Aarhus Teater har de senere år præsenteret en række danske og internationale dansegæstespil, men har ikke for vane at indgå i egentlige samproduktioner med dansekompagnier.
Det bliver der nu lavet om på, når Aarhus Teater og Black Box Company, der begge har til huse i den midtjyske region, indgår et to-årigt samarbejde. I sæsonerne 2020/21 og 2021/22 producerer de to teatre således hvert år en forestilling sammen. Den første forestilling i det nye samarbejde ventes at få premiere på Aarhus Teater i begyndelsen af januar 2021.
Marie Brolin-Tani, kunstnerisk leder af Black Box Dance Company, er i forvejen et kendt ansigt i det århusianske dansemiljø. Hun arbejdede som danser på Den Jyske Opera (1982-84) og Aarhus Teater (1984-87) og i 1992 grundlagde hun MBT Danseteater i Aarhus.
Black Box Dance Company blev grundlagt i 2013 som en del af egnsteatret Black Box Theatre, der har til huse i Holstebro. Kompagniet, der består af professionelle dansere fra hele Europa, er nu en af Danmarks største og det eneste professionelle dansekompagni med base uden for København.
Black Box Dance Company, der også har produceret en lang række forestillinger primært for børn og unge, er blevet Reumert-nomineret til Årets Danseforestilling med både '7EVEN' og 'X-Mythologies'.
(Billedet: Black Box Dance Company har nyligt produceret 'No sex – en verden af køn' for de 14+-årige, som fik en fin anmeldelse i Teateravisen. Foto: Jonas Søgaard)