På Kulturmødet Mors, der afvikles 22.-24. august, præsenteres debatformatet ’Kulturens veje til forandring’, der er udviklet af Teatercentrum, Dansk Kulturliv, Region Midtjylland, Kulturens Analyseinstitut, Kulturmødet Mors og Applaus.
Det præsenteres således: Kulturens veje til Forandring er en måde at udfordre og gentænke debatformatet. Et udvalg bliver præsenteret for eksperter og målgrupperepræsentanter på Folkemødet og Kulturmødet Mors, som giver forskellige perspektiver og indblik på spørgsmålet: Hvordan skaber vi bedre adgang til kunst og kultur for unge?
Udvalget skal på baggrund af oplæg og diskussioner sammenfatte en række konkrete forslag til gavn for både unge og kulturliv. Man kan således på Kulturmødet være med og deltage i samtalerne for at finde nye veje til forandring. Initiativtagerne håber at rykke ved den måde, man debatterer ved at lytte åbent til forskellige stemmer og følge fælles indsigter helt til dørs.
’Vi glæder os til inspirerende ekspertoplæg og indsigtsfulde samtaler med målgruppen. Et udvalg lytter med og udformer konkrete forslag på baggrund af samtalerne, så kom og sæt dit præg’, lyder det.