25. februar 2014

Børn og unge i lære på Det Kgl. Teater

Mens landets mange børneteatre producerer professionel scenekunst for børn og unge, der vises enten på særlige stationære scener eller som turneteater på skoler, institutioner, biblioteker mv., kæmper voksenteatrene også for at få børn og især unge ind på tilskuerrækkerne.

På Det Kgl. Teater forsøger man sig med en række kreative workshop-forløb for skolebørn og gymnasieelever, der får mulighed for at prøve kræfter med en lang række af nationalscenens facetter: Opera, ballet, drama, scenografi- og kostumefremstilling, instruktion, direktion, komposition, kommunikation, pressearbejde m.v.

Ideen er selvfølgelig at give børn og unge appetit på scenekunstens verden og gøre dem til potentielle tilskuere nu og sidenhen, men der ligger også pædagogiske ambitioner, idet de forskellige workshops skal 'åbne kunstens verden for børnene og give dem mulighed for at arbejde med deres egen kreativitet i scenekunstproduktion i samspil med deres klassekammerater og teatrets professionelle kunstnere og håndværkere', som det hedder i en pressemeddelelse fra Det Kgl. Teater.   

Tilsvarende større eller mindre workshops finder også sted på mange af landets egnsteatre og små storbyteatre, men selvfølgelig lokker den prestigefyldte nationalscene med storskala-muligheder.

Blandt disse workshop-forløb er 'SOS Opera!', hvor en skoleklasse danner deres eget operakompagni og selv skaber en opera fra bunden fra udvikling af idéer til fremførelse – inkl. libretto, musik, kostumer, scenografi, teknik, pr og publikumsservice m.v.

Et andet er 'Acting Out', hvor fem dramaklasser fra gymnasier fra Jylland, Fyn og Sjælland har fået tilsendt en dramatisk tekst, som de gennem syv uger øver sig på med en professionel skuespiller, inden alle klasserne 8.-9. marts mødes for at optræde på Det Kgl. Teater foran et større publikum.

Tilsvarende med 'Dansedrømme', hvor en gruppe af unge fra 14-22 år skaber deres egen danseforestilling i samarbejde med professionelle kunstnere.

Og dertil kommer mindre workshop-besøg for skole- og gymnasieelever som fx Hands On Orkester', Kids2Kids', 'Close Up Ballet' m.fl. 

Se mere på www.kglteater.dk under bl.a. 'Særligt for'…

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne