Teatergruppen Batida har atter været på rejse rundt i verden. Senest gik turen til Iran, hvor man spillede forestillingerne ’Den vidunderlige trio’ og ’Spaghetti’ på 18th International Children & Adults Theater Festival i Hamedan, der fandt sted fra 4. til 11. november med deltagelse af seks udenlandske og 24 lokale iranske forestillinger.
Festivaldeltagelsen kastede også tre priser af sig, idet Simon Holm modtog prisen for bedste skuespiller, Maria Sonne modtog prisen for bedste skuespillerinde og Karen Rasmussen fik prisen for bedste scenografi.
Batida opførte i alt seks udsolgte forestillinger med ca. 300 tilskuere pr. opførelse – og det foregik på dansk og engelsk og med projicerede undertekster på farsi.
Og med det iranske præstestyres strenge øjne i nakken, skulle man måske tilføje.
Alle internationale forestillinger skulle nemlig præsenteres for en censurkomite, før de blev opført offentligt for det iranske publikum. Censurkomiteen bestod af teaterfolk og kunstnere, der var sat til at videreformidle det religiøse styres kulturelle restriktioner.
Batidas instruktør og spiller Søren Ovesen fortæller i en pressemeddelelse, at det var både hårdt og provokerende at lade fremmede vurdere og redigere forestillingerne, så de kunne tillades på festivalen.
»Selvom vi strakte os vidt for at imødekomme vores værter, var det ikke uden gnidninger, at forestillingerne faldt på plads. Men når man tænker på, at festivalen alternativt ville blive lukket af det religiøse styre, hvis ikke vi overholdt de mest åbenlyse kulturelle restriktioner, så var regnestykket i sidste ende ikke kompliceret: Selvfølgelig skulle vi optræde og bidrage til at opretholde festivalen, og til at folket kunne få en unik og uvurderlig kulturel oplevelse. Den tilgang virkede i situationen langt mere opbyggende end en eventuel boykot af festivalen,« siger han.
Læs mere om teatret og dets aktiviteter på www.batida.dk