ASSITEJ Danmark, der består af omkring 70 teatre, personlige medlemmer og organisationer og er nationalt center for ASSITEJ International, der arbejder for udbredelsen og kendskabet til scenekunst for børn og unge, har fundet sin nye sekretariatsleder.
Amalie Ørum Hansen tiltræder posten 1. januar 2024 og afløser Louis Valente, der fratrådte stillingen tidligere i år for at hellige sig sit arbejde som generalsekretær i ASSITEJ International, som bl.a. næste år skal afvikle verdenskongres og internationale festival i Havana, Cuba.
Amalie Ørum Hansen kommer fra en stilling som chefkonsulent på Gentofte Centralbibliotek. Hun er medstifter af det nationale regnbuenetværk for biblioteksansatte og stifter af Nordic Network for Norm Critical Leadership.
Hun har gennemført en grunduddannelse i klassisk klaver ved Det Jyske Musikkonservatorium, suppleret med en musikpædagogiske eksamen og en MA i musikvidenskab og kunsthistorie. Senest har hun taget en Diplom i Ledelse for Kunst og kulturledere.
Amalie Ørum Hansen har bl.a. været chefredaktør for folkebibliotekernes samlede nationale musikformidling; projektleder ved DR RadioUnderholdningsOrkestret, produktions- og forestillingsleder og turnéansvarlig ved Den Jyske Opera og kunstnerisk leder og producent for MIXT, The International Chamber Music Festival in Aarhus.
Som sekretariatsleder får hun det daglige ansvar for at udvikle organisationen i tæt samspil med bestyrelse, medlemmer og samarbejdspartnere. ASSITEJ Danmark deler kontor med ASSITEJ Internationals generalsekretær og kompetencecentret Teatercentrum i Nørregade i København.
(caj)