I uge 22 spillede Knudsen og Nørby deres forestilling 'Peddersen og Findus – Rævejagten' for over 500 børn og voksne i Kolding Kommunes daginstitutioner.
Forestillingen spillede på institutionernes udeområder og skulle overholde alle gældende regler for afstand, afspritning mv.
Turnéen var arrangeret af det kommunale børnekulturhus Nicolai for børn – der er et 1300 kvadratmeter stort arkitekttegnet børnekulturhus i hjertet af Kolding.
Som en del af den kommunale kulturinstitution Nicolai Kultur arbejder huset med børns muligheder for at udtrykke sig gennem kunst, kreativ aktivitet og fri leg.
Som hjemsendt kulturinstitution var der nogle uger tilbage i marts, hvor vi lige skulle finde vores fodfæste. Det var aflysning på aflysning, efterfulgt af en række arrangementer der måtte udskydes, for så igen at aflyse det, vi netop havde udskudt.
Nicolai for børn er stedet i Kolding, hvor børnene kommer for at få den kunstneriske, kreative og legende oplevelse. Årligt præsenterer vi børneteater for godt 2.500 børn, men som huset blev lukket, måtte vi aflyse alt, der var planlagt og udskyde det, vi nu kunne.
Kunstens funktion
Nedlukningen udløste en spændende debat, også i det offentlige rum, om kulturhusenes værdi, kunstens funktion, hvem der skulle have støtte, og hvem pengene skulle gå til?
Hvordan kunne vi løse vores opgave i en verden, hvor ingen måtte samles, og levende oplevelser alene foregik online? Ville vi miste forbindelsen til det ægte og det sanselige, når alt skulle foregå med afstand og helst gennem en skærm?
I arbejdet med børns møde med kunsten står det sanselige og fysiske som grundfundamentet. Det er her, børnene mærker mødet, og bliver inspireret til selv at handle, reflektere og udtrykke sig.
Vi stod med et relativt enkelt spørgsmål: 'Hvis det her er virkeligheden, vi lever i – hvordan sikrer vi så at børnene stadig får muligheden for at møde og opleve levende kunst?'
Velvilje og omstillingsparathed
I dialog med et par daginstitutioner, vi ofte har samarbejdet med, blev det hurtigt klart, at institutionerne (både børn og voksne) hungrede efter oplevelser, der ikke rimede på Covid-19 og håndvask.
Og der var muligheder! Institutionerne måtte gerne være på deres egne udearealer, og hvis afstandskravet blev overholdt, var der her muligheder for at gøre noget.
Det krævede blot velvilje, omstillingsparathed og en anelse opfindsomhed. Tre egenskaber, som vi som kulturinstitution vægter højt og gerne vil bryste os af at besidde. Når børnene nu ikke måtte komme hos os, måtte vi tage ud til dem!
Med andre ord, nu skulle testen stå – kunne vi, som kommunal institution, være med til at tænke nyt? Kunne vi bryde de barriere der måtte opstå, kunne vi holde fast i at sikre barnets møde med kunsten – også i en Corona-tid.
Hvad skal der til…
Med et budget svarende til det, vi normalt ville have brugt på børneteater i en forårssæson, satte vi os for at nå ud til så mange børn som muligt, med dogmet 'Hvad skal der til for at det kan lade sig gøre?'. Institutionerne gik i gang med at opspore passende spilleområder på deres legepladser, hvor der kunne samles grupper af børn inden for de eksisterende rammer og retningslinjer.
På dette tidspunkt (tidligt i april) vidste vi, at retningslinjerne kunne ændre sig løbende og helt op til afviklingen. Så det krævede is i maven, og omstillingsparathed hos både institutioner, afviklere og ikke mindst teatret.
Knudsen og Nørby var fra starten med på rammen og alle de forbehold, der måtte være i afviklingen af en børneteaterturné midt i en corona-nedlukning. Med en forestilling uden stor scenografi, og med små enkle virkemidler – der kunne spille udendørs på lille plads -var fortællingen om 'Peddersen og Findus – Rævejagten' oplagt til formålet.
De garvede optrædende (i form af musiker Niclas Knudsen og skuespiller m.m. Morten Nørby), var klar til at håndtere de udfordringer, der måtte opstå, når man spiller på en legeplads, og bringe både børn og voksne trygt gennem fortællingen om Rævejagten.
Børneteater på egen matrikel
Som altid når man arbejder med udendørs afviklinger spiller vejret en rolle. Men ud over en kulturformidlers stille bøn aftenen inden afvikling var der ikke meget andet at stille op end at krydse fingre og sikre, at alle parter var indforstået med rammerne for afvikling, og hvad vi gjorde hvis vi måtte aflyse/udskyde i sidste øjeblik.
Vi nåede til uge 22, den valgte uge for turné med Knudsen og Nørby, uden yderligere restriktioner end dem vi havde planlagt ud fra.
12 daginstitutioner var med, på ti forskellige lokationer rundt om i Kolding.
Legepladser, græsarealer og en enkelt skolegård var klargjort til udendørs teater. Der var opdelte publikumszoner, så børnene kunne se forestillingen i deres legegrupper, og engagerede pædagoger stod klar til at tage imod os og guide os igennem (og udenom) deres lukkede områder.
Den stille bøn gjorde, hvad den skulle, og vi kunne nyde den første sommeruge med høje temperaturer og skinnende sol sammen med over 500 børn og voksnes teateroplevelse på egen matrikel.
Overvældende respons
Responsens var entydig og overvældende. Det her var vigtigt. Nogle steder så børnene fra to forskellige legegrupper hinanden for første gang i en måned. Sammen kunne de nu synge og lege med Knudsen og Nørby” og dele små historier over minestrimlerne om det, de oplevede lige nu.
Andre steder opstod spontane lege og snakke omkring forestillingens tematikker, der for en væsentlig stund bragte fokus væk fra håndvask og afstand, og hen på, hvor godt det var at 'Gustafsen ikke længere ville skyde dyr' eller at 'Findus godt nok var en klog kat!'.
Børn fik lov til at være børn, og lige her fik de muligheden for at dele en god historie med deres venner og pædagoger. Det var ærlige og inderlige smil, det var spontane arme i vejret, det var fællessang og dans mellem minestrimlerne. Alt hvad godt teater kan bringe med sig af reaktioner, respons, eftertænksomhed og refleksion.
Det vigtige møde med kunsten
Lige her, i en solskinsuge i maj, stod det så klart, hvorfor børns møde med kunsten er vigtigt. Hvorfor det, også i dag, er nødvendigt med reflekterende og forstyrrende greb, som kunsten altid har været garant for.
Det stod samtidig klart for mig som kulturformidler, men også for både pædagoger og institutionsledere, hvor væsentligt det fysiske møde er i børns forhold til kunsten.
Jeg har stor respekt for de kolleger, branchefolk og dygtige kunstnere der i disse måneder prøver kræfter med de forskellige online formater. Men det fysiske møde, ude i verden, det må vi ikke glemme. Særligt som kulturinstitution, og formidlere, har vi en rolle at spille i forhold til at sikre det møde. Vi skal fortsat og ufortrødent gribe til vores velvilje, vores omstillingsparathed og vores opfindsomhed, så vi også under nye udfordringer og restriktioner kan skabe de gode rammer for børns møde med kunsten.
Der er behov for meningsfulde møder mellem børn og kunstnere, og vi skal blive ved med at afsøge mulighederne for dem.
Jacob Galtung-Melchior er kulturformidler i den kommunale kulturinstitution Nicolai Kultur i Kolding Kommune