20. januar 2014

:DANISH+ 2014

Programmet er nu lagt til den fjerde udgave af den internationale showcase for dansk scenekunst for børn og unge, :DANISH+, som er målrettet opkøbere, festivalledere og programlæggere fra hele verden.

Showcasen løber af stablen i Aarhus fra 3.-6. maj 2014 og er if. arrangørerne den eneste af sin art i Europa. I år præsenteres 17  nyere danske forestillingers, som alle til formålet og anledningen opføres på engelsk.

Det er Aarhus-baserede og internationalt berømmede Gruppe 38, der tog initiativ til showcasen med den finurlige, men også lidt besværlige 'stavemåde' – der første gang blev afholdt i maj 2008 og altså nu er en etableret biennal begivenhed, der bedst kan betegnes som en meget målrettet salgsmesse for dansk scenekunst med ambitioner om internationale turneer. Og selvom der normalt er over 100 internationale gæster til den store Aprilfestival, der således også fungerer som salgsmesse, så er :DANISH+ jo med sit målrettede fokus og engelsksprogede program af stor interesse og betydning for et muligt opkøbersegment fra udlandet. Arrangørerne opgør selv, at der til forrige showcase i Aarhus kom 80 udenlandske arrangører fra lande som Australien, Canada, Brasilien, Rusland og Kina.

Dette års program spænder fra interaktive vandreforestillinger over animationsforestillinger og performance til moderne dans. Og i forhold til de tidligere udgaver af :DANISH+ vil dette års udgave også byde på en række offentlige forestillinger, hvor det aarhusianske teaterpublikum inviteres indenfor.

Showcasens forestillinger afvikles primært på kulturproduktionscentret GODSBANEN, Dansescenen BORA BORA og Teatret Filuren, der alle ligger få minutters gang fra hinanden.

:DANISH+ gennemføres med støtte fra Statens Kunstråd, Århus Kommune samt en række fonde.

Men ingen store kulturarrangementer uden frivillig arbejdskraft: :DANISH+ søger derfor folk over 20 år, der vil bruge mindst otte timer til praktisk arbejde i form af opsætning og nedtagning af forestillinger, publikumspleje, cafehjælp m.v.

Ansøgning sendes elektronisk til Marie Rasmussen, mr@danishplus.dk, senest 10. april 2014.

Se mere om showcase, inkl. program, spillesteder m.v. på www.danishplus.dk

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne