Tilbage i efteråret 2012 inviterede formanden for Assitej Israel, Razi Amitai, en bred vifte af Assitejs medlemmer verden over til at komme til Tel Aviv i Israel 19. -23. november 2012 for at få kontakt med festivalarrangører og teatre i udlandet, der ønskede at samarbejde med israelske teatre og vise deres forestillinger i de respektive lande.
Det er ingen hemmelighed, at israelsk sport og kultur ofte bliver mødt med en del skepsis pga. den spændte politiske situation i Mellemøsten, men Assitej Israel ønskede at vise omverden, hvad landet kan præstere af dans og teater for børn og unge. Der produceres årligt omkring 55 forestillinger for børn og unge, og mange af dem turnerer allerede i udlandet, men der er ikke tidligere blevet arrangeret en international eksponeret showcase af denne art i Israel.
Assitej Israel ønskede på denne måde at manifestere sig både hjemme og i udlandet, og man havde udvalgt 20 israelske børneteater- og danseforestillinger til at repræsentere landet. I et konstruktivt samarbejde med Israels sports- og kulturministerium og ministeriet for udenlandske anliggender fik man showcasen sat sammen og etableret det økonomiske grundlag for at invitere en række udenlandske gæster.
Forsmag via YouTube
Invitationen inkluderede seks dages ophold i Tel Aviv med kost og logi betalt. Med i det tætpakkede program var også guidede rundture I Tel Aviv, Jaffa og Jerusalem. Interesserede skulle selv betale rejsen, men alligevel må det have været et attraktivt tilbud for mange Assitej-medlemmer ude i verden, så man må gå ud fra, at der har været en vis form for sortering i tilbagemeldingerne.
Programmet for showcasen gav ikke blot en indgående beskrivelse af hver forestilling, der var også links til YouTube – en interessant disposition, som måske kunne give bagslag. De fleste er vel enige i, at teater skal opleves live, men hvis denne måde at promovere forestillinger på breder sig, kunne man risikere, at travle opkøbere faldt for fristelsen til at nøjes med denne lette forsmag og bliver væk fra festivaler og showcases.
På AnemoneTeatret vil vi gerne åbne mere op for internationalt samarbejder og gæstespil, og vi tilmeldte os derfor med to personer til Unit Diani, der var kontaktperson for showcasen. Vi glædede os til at komme til Israel og sammen med en masse kolleger lære israelsk børneteater og danseteater nærmere at kende.
Raketter forsinkede showcase
Desværre blev showcasen offer for netop den konflikt, Assitej Israel med arrangementet ønskede at afdæmpe: 14 dage før festivalens start sendte Hamas raketetter mod Tel Aviv, og Israel skød igen. Situationen eskalerede dag for dag, men formanden, Razi Amitai nægtede at aflyse showcasen, som alle havde store forventninger til.
Først da en raket slog ned tæt på hans hjem, gav han op, og tre dage før starten på showcasen blev arrangementet udsat til en ikke nærmere fastlagt dato. Dette var naturligvis frustrerende og økonomisk belastende for både arrangører og deltagere, og det var på ingen måde sikkert, at arrangementet kunne gentages.
Heldigvis dukkede der i begyndelsen af januar 2013 alligevel en invitation til showcasen op i mailboksen, og nu var perioden sat til 11.- 16. marts. Nogle af de deltagende forestillinger var skiftet ud, og flere kommet til. Opholdet var udvidet med halvanden dag, og de nu 25 opførelser blev vist for 40 inviterede fra omkring 20 lande, heraf seks fra Danmark.
Børneteater som lokal kulturbygger
Arrangørerne havde lagt et stort arbejde og engagement i arrangementet, og vi blev beværtede på fornemmeste vis i de syv dage, showcasen varede. Både den tidligere omtalte formand, Razi Amitai, og Unit Dinai guidede os med en smittende entusiasme gennem de mangfoldige indtryk, og de to fik hele holdet af gæster til at føle sig hjerteligt velkomne. Hele børneteaterbranchen i Israel havde glædet sig til at præsentere deres forestillinger for os, og man kunne mærke, at de deltagende teatre havde brugt mange ressourcer for at sikre et vellykket arrangement.
Vi blev installeret på Tal Hotel i Tel Aviv og blev hver dag transporteret med bus til de tre teatersale, forestillingerne forgik i. INBAL Dance Theater har til huse i et smukt kompleks, bygget som det allerførste i Tel Aviv for ca. 100 år siden. Oprindeligt som skole, men nu tilholdssted for tre dansekompagnier og en åben scene.
Den anden teatersal hed NA LAGAT Theater, og lå ved havnen i Jaffa. Det mindste var Jaffa Theater, som ligger i det gamle Jaffa med en fantastisk udsigt over Middelhavet. Det er et arabisk/ hebraisk teater, der fortrinsvis spiller for børn. Teatrets ambition er at bygge bro mellem de to kulturer, et ønske, der deles af mange børne- og danseteatre i Israel, bl.a. Elimina Theater i Tel Aviv, som indehaves af et jødisk/arabisk par, der bruger teatret som et kulturhus for fællesarrangementer for arabiske og jødiske børn.
Kun for gæster
Showcasen blev interessant – og hårdt. Det forventedes naturligvis, at vi overværede alle de programsatte forestillinger og udflugter. Teater- og danseforestillingerne var af meget forskellig karakter og kvalitet, og når man på den måde bliver udfordret på sit fag, kan det ikke undgås at man bagefter udveksler meninger. Det fik hurtigt gruppen af internationale gæster til at komme tæt på hinanden, og det var interessant at opleve, hvor forskelligt den samme forestilling kunne opfattes, alt efter hvilken kultur man kom fra.
Med denne erkendelse blev gruppen knyttet sammen på en anderledes måde og der blev skabt brugbare kontakter til hinanden.
Flere af de teater- og dansestykker, vi så, havde for denne ene opførelses skyld oversat teksten til engelsk, og nogle havde en ekstra engelsktalende fortæller siddende på scenekanten. På den måde lykkedes det stort set alle forestillingerne at få historien ud til os.
Det var ikke et problem for de øvrige tilskuere, for som regel opførtes forestillingerne udelukkende for os udenlandske gæster. Det må have været hårdt for de udøvende kunstnere, som er vant til reaktioner fra det unge publikum. Mange af opførelserne involverer publikum, og det bliver lidt kunstigt, når det meget voksne publikum skal spille engagerede børn.
Kontakt og fravalg
Vi fik tilbundsgående information om forholdene for israelsk børne- og danseteater. Razi fortalte bl.a., at Israel formodentlig er det land i verden, hvor børn får mest levende kunst. Alle skoler bliver tilført midler, så hvert barn hvert år både får en koncert, et teaterstykke og en danseforestilling. Disse vælges på en årlig showcase.
Ifølge Razi bliver israelsk teater og dans ofte fravalgt i udlandet af politiske grunde, og det har bl.a. været bevæggrunden for at afholde showcasen. Unit fortalte, at israelske teatre meget gerne vil udvikle sig gennem et tættere samarbejde med udenlandske kunstnere og give flere teatre mulighed for at opføre deres stykker i Israel.
Desværre blev det ikke til så meget med kontakten til de øvrige israelske kunstnere. Der var afsat en kaffepause tirsdag aften og en time fredag eftermiddag, hvor grupperne kunne lægge deres brochurer frem på små borde og ellers håbe, at vi ville komme hen og tale med dem. Før hver forestilling fik vi brochurer og dvd’er, og så blev vi budt velkomne af teatret eller ensemblet. Vi blev informeret om stykkets handling og om, hvad man havde gjort for at gøre det forståeligt for os. Derudover fik vi kendskab til de priser, forestillingen havde vundet i Israel og i udlandet (hvilket praktisk talt alle havde…), og om hvor let en eventuel turné til udlandet kunne afvikles.
Efter forestillingen kom instruktøren eller lederen fra teatret igen frem for at høre, om der var nogen, der ville spørge om noget, men det var som regel ingen, der ville. Lige efter opførelsen er man fyldt op med indtryk, og en samtale på det tidspunkt kunne hurtig blive til en anmeldelse, hvilket ikke nødvendigvis ville være konstruktivt for et eventuelt fremtidigt samarbejde.
Basis for samarbejde
Skuespillere og dansere var generelt utroligt talentfulde, og opsætningerne alsidige, smukke og fantasifulde. Der er bestemt basis for at arbejde sammen med specielt danseteatrene og til at inspirerer hinanden gennem workshops og samproduktioner.
Som nævnt blev vi præsenteret for mange forskelligartede opførelser, og selv om de internationale gæster havde forskellige meninger om indholdet, var der enighed om, at forestillingerne blev udført med glæde, engagement og professionalisme.
Til mange af danseforestillingerne ville det kunne lade sig gøre at have en dansk fortæller til at guide et ungt publikum, medens det vil blive lidt sværere mht. børneteatret. Det bliver, efter min mening, svært at spille stykkerne for målgruppen, men man kunne sagtens invitere forestillingerne til Danmark og præsentere dem for kolleger og brugere.
Smagsprøver
Fem af forestillingerne skilte sig efter min mening ud i særlig grad – og nogle af dem vil man måske kunne opleve i Danmark. AnemoneTeatret er selv interesseret i at få 'SAMIR & YONATAN til Danmark, idet vi vil oversætte det til dansk i sæson 2014/15:
'SAMIR & YONATAN' (8-16 år): En enkelmandsforestilling om en arabisk dreng, der under Intifadaen bliver indlagt på et jødisk hospital. Gribende og vedkommende. Helt utroligt velfungerende enkel scenografi og fantastik skuespiller. Kommer helt sikkert til Danmark.
'LITTLE AMADEUS' (4-8 år): En enkeltkvindeforestilling om W.A. Mozarts opvækst som vidunderbarn. Ekvilibristisk og charmerende udført, enkel og pudsig scenografi og en enkel gribende historie. Kommer formodentligt til Danmark.
'THE DERBY' (8-16 år): En fodboldkamp med ti kvindelige dansere, der spiller ti mandlige fodboldspillere. Vildt provokerende for drenge og mænd (det tog et døgn at hidse mig ned). Instruktøren Nadine Bommer har aldrig set en fodboldkamp og kender ikke reglerne (!?). Kommer formodentligt til Danmark.
'A TOUCH OF LIGHT' (5-9 år): En rørende beretning om Louis Braille, der som tre-årig blev blind, men aldrig mistede ønsket om at kommunikere med omverden. Som 15-årig opfandt han blindskriften. Flot og enkelt papirsilhuet og skyggespil, Har spillet over 2.000 gange.
'THE FIREFLY DANCE' (5-12 år): En enkel historie med klassisk og moderne dans i skøn forening, udført af et veldansende ensemble, en charmerende fortæller og en helt uimodståelig, bedårende og dygtig solodanserinde.
Tvangsagtig hyldest
Der var flere seværdige forestillinger, men som nævnt er smag og behag forskellig. Min subjektive oplevelse var, at mange af forestillingerne var flotte og velmenende, men uden kant og historie. Flere af danseforestillingerne blev så 'forklaret' af en fortæller, at man havde en fornemmelse af, at instruktøren ikke troede på, at publikum ville forstå historien, hvis det blev overladt til danserne at tolke den.
Og så et hjertesuk: Den koreograferede applaus. Hvorfor i alverden skal uskyldige børn tvangsindlægges til at hylde kunstnerne på scenen? Straks efter den sidste replik eller det sidste trin i flere af stykkerne blev der afspillet marchmusik, der ikke holdt op, før hele kompagniet havde været inde og bukke to gange og hver enkelt danser været fremme i rangorden. Det føles virkelig ubehageligt som voksen, så hvor desillusionerende må det ikke være for et barn, der måske lige har haft en vidunderlig teateroplevelse?
Det gav imidlertid ingen skår i glæden over den fantastiske oplevelse, vi havde i Israel. Et godt råd til en senere gentagelse af invitationen fra Assitej Israel vil være, at man afsætter mere tid til at skabe kontakt mellem teatrene, måske lave en paneldiskussion eller rundbordssamtaler med overskriften: Hvad skal vi med børneteatret?
Og så ville det have været befordrende for både spillerne og os, hvis børn i de rigtige aldersgrupper havde overværet forestillingerne.
Albert Nielsen er teaterleder på AnemoneTeatret og kan kontaktes på albert@anemoneteatret.dk, hvis man er interesseret at få besøg af en israelsk forestilling.
