9. februar 2022

Bliv kæmpedukkefører på ’Fjeren & Rosen’

Det kan være hårdt arbejde at lege med dukker, hvis de er fem meter høje og lavet af stål. Faktisk kræver det én dukkefører til hver arm og en ekstra hovedet, der skal kunne arbejde sammen med hinanden og de andre dukker og deres førere. 

Derfor søger BaggårdTeatret dukkeførere til sommerens kæmpeforestilling på Svendborg Havn, ’Fjeren & Rosen’.

Der er intromøde for interesserede dukkeførere tirsdag den 1. marts og tilmelding på https://www.fjerenogrosen.dk/dukkefrer

Dukkeførerne øver med den professionelle dukkefører Hervé Cristianini hver tirsdag aften på FGU Syd- & Midtfyn frem mod premieren 1. juli. Der må desuden påregnes ekstra øvegange sammen med resten af holdet i de sidste to uger op til premieren.

’Fjeren & Rosen’ bliver den største musikforestilling på Sydfyn nogensinde, når den spiller til sommer under DGI Landsstævne 2022. Forestillingen, der er baseret på Josefine Ottesens roman, ’Eventyret om fjeren og rosen,’ spiller på Frederiksø og har udover de meterhøje dukker også kajakker, Odense Symfoniorkester samt hundredvis af dansere og gymnaster som medvirkende. 

Forestillingen, der kun spiller 1. og 2. juli  2022, er blevet til i et samarbejde på tværs af fynske organisationer og foreninger med en enorm indsats ydet af frivillige gennem hele processen.

Læs mere om forestillingen og mulighed for tilmelding som dukkefører eller andre frivillige tjanser (kostumer, teknik, medhjælper m.v.) på: https://www.fjerenogrosen.dk

(Billedet: Der medvirker fem meter høje dukker i ’Fjeren og Rosen’, og der skal mange til at styre kæmperne. Foto: BaggårdTeatret) 

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne