18. januar 2024

Børnekultur-projekt indtager nettet

Nu har det store værk fra 2021, ’Børnekultur i Danmark 1945-2020’, nu sin egen plads på nettet. Bogen gav et glimrende samlet historisk overblik over børnekulturområdet og dets udvikling fra forsøgsstadie på ildsjæleniveau til et mere professionelt forankret kulturområde og fik mange gode ord med på vejen i en stor anmeldelse (‘Til berigelse af børns liv’) her på portalen.

På den nye hjemmeside – www.bornekultur.dk – kan man finde hele bogens indhold af informative og underholdende kapitler, der nu både kan læses, downloades og printes helt gratis. Desuden indeholder hjemmesiden rubrikkerne ’Ny viden’, hvor forskning, undersøgelser og statistisk fra det seneste årti præsenteres, og ’Aktuelt’ med nyheder fra hele landet. Og som det begejstret hedder i præsentationen:

’De videregående uddannelser har hermed fået en hjemmeside til brug i undervisningen. Kulturproducenter og -aktører har fået en kilde til viden og inspiration, og alle der arbejder med børnekultur en guldgrube af fortællinger om baggrunden og succeserne. Hvor også brugerne kan bidrage med deres egen forskning og erfaringer’.

Hjemmesiden er tredje og sidste del af projektet med at dokumentere og synliggøre dansk børnekulturs lange forhistorie og høje kvaliteter. Første del var udgivelsen af bogen, og anden del var en stor konference på Københavns Universitet med titlen ’Børnekultur – Hvad nu?’ i september 2023, som der også bringes materiale om/fra på hjemmesiden.

Bag Bornekultur.dk står en redaktion af fagfolk og aktører, herunder redaktionen af ’Børnekultur i Danmark’: Merete Dael, konsulent, tidligere Slots- og Kulturstyrelsen, Jan Helmer-Petersen, konsulent og tidl. sekretariatschef i Slots- og Kulturstyrelsen og Beth Juncker, professor emerita i kulturformidling og børnekultur og en rigtig god bekendt af dansk børneteater.

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne