Dag 1 (Søndag 19. april):
Så er teateravisen.dk draget på det lange og farefulde togt fra hovedstaden til den fjordfjælende købstad Frederikssund, hvor dette års udgave af den store kulturelle manifestation og salgsmesse ved navn Aprilfestival 2015 finder sted.
Skræmmende er det at være på de kanter, hvor den tilsvarende, om end noget mindre, udgave af samme festival i 1981 i nabobyen Frederiksværk måtte stå for skud fra Dansk Familieværns arrige Gertrud Galster, der anklagede festivalen for at fremføre samfundsnedbrydende og familieværdikvasende budskaber, maskeret som børneteater, og ønskede at der blev ringet tre gange med skoleklokken før hver forestilling til skræk og advarsel…
Men tiden er en anden og mindre polariserende, og Deres udsendte nåede da også helskindet ind i byen, der bl.a. huser det smukke museum for J.F. Willumsens i sin tid også noget forkætrede kunst.
Og vel inde i centrum blev store bannere og små plakater for Aprilfestivalen også synlige i den altid pågående kamp for at fortælle en hel by, at nu sker der altså noget ud over det sædvanlige, nemlig verdens største festival med professionelt teater for børn og unge.
***
Men udover egne begyndervanskeligheder i en ny festivalby, hvor man lige skal finde ud af det geografiske layout, er første dag på en festival en underlig størrelse: Det handler om at sparke det store arrangement i gang på en hyggelig, publikumsvenlig og gerne spektakulær måde, men der spilles ikke børneteater og der er sjældent mange børneteaterfolk til stede, for de skal først i aktion dagen efter, hvor festivalområdets skoler og institutioner til gengæld invaderes af teaterbiler og forestillinger.
Og Frederikssund søndag eftermiddag var ingen undtagelse fra dette set-up, men her havde man dog brugt mange kræfter på at forvandle den mere traditionelle billetfeståbning i et kulturhus til en såkaldt Søsætning (vi er jo ved fjorden), der fyldte op i gader omkring byens centrum og fik op mod et par tusinde af byens borgere lokket ud i forårssolen. Og det var faktisk stort.
Det var Karen Nielsen fra Frederikssunds eget og eneste professionelle børneteater, TeaterTasken, der havde kreeret eventen, som inddrog en lang række af kommunens børn og unge, og som startede med en lille happening på byens torv, hvor borgmester John Schmidt Andersen spillede fint med i en flok unges afbrydelser af hans påbegyndte tale, fordi de hellere ville snakke om alt det dejlige og gratis teater, som festivalen bød på.
Herefter gik den vældige flok mennesker gennem byen, hvor de på udvalgte steder blev præsenteret for diverse indslag som trickløbehjul, ungdomsteaterhold på altanerne i biblioteksgården, gymnaster, kungfu-kæmpere, vikingebørn (Frederikssund er jo berømt for sine årlige vikingespil, og det var såmænd her, jeg for over 50 år siden oplevede min første levende teateroplevelse med gæve amatører i drabelige voldsscener) og artisteri på den lokale plads med det interessante navn Bløden.
Navnlig den kvindelige artist lavede her et hårrejsende og -hejsende nummer, idet hun udhængt fra en gravko snurrede rundt i luften med kun sit lange hår fastgjort i et tov. Det er ikke anbefalelsesværdigt for hverken hentehår eller extensions…
Den alternative byvandring sluttede pga. den overvældende tilstrømning lettere kaotisk inde (!) i den lokale Føtex ved havnen, hvor musikskole og kor sang en til lejligheden komponeret søsætningssang om børneteater, inden alle myldrede ud på havnen for at søsætte flere hundrede papirbåde, som man skulle folde undervejs på turen – og som også er motivet på festivalplakater, programmer m.v.
***
Alt i alt vældigt livsbekræftende og fornøjeligt – og selvfølgelig udtryk for en formidabel indsats fra Karen Nielsen og hendes store stab og de mange unge fra ungdomsskoler, spejdere, sportsklubber, musikskoler m.v., der viste deres kunnen. Og Karen Nielsen skal også roses for de radiomontager med lokale børn, som TeaterTasken har stået for. Så meget arbejde har teatret lagt i festivalen, at man ikke selv deltager med forestillinger…
Der er ingen tvivl om, at Søsætningen virkede som en stor synlighedsskaber, også selvom Deres medvandrende kunne konstatere, at ganske mange voksne nok primært var til stede pga. tilknytning til nogle af de mange deltagende børn og unge – og at de faktisk ikke havde specielt meget viden om indholdet af den festival, der samtidig blev skudt i gang.
Det kan de jo nå at få, og det skortede i hvert fald ikke på opfordringer fra de mere festivalvante eller de mange unge uddelere af festivalprogrammer m.v. om at kigge nærmere på kunsten og blive en del af det velsignede amokrend af teater, som ikke mindst den afsluttende weekend byder på. Og interesse skorter det egentlig ikke på. Arrangørerne kunne i går fortælle, at omkring 16.000 af de 25.000 gratis billetter allerede er reserveret, ligesom der meldes udsolgt til Festivalshowet torsdag aften.
***
Men man kunne måske alligevel indkaste den kætterske tanke, at midtugens festivalshow, der jo normalt består af sammensatte godbidder fra nogle af de mange festivalforestillinger, måske ville være en endnu mere præcis appetizer at starte festivalen op med, fordi den viser, hvad festivalens indhold er? Og så kunne de lokale børn og unge fylde festivalugen ud med deres kunstneriske indslag efter pop-up-metoden rundt omkring i det offentlige rum og ved spillestederne og skabe lidt mere liv her i stedet.
En strøtanke til fri afbenyttelse, selvom arrangørerne fra værtskommunen og Teatercentrum nok foretrækker den mere publikumsinddragende startversion.