Dag 4 (onsdag 22. april):
Dagens strategi var klar for Deres omkringkørende: Forsøge at se så mange nye småbørnsforestillinger for de allermindste som muligt for på den måde at undgå trængslen ved netop disse forestillinger i den afsluttende festivalweekend, hvor formidlere og lokale flokkes om det tilskuertalsudfordrede teatersegment.
Ved at se småbørnsforestillinger i det lukkede ugeprogram er man så også sikker på at være i (godt) selskab med den rette målgruppe, som det også var tilfældet på gårsdagens første stop, der var Børnehuset i Ølsted. Både teater og tilskuere sørgede for et fint forløb, men forestillingen startede lidt senere end berammet, fordi de små publikummer kom direkte ind fra legepladsen og lige skulle have de snavsede sko af først.
Dermed var der dømt hastig afgang og ditto kørsel for at nå næste småbørnsforestilling i Frederiksværk – som viste sig at være startet en halv time før det programsatte, fordi det skulle passe ind i de små poders sovetid!
***
Således må det konstateres, at afvikling af småbørnsforestillinger udsættes for særegne udfordringer. Så det var med nogen skepsis, at bilen blev vendt og kursen sat mod Frederikssund for om muligt at nå en virkelig babyforestilling, nemlig Aaben Dans' 'Baby Space' med en så specifikt afgrænsning som 0,5-1-år!
Den viste sig at foregå i en smuk scenografi i form af en slags to-rums stof-iglo med blød trædebund og bløde tøjdimser på gulvet, hvor et par hvidklædte dansere opvartede med bløde bevægelser og direkte øjenkontakt.
De fem-seks små målgruppe-babyer blandt de voksne var på en slags institutionsoptræningsstart, så det pludsellige møde med danserne og en halv snes ukendte voksenansigter inde i det hvide telt var noget af en forskrækkelse, der affødte højlydt gråd og vist osse fik fyldt et par bleer…
Så hurtig exit af de fleste småkravl på nær et par stykker, der til gengæld var stærkt interesserede i det mærkelige omkring dem, men dog holdt sig tæt til pædagogerne.
Derfor blev meget af dansernes opmærksomhed i stedet rettet mod de voksne, som blev udsat for diverse kontaktberøringer m.v.
Så var det lige før, at en anden en også brast i skrækblandet gråd! Denne forestilling lykkes nemlig trods al sin skøn- og blidhed at frembringe hele fire af Deres udsendtes idiosynkrasier omkring dansk børneteater: Man skal tage skoene af; man skal sidde på gulvet med korslagte ben (farvel til stol og vederkvægende ryglæn); man skal kravle på hænder og fødder ind(e) i et lukket teltrum – og man bliver aktivt inddraget i forestillingen…!
***
Efter denne fysiske og mentale stroppetur var der mere rolig observans over næste stop, som dog også var særdeles kropsfikseret, men nu i kategorien pubertet, sex og druk.
De to omkringfarende og særdeles kontaktsøgende spillere i 'Krop Amok' lod her deres umættelige energi gå ud over fire 8. klasser – vel over 100 i alt. Et segment som kan være et skræmmende bekendtskab, hvis de vælger at modarbejde en forestilling med ulyst og negativitet, men Jesper Pedersen og Sofie Pallesen fra Teater Baglandet havde dem i deres hule ånd, og der blev hujet og jublet af de unge, der i den grad var og spillede med. Det var en fornøjelse at overvære – især fordi det for Deres veloplacerede skete på sikker afstand af spillearealet…
Forestillingen kan med sit emnevalg og sin form meget vel rubriceres under begrebet 'pjeceteater', som Niels Erling fra Teater Bloom nyligt har lanceret i et indlæg i Teateravisen.dk, hvor han har søsat en interessant diskussion.
Pjeceteater' dækker i hans optik over forestillinger, der 'har til formål at oplyse om et givent emne, der er relevant for målgruppen og gerne et, der normalt indgår som en del af deres undervisning', hvor han ivrer for, at børneteatrene bør give eleverne kulturelle oplevelser, der rækker ud over det, som de fx kan få i en biologi- eller samfundstime.
'Nu, hvor vi måske presses lidt på salgskurven, så strømmer vi straks til elevplaner og skimmer dem for emner, der ikke er blevet lavet forestillinger om endnu. Og så kalder vi det edutainment, teaterforedrag eller bare slet og ret forestillinger. Vi maskerer undervisning som teater og håber på en lang og indbringende turné i næste sæson', lød det bl.a. fra Niels Erling, der dog anerkender, at en 'pjeceforestilling' sagtens kan være godt teatermæssigt håndværk – hvilket ovenstående 'Krop amok' efter Deres dagbogsskrivers mening er et rigtigt et godt eksempel på.
***
Niels Erlings opgør med 'pjeceteater' kunne synes oplagt som indslag på gårsdagens stort anlagte Reumert-salon, hvor temaet var 'Pulsen på skolereformen' og man bl.a. netop skulle diskutere, hvordan scenekunsten kunne være en aktiv medspiller i den nye reform og hvad teatrene kunne byde ind med. Om det så skal være brugsrettet lærdom forklædt som kunst eller vildt flagrende kulturelle oplevelser.
Deres udsendte kan ikke komme med svar eller nedslag fra salonen, der var ualmindelig velbesøgt med op mod hundrede deltagere, men valgte i stedet at se mere teater og siden tage en lille tiltrængt time-out. En festival kan trods de mange oplevelser godt tære på kræfterne.
