11. april 2024

Danish+ 6.-8. maj 2024

En kurateret showcase med udvalgte danske forestillinger spillet på engelsk for udenlandske opkøbere. Så kort kan Danish+ 6.-8. maj 2024 beskrives.

Det er Teatret Gruppe 38, der står bag det biennale arrangement, som blev afviklet første gang i 2008 og altså nu for 9. gang – hvis man tæller den digitale event med, som blev afviklet i 2020 som alternativ til en corona-aflyst fysisk showcase.

Danish+ er Teatret Gruppe 38’s kundevenlige tilbud til udenlandske arrangører og branchefolk, der her kan opleve danske børneteaterforestillinger spillet på et for dem noget mere tilgængeligt sprog.  Formålet er naturligvis at promovere mulighederne for udenlandsk turneaktivitet, men under alle omstændigheder bliver de internationale gæster præsenteres for et fint udvalg af dansk teater for børn og unge.

Malene Cathrine Pedersen, der er producer på Danish+, fortæller, at deltagerlisten p.t. har 31 opkøbere fra 14 forskellige lande, der foruden en række europæiske lande tæller Kina, Japan, Sydkorea, Australien, USA og Canada: »Det bliver en lidt mindre flok i år end sædvanligt, men vi er i dialog med endnu et par stykker.«

Hun fortæller også, at man åbner for, at det almindelige publikum kan reservere de overskydende gratis billetter i slutningen af ugen eller næste uge og således også se dansk teater i international udgave.

Dette års program består af 13 kuraterede forestillinger, heraf har arrangørerne selv to gode bud med. Her er listen – selvfølgelig med de engelske titler, som nogle få af dem i forvejen har – men for eventuelt mystificerede danske læsere her med den danske forestillingstitel i parentes. Man noterer sig, at ’Bench’ (Bænk) går igen i hele tre af titlerne. Den ene af dem, Uppercut Danseteaters ’Benched’ – der også fik en fin anmeldelse i Teateravisen, er Danish+ 2024’s åbningsforestilling.

12 af forestillingerne er i øvrigt blevet anmeldt her på portalen, mens ’Den lille pige med svovlstikkerne’ blev det helt tilbage i 2003 i papirudgaven af Børneteateravisen…

Se mere om Danish+ på hjemmesiden: https://www.danishplus.dk

Forestillinger:

– Luna Park: The Museum Of Fairy Tale Remnants (Museet for Eventyrrester)

– Teatret Gruppe 38: The Secret Library (Det hemmelige bibliotek)

– De Røde Heste: The Pocket Gospel (Lommeevangeliet)

– Teater Blik: Moment (Øjeblik)

– Meridiano Teatret: Animals

– Cikaros: The Bench (Bænken)

– Teater Refleksion: The Bench (Bænken)

– Uppercut Danseteater: Benched

– Teater Patrasket: The Bear That Wasn’t (Bjørnen som ikke var)

– Asterions Hus: Alice in Wonderland (Alice i Eventyrland)

– Teatret Gruppe 38: The Little Match Girl (Den lille pige med svovlstikkerne)

– MYKA: Untz Baby Untz

– ZeBU: Snow And Sand (Sne og sand)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne