Det er almindelig kendt, at en af konsekvenserne af kommunalreformen i 2007 har været, at den lokale ekspertise og kontakt til børneteatret i forvaltningerne nu er spredt for alle vinde. Samtidig mærker teatrene kommunernes strammere økonomi. Mange har oplevet, at det er blevet sværere af afsætte børneteaterforestillingerne.
Men der er andre muligheder: Stadig flere teaterforeninger er nemlig parate til at påtage sig ansvaret for, at børn og unge i hele landet fortsat får teateroplevelser af høj kvalitet. Et nyt netværk mellem producenter og formidlere er ved at udvikle sig på resterne af det gamle, og her vil teaterforeningerne komme til at spille en langt større rolle end før. Hvis det ellers går som Lars Salling, formand for Danske Teaterforeninger (DT), og den øvrige bestyrelse håber på og målrettet arbejder for.
Satser på børneteater
På Danske Teaterforeningers seminar i november sagde Lars Salling til børneteateravisen.dk, at formidling af børneteater absolut er et indsatsområde. DT hjælper blandt andet med at etablere aftaler lokalt mellem teaterforeningerne og kommunerne, og formanden mærker ’tydeligt’ en stigende interesse for børneteatret.
»Vort klare mål er, at den lokale teaterforening overtager administrationen og dermed afløfter kommunen for arbejdsbyrden. Det fungerer perfekt flere steder rundt om i landet,« fortalte Lars Salling dengang.
Nu følger børneteateravisen.dk op på udmeldingen fra DT og kigger nærmere på betingelserne for de nye samarbejdsmuligheder. Vi spørger også forskellige teaterforeninger om, hvad der efter deres mening skal til for at udnytte mulighederne bedst muligt.
Formidlingstilskuddet fordelagtigt
Anne Josephsen er har mange års erfaring som administrator og formidler af børneteater. Nu arbejder hun i sekretariatet i Hvidovre Teaterforening, og hun fortæller, at formatet har afgørende betydning, når teaterforeningen vælger, hvad de vil tilbyde af børneteater.
»Forestillingerne skal kunne opføres i Hvidovre Teaters store sal,« siger Anne Josephsen.
Men foreningen skal først og fremmest tage stilling til, hvilken form for økonomisk støtte, refusion eller det såkaldte formidlingstilskud, der er bedst til børneteaterforestillingerne. Personligt er hun ikke i tvivl. Selv om finansloven ikke længere sætter loft over størrelsen af refusionsordningen, finder hun det mest fordelagtigt at bruge formidlingstilskuddet til alle slags forestillinger.
Tilskuddet tjener primært til at sænke billetpriserne, og det er det samme, uanset hvilken type teater, der er tale om. Anne Josephsen forklarer, at ved at vælge tilskuddet er der mulighed for at satse lidt mere på formidling i form af billigere billetpriser og markedsføring, når det er nødvendigt. Til gengæld kan teaterforeningen spare lidt på forestillinger, det ikke kræver så meget at afsætte.
Samarbejde med kommunerne
Lars Salling er både formand for Danske Teaterforeninger og medlem af bestyrelsen i Gribskov Teaterforening. Han har i årevis været engageret i teaterforeningsarbejde og har et indgående kendskab til forholdene rundt om i landet.
Lars Salling fortæller, at når teaterforeningerne formidler børneteaterforestillinger foregår det typisk i samarbejde med kommunerne. Det gjorde det også tidligere, og flere foreninger har års erfaring som formidlere af børneteater.
»I Hjørring gik foreningen op til kommunen og spurgte, hvad man ville give af penge til teater for børn. Derfra overtog foreningen så administrationen. Men den ordning døde ved gennemførelsen af kommunalreformen,« siger han.
Børneteateravisen.dk kan dog afsløre, at teaterforeningen i Hjørring igen er godt i gang som formidler af børneteater i samarbejde med kommunen. Det vender vi tilbage til.
Lars Salling er enig med Anne Josephsen i, at teaterforeningerne skal vælge mellem formidlingstilskud eller refusion til børneteaterforestillingerne. Han oplyser, at Kunststyrelsen fastsætter et beløb i kroner og ører på tilskuddet til formidling, som i år er på 15.000 kr.
Men så skal teaterforeningerne afrapportere og dokumentere, at man har brugt pengene til at nedsætte billetpriserne. Refusionsordningen dækker meget bredere, forklarer han.
»Derfor har vi sagt til teaterforeningerne, at de skal samarbejde med kommunerne. I Slagelse har man lavet en kontrakt med kommunen, som dækker administration, indkøb og formidling af børneteaterforestillinger. Du skal bare have kommunen til at dokumentere, at de vil lægge pengene ud, for kommunen får dem jo igen med 50 % via refusionsordningen,« understreger Lars Salling.
DT oplever gode resultater
Når en kommune køber formidling af børneteater som en ydelse af en teaterforening, er prisen altomfattende. Til gengæld får kommunen refunderet 50 procent af det hele – fra lokaler, der tit er deres egne, til mandskab. Så hvis en kommune giver 400.000 kr., kan det give for 800.000 kr. børneteater, påpeger DT’s formand.
Men kommunernes økonomi er blevet beskåret, og de sparer.
Af den grund mener Lars Salling, at det er utrolig vigtigt, at teaterforeningerne nu løfter opgaven med at formidle teater for børn. Han fortæller, at der er teaterforeninger, som satser meget på børnene. De spiller børneteater i skoleferierne, for der kommer bedsteforældrene og hanker op i børnene. Den slags erfaringer kan andre lære af, og han mener, at det er Danske Teaterforeningers opgave at koordinere erfaringer og gode rollemodeller.
»Vi kan give foreningerne en arbejdsskabelon, og vi sætter dem i kontakt med hinanden. For vi ved, hvem det er, der har prøvet at formidle børneteater, og som er gode til det. Det har givet meget gode resultater,« siger han.
Det er også almindeligt, at teaterforeningerne samarbejder med egnsteatrene. Men det er ikke alle, der driver børneteater efter den model.
Snubletrådene er det frivillige
»Det kræver under alle omstændigheder, at de frivillige går ind i arbejdet for børneteatret med hjertet, og de skal også have mandskab til det i foreningerne. Så snubletrådene ligger i det frivillige,« understreger Lars Salling.
Han siger da også ligeud, at der er nogle teaterforeninger, som ikke er interesserede i børneteater. Lars Salling tror heller ikke, at det nogen sinde vil blive alle foreninger, der kommer til at formidle teater for børn. Så naiv er han ikke, siger han.
»Min personlige holdning er, at vi skal give både førskolebørn og skoleelever teateroplevelser, for de er vores kommende publikum. Så tror jeg på, at de kommer igen. Men man skal virkelig brænde for det, det er jo frivillig arbejdskraft. I kommunen er det deres egne ansatte, der gør arbejdet. Men de store teaterforeninger har kapaciteten, og de vil også gerne,« siger Lars Salling.
DT’s formand kender ikke på nuværende tidspunkt det præcise omfang om teaterforeningernes formidling af børneteater. Men Danske Teaterforeninger har fået et bedre redskab til afrapportering, så man snart får mere viden på området.
Børneteater giver overskud
I teaterforeningen i Roskilde har de løftet opgaven med at formidle børneteater fra før kommunalreformen, fortæller Lars Olsen. Han er formand for Roskilde Teaters bestyrelse, og er også som embedsmand mangeårig kender af dansk børneteater.
»Vi har tre-fire personer i bestyrelsen, som varetager området med børneteater. De tager på den årlige festival, og de vælger og køber og udbyder børneteaterforestillingerne til abonnenterne. Der er i alt 15-20 forestillinger for børn i sæsonen i Roskildes abonnementsordning. Børneteatret udbydes sammen med det voksne repertoire i år, men vi overvejer at lave det om,« siger Lars Olsen.
Foreningen kører børneteatret via abonnementsordningen, for det giver mulighed for at lave nogle ting, man ellers ikke kunne. Børneteater giver nemlig overskud, og Lars Olsen synes bestemt, at den ordning fungerer i Roskilde. Men ligesom de andre teaterforeninger peger han på, at det er et spørgsmål om at have personer til rådighed i foreningen, der er interesseret i og har lyst til at følge med i, hvad der sker inden for børneteatret.
»Det handler om at have frivillige, der vil og kan. Vi har et godt netværk i foreningen, og vi er begunstiget med en masse gode børneteatre i Danmark. Men lysten skal drive værket. Hos os sidder der en og skriver ned, hver gang nogen har set en børneteaterforestilling, om man synes, at den har været god eller dårlig, og så vurderer de det hele samlet, når der skal købes ind,« siger Lars Olsen.
Kommunen skal ville det
Roskilde Teaterforening har også gjort den erfaring, at det er bedsteforældrene, der kommer med deres børnebørn i teatret. Men det er også bedsteforældrene, der kommer mest i voksenteatret. Så på den måde er det ifølge Lars Olsen ’forbundne kar’.
Han forklarer, at selv om teaterforeningen måske gerne vil overtage hele formidlingen af børneteater inklusive refusionsordningen, så kan det kun lade sig gøre, hvis kommunen vil give området fra sig. Det kan have den ulempe, at udbuddet af teater kan blive mindre. Men hvis kommunen og foreningen gør det godt, vil udbuddet bliver større.
Det skal forstås på den måde, at kommunen giver nogle tilbud til institutioner og skoler, og teaterforeningen nogle andre tilbud via abonnementsordningens bedsteforældre. Ifølge Lars Olsen har Roskilde kommune dog ikke hidtil vist interesse for at overlade administrationen af det kommunale tilbud om børneteater til den lokale teaterforening.
Frygter udhuling af tilskud
Det vil Hjørring Kommune til gengæld godt. Det fortæller Inge Reenberg, som er daglig leder af Hjørring Teater, der huser teaterforeningen. I Hjørring har teaterforeningen – som tidligere nævnt – tradition for en høj prioritering af teater for børn og unge. Inge Reenberg kan da også berette til børneteateravisen.dk, at man nu igen har fået godt gang i skoleteaterordningen efter kommunalreformen.
Foreningen har indgået en kontrakt med Hjørring Kommune og har overtaget hele administrationen af området. Det foregår på den måde, at foreningen sender en faktura for hver enkelt forestilling til kommunen, der så betaler og modtager refusion. Hjørring Teater samarbejder også med Vendsyssel Egnsteater, der både spiller og producerer børneteater.
»På Hjørring Teater gør vi meget ud af at tage rundt og se børneteater. Så mødes vi med Vendsyssel Teater og aftaler en fordeling af de forestillinger, vi gerne vil udbyde,« siger Inge Reenberg.
Hun bekræfter, at man ikke både kan modtage refusion og formidlingstilskud til den samme forestilling. Derimod kan en teaterforening godt modtage begge typer af støtte fordelt på årets forskellige forestillinger.
»Men det er ikke meningen, at vi skal bruge formidlingstilskuddet til børneteaterforestillinger. Ja, man kan godt gøre det, men vi synes altså, at man skal bruge refusionsordningen.
Tilskuddet skal bruges til de store familieforestillinger og voksenteatret, ellers kan vi komme til at udhule ordningen,« mener Inge Reenberg.
TIO bakker op
Selv om der er divergerende meninger om, hvilken tilskudsordning, man bør vælge, lader der til at være opbakning til, at teaterforeningerne skal mere på banen som formidlere af kvalitetsteater for børn og unge. Men det er også klart, at indsatsen rundt om i kommunerne afhænger af entusiasmen hos de lokale kræfter. Som det altid har gjort, når det drejer sig om børneteater.
Jørgen Carlslund er sammen med Marc van der Velden kunstnerisk leder af teatret ZeBU og næstformand for Teatrenes Interesseorganisation, TIO. Han mener afgjort, at alting er blevet mere centraliseret efter kommunalreformen, hvor kulturforvaltningerne blev splittet ad.
Alligevel kan det efter hans mening stadig lade sig gøre at bevare den lokale tilknytning til børneteatrene. I den sammenhæng er det hans erfaring, at det ligefrem kan være en fordel for teatrene, når det er teaterforeningerne, der står som udbydere af børneteaterforestillinger.
»De steder, hvor der bliver gjort en god indsats for børneteater, er det helt bestemt en fordel. Det giver et løft til teaterforeningen, og samlet set vil vi jo helst have et øget udbud af forestillinger. Men det er i sidste ende teaterforeningernes interesse for børneteater, der gør en forskel,« understreger Jørgen Carlslund.
