DAG 2 (Mandag 31.marts)
I går gik Aprilfestival 2014 så for alvor i gang med lukkede forestillinger fra kl. 9 morgen rundt omkring på kommunens skoler og institutioner.
Deres omkørende rapportør valgte at starte kiggeriet – der plejer at løbe op i ca. 30 forestillinger i løbet af ugen – på Den Kristne Friskole i Holstebro, hvor Teatret Møllen spillede ’Guldgraveren’ og derefter gik turen til Rolf Krake Skolen, hvor Teatret Fair Play diverterede med ’Lyde i natten’.
Begge glimrende forestillinger, som dermed udgjorde en god start, og begge skoler var symptomatiske ved at være megastore undervisningssteder, hvor det krævede velvillig guider i form af børn og voksne for at finde frem til det aktuelle spillested. Altså når selv en af skolens ansatte lige måtte ind på en computer for at lokalisere Samlingssal Afdeling E på sin egen arbejdsplads! Da Deres snart meget gamle redacteur var barn, kunne en skole knapt nok mønstre en gymnastiksal med plads til teater, men nu er der haller og fællesrum og multisale og aulaer overalt…
***
De mange forestillinger på skoler og institutioner ER selvfølgelig forbeholdt eleverne, men der sniger sig ofte en flok udenlandske gæster eller kolleger fra andre teatre med til disse forestillinger, og det sker ofte til vældig interesse for skolens børn, der ganske uforbeholden byder ind med spørgsmål og kommentarer.
Lige her er der intet nyt under solen – der godt nok i går atter blev mandsopdækket af en tæt tåge fra morgenstunden – siden forrige festival i Holstebro.
Og skulle der have været ældre lærere på de to ovennævnte skoler, kunne de såmænd også nikke genkendende til navnene på de to teatre – og for den sags skyld et par af spillerne. For både Møllen og Fair Play var skam også med dengang i 1977. For teaterhistorie-afficionados er her lige bonus-info: Dengang spillede Møllen forestillingen ’Smid masken’, mens Fair Play havde to forestillinger med: ’Nu er det min tur’ og ’Han, hun og arbejdet’.
Blandt dette års 128 teatre er yderligere fire af samme gamle aftapning, for også BaggårdTeatret, Comedievognen, Gruppe 38 og Jytte Abildstrøms Teater har været med på begge festivaler med 37 års mellemrum.
***
Det kan måske synes lige antikvarisk nok med den slags oplysninger i en dugfrisk reportage, men der ER altså mange veteraner i dansk børneteater, og det får et stærkt fysisk udtryk netop festival-mandag, der traditionen tro bruges til et fællesmøde med oceaner af vigtige informationer og meddelelser og det store fællesfoto.
Mandag er nemlig også Store Krammedag, når der skal hilses på venner og bekendte og gode kolleger – nogle af gammel vane, andre med velberåd hu – og de fleste med overstrømmende begejstring.
For denne del af dansk børneteater lever som bekendt et ret usynligt liv med forestillinger på skoler og institutioner i dagtimer og langt fra mediernes søgelys.
Aprilfestival er derfor de turnerende børneteaterfolks store firma- og familieskovtur, hvor der tales fag og udveksles sladder og gives gode råd. Her er altså et kultursegment, der trods konkurrence på et presset marked og stor faglig diversitet altid har udvist stor solidaritet.
***
Mandag er også den mere officiøse åbningsdag, hvor lokalpolitikere, kulturforvaltning, frivillige og teaterfolk mødes til reception med taler og underholdning og afsluttede buffet.
I går var selve underholdningen et beskedent udvalg fra de mange kulturinstitutioner, som Holstebro – der givet også rummer landets største skulpturudvalg i det offentlige rum – kan opvise. Derfor blev de gode ord fra borgmester Østerby, teaterorganisationsformand Malling og festivalleder Køhler – samt en videohilsen fra kulturminister Jelved – garneret af orkesterefterskolens symfoniorkester (landets eneste af slagsen), Black Box Dance Company (en af kommunens hele tre egnsteatre), festivalrap og Holstebro Musikskole.
De var med at verificere, hvad byens borgmester sagde ved åbningsreceptionen i Musikhuset: Der er en dråbe kultur i alt, hvad vi foretager os her i kommunen.
Resten af ugen er dråben så forvandlet til en veritabel syndflod af teater for alt og alle…
Tirsdag er det så dag for bl.a. internationale gæstespil, internationalt netværksmøde, seminar om det at sælge børneteater m.v.
***
DAG 1 (Søndag 30. marts)
Vejen fra København til Holstebro var søndag morgen brolagt med strålende forårsvejr på Sjælland og tæt tåge fra Fyn og fremefter. Men Deres festivaludrejsende nåede dog sikkert frem til Holstebro og – via en lille sightseeing ad diverse ringveje – Den Røde Plads, hvor vejret også var strålende og hvor Musikhuset lagde nydelige rammer til Aprilfestival 2014’s Åbningsfest, der markerede frigivelse af 25.000 gratis billetter til børne- og ungdomsteaterkunst.
Det skete bl.a. med lokale børn i fantasifulde kostumer, rappere og musikanter og en dobbeltforestilling med den lokale afdeling af Det Kgl. Teaters Balletskole og Balletskolens Danselinje.
Og en masse lokale borgere i form af børn og voksne, der benyttede lejligheden til at shoppe adgangskort til ugens og især weekendens store teaterudbud.
Ifølge udsagn fra billetudleveringen i går er der følgelig allerede inden første spilledag reserveret omkring 15.000 billetter.
***
Det er sket ikke mindst takket være muligheden for udover personligt fremmøde også at kunne pushe billetter via internettet. Og fra i år også selv at kunne printe dem ud. Særdeles brugervenligt og tillige vældig arbejdskraftbesparende for arrangørerne..
Der er således digitale lysår fra de første mange, mange år, hvor der var dømt lange køer ved billetudleveringen, fordi man først udleverede billetter til de enkelte forestillinger på selve dagen og stedet en halv time før hver forestillingsstart. Argumentationen var, at det ikke var muligt at færdiggøre weekendens program og dermed producere billetter før dagen før opførelserne.
Det viste sig siden, at det kunne man alligevel godt. Og det kunne også siden lade sig gøre at lade formidlere bestille billetter flere uger i forvejen. Takket være god vilje og moderne teknologi…
Derfor er der også godt med nostalgi i et indlæg i Børneteateravisen i 1977 forud for (den første) festival i Holstebro, hvori Bent Jeppesen fra børneteaterudvalget i Helsingørs lokale teaterforening udtrykte mishag ved, at han og hans tilrejsende kolleger skulle ’regne med at bruge 60 pct. af tiden til at trave fra skole til skole og hen og stå i kø for at få billetter’.
Dengang var der altså blot TRE spillesteder – og i øvrigt var bemeldte Bent Jeppesen gennem flere årtier en særdeles aktiv arrangør af såvel ture til festivaler for teaterforeningsfolk som arrangør af kaskader af børneteater i Helsingør Kommune. Men han kunne også godt lide at brokke sig…
***
Men alt er altså anderledes her 37 år efter til billet- og festivalåbningsfest.
Også Odin Teatrets legendariske leder, Eugenio Barba, var mødt frem. Teatret er Holstebros unikke kulturelle verdensnavn og Barba næsten en myte, men han kunne forbavsende ugenert vandre rundt i Musikteatrets foyer – med bare tæer i sandaler, selvom det trods alt ikke var SÅ meget forår i Holstebro – blandt de lokale og selv udse sig interessante samtalepartnere.
For Deres tilrejsende var det en særlig udsøgt fornøjelse at se Barba – der i øvrigt på ingen måde ligner en person, som til efteråret fylder 78 år – på banen i Holstebro. For der er ret præcist gået 30 år, siden Deres udkørte i en gammel Volvo Herregårdsvogn drønede til Odin Teatrets tilholdssted for at lave et interview med ham om kunstens væsen.
Den direkte anledning er for længst sunket ned i prædemensens tåger – det kunne måske have været i anledning af 20-års jubilæet for det altså i år 50 års jubilerende teater?! – men artiklen blev i hvert fald bragt i politisk revy, som Deres vedholdende skribent dengang var redaktør på. MEGET gamle mennesker vil måske huske tryksagen som et engang toneangivende tidsskrift, mens lidt yngre måske har stiftet bekendtskab med gode udgivelser fra det stadigt eksisterende forlag af samme navn.
Det er altså uhyggeligt store tal i et lille menneskeliv, der her er tale om – ikke mindst Barbas 50 år med Odin Teatret, der faktisk fik årets børneteaterfestival som en jubilæumsgave fra Holstebro Kommune.
Odin Teatret – der engang havde en børneteaterfilial af samme navn – er følgelig også særdeles aktiv under festivalugen og altså tillige ved åbningsfesten, hvor teatret satte sit præg på festlighederne. Og så skal det da lige atter nævnes, at da Eugenio Barba i oktober sidste år fik Danske Sceneinstruktørers Hæderspris på 20.000 kroner, sendte han dem fluks videre til Holstebro Kommunes kulturudvalg med ønsket om, at den kom årets festival til gode og dermed kunne ’bidrage til at åbne fantasiens dør for fremtidens tilskuere’.
***
Sådan taler en sand teaterkunstens verdensborger. I den kommende uge er det så op til de mange hundrede teaterfolk fra de danske børne- og ungdomsteatre at holde den dør på vid gab…
I hvert fald vil det fra mandag morgen myldre med teaterbiler og teaterfolk i Holstebro Kommune. Fra kl. 9.00 og fremefter spilles der lukkede forestillinger på kommunens skoler og institutioner, alternerende med offentlige forestillinger mandag eftermiddag og tidlig aften. Ind imellem bliver der så lige tid til det store fælles orienteringsmøde for de 128 teatre, inklusive det obligatoriske gruppefoto, besigtigelse af weekendens spillelokaler m.v. – mens mandag aften er programsat med den officielle åbningsreception, hvori indgår taler fra borgmester, festivalleder og teaterorganisationsformand samt kunstneriske indslag og et mindre traktement.
***
DAG 0 (Lørdag 29. marts)
Der er ingen tvivl om, at det her dagen før afgang buldrer og brager i maskinrummet på den gigantiske skude, der skal bringe Aprilfestival 2014 gennem brådsøer og smult vande i løbet af en uges hektisk sejlads i Holstebro Kommune.
For hvorfor ikke plastre denne indledning til med maritime klicheer, når vi nu er så tæt på Vesterhavet og har samtidig har udsigt til verdens største festival med professionel scenekunst for børn og unge.
Lørdagen før festivalstart brugte festivalsekretariatet til at transportere mennesker og grej fra Teatercentrum i København og til Holstebro Aktivitetscenter, hvorfra slaget skal ledes, så alt klapper, når hundredvis af teaterfolk fra 128 teatre kommer til kommunen med 198 forskellige forestillinger, som bl.a. skal opføres på skoler, institutioner, biblioteker m.v. i ugens løb. Det hele kulminerer med en weekends amokrend i den centrale del af Holstebro, hvor en række skoler og uddannelsessteder, sportshaller og kulturhuse m.v. er blevet inddraget for at skaffe plads til samtlige forestillinger, så både lokale børn og deres voksne og de mange tilrejsende formidlere og teaterinteresserede kan svælge i scenekunst…
***
Det er et noget anderledes set-up end da festivalen over en weekend i november gæstede Holstebro i 1977 og snildt kunne rummes på gymnasiet, Sct. Jørgens Skole og Nørrelandsskolen. Også selvom de 29 teatre og deres 47 forskellige forestillinger udgjorde en magtfuld demonstration af tidens børne- og ungdomsteater.
Arrangementet i 1977 skilte sig ud fra de foregående seks festivaler ved, at man dels havde inviteret gæsteteatre fra Tjekkoslovakiet og Finland og dels havde besluttet sig for, at man ville bruge en del af festivalen til interne kulturpolitiske diskussioner.
Man ville snakke om 'frigørende teater' og emancipatoriske pædagogiske strategier – helt i tråd med tidens stærkt politiserende klima, hvor flere danske børneteatre i øvrigt blev beskyldt for undergravende virksomhed af folketingspolitikere, medier og undervisere og udsat for berufsverbot i særligt kritiske kommuner.
Set i det historiske bakspejl var nogle af diskussionerne dengang næsten hysterisk fjendtlige og i skærende modsætning til dagens fordragelige tone mellem producenter, aftagere og kulturpolitikere.
***
Det er således ganske uden bekymringer af den art, at Deres udrejsende redaktør af nærværende portal søndag morgen sætter kursen mod den vestjyske kulturby for at nå frem til at kunne bivåne festivalens åbningsfest kl. 14-17 i Musikteatret, hvor bl.a. det lokale verdensnavn, Odin Teatret, sammen med lokale små talenter udi musik og teater og kinesiske børneakrobater vil underholde.
Der er fri adgang for alle til arrangementet, hvor det også er der mulighed for de lokale at hente deres bestilte og ligeledes gratis adgangskort til festivalens mange forestillinger.
Udøverne af disse kommer først til Holstebro i løbet af mandagen, hvorefter teaterfolk og teaterbiler vil gøre deres for at gøre kommunens indbyggere opmærksom på, at den hidtil største festival i en ubrudt række på 44 nu er i fuld gang.