Jeg tager et tidligt tog fra Odense station klokken 04:56 mod Københavns Lufthavn. Byen sover stadig, og jeg slentrer gennem Odenses gader med min lille grønne kuffert. Den er gammel og grim, men den virker. Fordi gaderne er så tomme, kan man på lang afstand høre kuffertens små hjul bumle hen over brostenene, som var de i protest mod hver ujævnhed. Min veninde Anna nævnte, da jeg var i gang med at pakke, at hun synes, den passede perfekt til min personlighed. Jeg måtte svare, at det da slet ikke kunne passe.
Men når jeg ser tilbage, må jeg dog indrømme, at der er nogle ligheder. Den lille, grimme, grønne kuffert virker til det, den skal. Den kan rumme en god mængde bagage. Den er forholdsvis umiddelbar i sin fremtoning, og lad os være helt ærlige: Den gemmer sig ikke just fra omverdenen. Man kunne næsten sige, at den lille, grimme, grønne kuffert ikke er bange for at være en lille, grim, grøn kuffert.
Den første tår kaffe
Der er bare et eller andet med kaffe. Det kan rumme mange forskellige slags samtaler og møder. Jeg tror også, det er derfor, vi altid tilbyder folk en kop kaffe, når vi er lidt nervøse, eller hvis vi ikke kender dem så godt.
Så der sidder vi: Søren fra Teatercentrum, Palle fra teaterforeningen i Tønder, og jeg selv. I Københavns lufthavn med en kop kaffe og ingen idé om, hvem vi er som mennesker, eller hvad det egentlig er, vi skal ned og opleve. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var en lille smule nervøs over at skulle møde to garvede mænd fra teaterbranchen, som begge er en del ældre end mig. Men hurtigt faldt vi i snak om alt mellem himmel og jord – fra vigtige emner til små, ligegyldige betragtninger. Jeg prøver at huske tilbage på, hvad vi egentlig talte om, men det står ikke klart. Det eneste, jeg husker, er, at jeg meget hurtigt følte mig tryg.
Søren, Palle og jeg skulle sammen til Segni d’Infanzia – New Generations Festival i Mantova i Italien. Her skulle vi repræsentere Teatercentrum og den danske delegation i det EU-finansierede ForesTEEN-projekt. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente, så jeg besluttede mig for ikke at forvente noget. Og det i sig selv er vel et godt udgangspunkt.
Jeg besluttede mig også for at observere snarere end at deltage aktivt i debatterne. Som nævnt før er jeg lidt en spraglet, grøn kuffert med mange holdninger. Men jeg ville gerne prøve noget nyt og udfordre mit syn på verden. Og det tror jeg kun, man kan gøre ved at se og lytte.
Hvad definerer en ung?
Når man observerer og lytter, hvad sker der så egentlig? Det første spørgsmål, der poppede op, var: Hvad definerer egentlig en ’ung’? Hele projektet handler om unge, deres meninger og holdninger i forhold til teater og samfundet generelt. Jeg er selv en del af den gruppe, som dette projekt definerer som ung. Men selvom jeg fysisk hører til i den gruppe, kunne jeg mærke, at jeg havde svært ved at relatere til de problemstillinger, som den yngre del af de ’unge’ i programmet havde. Faktisk, jo længere tid jeg brugte i Italien, desto mere indså jeg, at jeg kunne relatere mere til de problemstillinger, som de ’ældre’ forholdt sig til, og ikke nødvendigvis så meget til de problemer, som de ’unge’ havde.
Du må ikke misforstå mig, når jeg siger, at jeg ikke er overrasket over, at jeg har det sådan. Det har aldrig været et spørgsmål for mig, om jeg har de samme problemer som en femtenårig – det ved jeg, fordi jeg ikke er 15 længere.
Jeg startede med at arbejde i kulturbranchen for snart syv år siden, altså da jeg var 18 år. Og når jeg siger ‘startede’, mener jeg ikke, at jeg begyndte at lave teater, da jeg var 18. Det betyder, at det var dér, jeg begyndte at få løn for mit arbejde, og det var dér, jeg kom ind og arbejdede med produktionen af forskellige forestillinger og events i et mere professionelt virke. Jeg har haft roller både bag scenen og i koordineringen af større arrangementer, som har givet mig værdifuld erfaring i hele processen, fra idé til afvikling.
Jeg fik mulighed for at lave masser af fejl, og det har jeg da så sandelig også gjort. Jeg ville aldrig have været mine erfaringer og fejl foruden. Men de fejl har jeg lavet og lært af. Og det synes jeg faktisk er en vigtig faktor, når vi definerer unge: At ens personlige udvikling og erfaringer kan ændre sig utrolig meget på de år. Jeg tror, at vi nogle gange i Danmark har en tendens til at glemme den udvikling.
De unge, der var udvalgt fra den italienske del af programmet, havde stærke og meningsfulde holdninger. De blev behandlet med stor respekt og som en værdifuld del af et større netværk. Den følelse fik mig til at tænke på, hvordan unge bliver set i den danske teaterbranche. Jeg synes ganske enkelt, det kan være svært at blive taget seriøst.
Der tales ofte om, at man gerne vil have de unge med, men måske bør man blive mere specifik i forhold til, hvilke unge man faktisk ønsker at inkludere. Og i den forbindelse faktisk anerkende de forskelligheder, der er på tværs af aldersgruppen 15-25.
Jeg taler for mange af mine jævnaldrende, når jeg siger, at vi har brug for at blive respekteret som værdifulde og vigtige spillere i den danske kulturbranche. Jeg kan også sige, at det ikke er den samme følelse, jeg havde, da jeg var 15. Dengang sad jeg med håb og drømme, men nu sidder jeg med krav og meninger.
Jeg kan næsten blive misundelig, når jeg ser, hvordan andre lande respekterer deres unge og deres meninger. Det burde vi lære af. For sikke en udviklingsplatform, vi kunne skabe for de unge, hvis vi byggede på et stærkt og socialt bæredygtigt fundament, bygget på gensidig respekt.
Når forbindelser skabes hurtigt
Når man træder ind i et rum og ved, at man skal møde en masse nye mennesker, åbner man sig på en anden måde. Man er meget opmærksom på andre, men kan også være lidt reserveret i starten. Når der så pludselig er en sprogbarriere, kan det mærkes i rummet. En af de ting, jeg lagde mærke til under workshops og talks, var, hvordan der hurtigt blev etableret et rart og trygt rum. Vi blev hurtigt trygge ved hinanden, selvom vi ikke kunne kommunikere med ord.
Det er lidt som, når man sidder ved siden af en fremmed i toget: Efter et stykke tid føler man, at der er opstået en forbindelse, selvom man aldrig har talt sammen. Fordi vi alle arbejder med teater på en eller anden måde, havde vi allerede et fælles fundament at bygge videre på. Men jeg så ikke sproget som den vigtigste faktor i den forbindelse. Jo, det var interessant at lære om, hvordan teater laves i andre lande, men jeg tror, den største ting, jeg tager med mig fra opholdet i Italien, er, at mennesker hurtigt kan skabe forbindelser, ofte hurtigere end vi tror.
Nej, jeg kan nok ikke huske navnene på alle de mennesker, jeg mødte, men jeg kan huske, hvem de var.
Jeg kan huske den 15-årige pige, der lige havde opdaget, at der var andre i hendes by, der også elskede teater, og hvordan hun blev så glad for at have fundet et fællesskab. Jeg kan huske den 57-årige kvinde fra Frankrig, som jeg arbejdede sammen med i workshoppen om tryghed og forbindelser, og hvordan jeg hurtigt mærkede hendes essens. Jeg kan også huske den italienske kvinde, der arbejdede på festivalen og cyklede rundt. Hun kunne ikke forstå et ord af, hvad jeg sagde, men jeg kunne mærke, at hun var et rart og godt menneske.
Refleksioner til fremtiden
Jeg tror generelt, at vi i scenekunstverdenen i Danmark skal blive mere opmærksomme på den forbindelse, vi kan skabe med vores kollegaer, hvis vi ser dem i øjnene. Vi har meget at lære af hinanden, men det kræver åbenhed fra alle sider og respekt for hinandens arbejde.
Vi er alle startet et sted med åbne hjerter og håb om at gøre en forskel. Og selvom vi er forskellige, er vi alle en del af noget større, og vi arbejder imod det samme mål: At skabe kunst, der kan forandre og berøre.
Det skal ikke glemmes.
Mig? Jeg vil fortsætte med at være en lille, grim, grøn kuffert.
