvalitetsvurderingsværktøj, ‘Ønskekvistmodellen’, af en af ophavsmændene, professor Jørn Langsted fra Aarhus Universitet.
Med baggrund i modellen og ud fra to konkrete forestillinger, som bliver vist på konferencen, vil udvalgte teatrmennesker fra ind- og udland så diskutere, hvordan man kan vurdere kunstnerisk kvalitet i scenekunst, og hvordan man kan arbejde med det i praksis.
De to forestillinger er Teatret Møllens ‘Oskar’ (der spilles på dansk) og Meridiano Teatrets ‘Anima’ (der spilles på engelsk) – og paneldebatten har deltagelse af producer Muireann Ahern, The Ark, Dublin – teateranmelder Kirsten Dahl, Århus Stiftstidende og børneteateravisen.dk – dramatiker og instruktør Bernt Höglund, Sverige – konsulent Noel Jordan, Sydney Opera House, Australien og skuespiller Peter Seligmann, Teater 2 Tusind.
Quality-konferencen foregår på engelsk. Deltagergebyr er på 400 kr. og tilmelding skal ske senest d. 12. april 2010 på konference@danishplus.dk
eller via Gruppe 38 på 8613 5311.
Om showcase og konference – se www.danishplus.dk