Copenhagen Opera Festival er traditionelt en spændende mulighed for at se operagenren an – ofte i underholdende sammenhænge som i kanalbåde, partybusser m.v. – hvor events i byrummet ovenikøbet er gratis.
Festivalen melder om et ambitiøst program, hvor årets opsætninger spænder fra nyskrevne værker om nogle af tidens væsentligste emner til festivalens gamle kendinge, internationale stjerner, talks, morgensang, opera-labs, familie- shows, pop-ups på gader og stræder og andre kunstneriske eksperimenter.
Teateravisen har fokus på målrettede events for børn og unge og familier i programmet, hvor der absolut er mange spændende muligheder for at få øregangene i omdrejninger. Men det havde været fint med flere specifikke tilbud fra den velklingende festival, der kunne få det yngre publikum i tale. Herunder en rigtig familieforestilling som det har kunnet opleves på flere foregående års festivaler.
Tættest på er nok klimaoperaen ’The Girl with the Hurricane Brain’, som tager udgangspunkt i workshops med børn og unge, og som handler om klimakrisens store følelser, dens påvirkning på vores nære relationer og kommunikation mellem generationerne. Den er alderssat fra 15 år og altså for unge voksne og opefter…
Festivalprogrammet foreslår dog, at man tager børnene med til ’Goldschmidts Musikakademi’ (Tag med på en musikalsk jordomrejse, når elever og undervisere fra Goldschmidts Musikakademi spiller op til fest og fred under en koncert, hvor musikkens alsidighed og forenende kraft vil blæse dig omkuld); Operafællessang (Morgensang genopstår i år på Den Røde Plads i en udvidet version, hvor du med resten af publikum skaber et stort operakor) – og ’Ride! Sing! Repeat!’ (en operaperformance på hjul, der fylder byen med mini-operaer af 10-15 minutters varighed) – ligesom det noteres, at ’børn er som altid velkomne ved Festivalscenen på Den Røde Plads’.
Så selvfølgelig skal intet forhindre børn og unge og deres voksne i at begive sig ind i festivalens operaland og tilbagevise alle ovenstående forbehold.
Se hele programmet på https://www.operafestival.dk
(caj)