Der er gratis international ungdomsteater i Viborg 29. juli-2. august, når forestillingen ‘Between Us’ spiller hver aften kl. 20 i Haven ved Gråbrødre Kloster.
Bag forestillingsprojektet står bl.a. Carte Blanches kunstneriske leder, Sara Topsøe-Jensen, der har været en del af den internationale instruktørgruppe bag forestillingen ‘Between Us’, som er det konkrete resultat af et stort EU-støttet projekt, ’The Generosity Experience’, hvori foruden Carte Blanche også medvirker teaterfolk fra Belgien (De generaal in zijn tuin), Frankrig (Théâtre à l’envers), Slovenien (Senzorium) og Spanien (Teatro de los Sentidos).
Projektet ermålrettet europæiske unge i alderen 13-18 år og har form af et teater- og udvekslingsarbejde på basis af de unges egne kunstneriske statements om gavmildhed.
Der er produceret forestillingsdele i hvert af de fire lande Danmark, Frankrig, Belgien og Slovien med en mindre gruppe af unge. Disse dele er så sat sammen med assistance fra Enrique Vargas, leder at Teatro de los Sentidos, til en stor forestillingsevent med deltagelse af i alt 43 scenekunstnere. Forestillingseventen turnerer så i de fire medvirkende lande, og nu er turen altså kommet til Viborg.
Da Viborg Kommune i projektets generøse ånd har købt alle forestillingerne i Viborg, er det muligt at hente gratis billetter hos Viborg Stifts Folkeblad. Billetterne udleveres efter ‘først-til-mølle’-princippet og kan afhentes i receptionen eller via billetreservation hos Viborg Stifts Folkeblad på tlf. 89276310 (hverdage ml. 8 og 13), hvis man bor uden for Viborg.
Man kan læse mere om ‘Between Us’ på Carte Blanches hjemmeside eller på Project of Generositys hjemmeside.