25. august 2010

Billetterne er revet væk

Der er teaterfestival i Horsens fra 17.-19. september, hvor der er over 8.000 gratis billetter til ca. 40 forskellige forestillinger for børn og unge at vælge imellem. Og der er ingen teaterkrise her! Der har nemlig været ualmindelig travlhed ved billettelefonen, siden den åbnede for teaterformidlerne i juni og senest for alle (andre) lørdag den 21. august.

Allerede efter et par timer kunne man konstatere, at alle billetter til småbørnsforestillingerne revet væk – og her få dage efter er der kun billetter til forestillinger for børn over 10 år og opefter.

Men man skal ikke fortvivle hverken som lokal interesseret eller som teaterfaglig person. Der er altid mulighed for at prøve chancen i billetudleveringen på Horsens Ny Teater under selve festivalen, hvor uafhentede billetter løbende frigives. Og endelig er der den ikke-officielle mulighed for at stille sig op ved spillestederne og se, om der skulle være lidt ekstra hus- og hjerterum.

P.t. er en enkelt forestilling fra det oprindelige program aflyst – det drejer sig om Teater Patraskets ’Einstein for begyndere’ – og den er erstattet af Randers Egnsteaters Reumert-nominerede (2010) ’Hesten’, der spiller for de 8-årige og op.

Den er som en lang række af de øvrige forestillinger på festivalen i Horsens allerede blevet anmeldt her på portalen (se faktaboks ved artikel
om festivalen og den nye festivalkoordinator) – og det er planen at pudse anmeldere på de resterende i forbindelse med selve festivalen i Horsens…

Program, info, billetter m.v.: www.boerneteaterfestival.dk

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne