Den internationale SpringFestival 2019 afvikles på Amager 20.-26. maj (se artikel), og i programmet indgår også Brunch Talk, arrangeret af ZeBU-projektet PRISMA, hvor internationale gæster og danske scenekunstaktører i børne- og ungdomsteatret inviteres til at reflektere over paradokser i forbindelse med påvirkninger mellem støttemuligheder, markedet og kunstnerisk diversitet.
Brunchsamtalen, med gratis adgang og tilmeldingsfrist 22. maj, præsenteres således af PRIMA's research- og projektmedarbejder Nanna Bøndergaard Butters:
'Vi bryster os ofte i dansk børne- og ungdomsteatret af, at vi har verdens største turnerende teaterfestival og stor kunstneriske diversitet, der udspringer af, at der er gode støttemuligheder, et stort marked – og at der findes mange børne- og ungdomsteatre i Danmark.
Men er vi virkelig så mangfoldige, som vi går rundt og tror, når det kommer til genrer, dramaturgier, spillestile og scenografiske udtryk? Og hvordan påvirker støttemuligheder og markedet vores kunstneriske valg, kunstnerisk diversitet og den mangfoldighed, vi ser på scenerne? Og kan vi blive klogere på nogle af disse spørgsmål ved at kigge ud over vores egne grænser?
I en hyggelig fredagsbrunch-atmosfære, med ZeBU’s teatersal indrettet som en lille café, duge på bordene, kaffe og te på kanden og lidt godt til ganen, vil samtalen fokusere på udforskning af, hvordan støttemuligheder og markedet former og udfordre kunstneriske valg og diversitet i børne- og ungdomsteatret.
For at kickstarte samtalen har vi inviteret et panel af danske og internationale gæster fra børne- og ungdomsteaterbranchen. De indtager et bord i midten, hvorfra de rejser spørgsmål, som de synes er interessante i forhold til temaet, og deler deres viden, erfaringer og overvejelser på området. Undervejs inviteres salens øvrige deltagere ind i samtalen, så også deres undren, spørgsmål, erfaringer og viden kommer i spil.
Gæster inviteret til at kickstarte samtalen:
– Hakan Silahsizoglu, instruktør og festivalleder, Istanbul, Tyrkiet
– Pernille Welent Sørensen, stud ph.d. Teatercentrum, Danmark
– Rayam Al Jazairi, kunstnerisk leder Teater JaLaDa, Malmø, Sverige
– Christine W. Kann, kunstnerisk leder på Teatergrad, Danmark
– Zach Khadudu, journalist, Danmark
Moderatorer: Jørgen Carlslund, kunstnerisk leder på ZeBU og Nanna Bøndergaard Butters, PRISMA.
Arrangementet er gratis, foregår på engelsk og finder sted fredag 24. maj kl. 10:00-12.00. Tilmelding til nanna@zebu.nu senest onsdag den 22. maj.
(Billedet: På SpringFestival 2019 skal der tales diversitet m.v. – ganske som på PRISMA-seminaret 'Ens for alle – alle for ens', der blev afviklet 9. oktober på Skolen på Amagerbro og hos ZeBU / BETA på Øresundsvej. Foto: Henriette Kudsk)