18. november 2013

ASSITEJ Danmark har gang i projekterne

ASSITEJ Danmark,der er den danske afdeling af den internationale organisation for børne- og ungdomsteater ASSITEJ (Association Internationale du Théatre pour l'Enfance et la Jeunesse), er i fuld vigør og klar til en række nye projekter, der i løbet af de seneste uger har modtaget de så afgørende økonomiske støttetilsagn.

Således melder sekretariatsleder Dirck Backer, at der er kommet ekstra midler til at gennemføre projekt  Teater fra Verdens Hjørner' i form af to gæstespil fra Cameroun:

CKU har tidligere givet 83.000 kr., men har nu bevilget 116.950 kr. ekstra til gæstespil af de to camerounske forestillinger 'Quay North South' og 'O Chateau de Milles Facettes', som skal turnere på danske stationære teatre for børn og unge i slutningen af april 2014.

Her har også Scenekunstudvalget (SKU) givet ASSITEJ 45.000 kr. til turneledelse og administration.

Se også artiklen 'Et slag på en tromme', hvor Kenneth Gall fortæller både om projektet og om et besøg på FATEJ-festivalen i Cameroun

Scenekunstudvalget har også bevilget 110.000 kr. fra DIVA-midlerne til   sydafrikanske scenekunstneres residence-ophold i Danmark, der er første del af samarbejdsprojektet 'Inspiring a Generation' med Sydafrika,  og hvori indgår omfattende residenceophold, gæstespil af danske teatre i Sydafrika og mentorforløb.

ASSITEJ står for den første del af projektet, som i øvrigt er et samarbejde med de danske teatre Batida, Teater Patrasket og ZeBU.

Og endelig kan Dirck Backer notere, at Nordisk Kulturfond har bevilget 280.000 kr. til festivalen PULS, som ASSITEJ Danmark afholder sammen med Nørregaards Teater 15.-17. juni 2014 i Odense som led i Nordiske Scenekunstdage.

Budgettet for PULS-festivalen er dog på 650.000 kr., så selvom man også har fået 80.000 kr. fra Scenekunstudvalget, håber man på positive svar på ansøgninger til såvel Odense Kommune som diverse fonde.

Mere om ASSITEJ Danmarks arbejde på www.assitej.dk

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne