27. november 2019

Apropos har forenklet sit navn

Det århusianske turneteater Apropos har droppet sit finurlige fornavn, Teateriet, til fordel for det mere gængse Teater.

Om navneændringen, der blev gjort officielt på teatrets Facebook-side allerede 18. oktober, men som først nu er blevet bemærket af Teateravisen, siger Marion Vick, teaterleder på Teater Apropos:

»Egentligt ser vi mest navneskiftet som en forenkling af det navn, vi har og er glade for. Ofte når vi omtaler os selv og af andre bliver omtalt i hverdagssamtaler, bliver der bare sagt ''Apropos', og vi har oplevet, at nye opkøbere og samarbejdspartnere havde svært ved at forstå ordspillet i 'Teateriet'. Derfor føltes det naturligt at gå med det mere enkle 'Teater Apropos'.«

Samtidig har teatret fået ny hjemmesideadresse (teaterapropos.dk) og mailadresser til teatrets medarbejdere, Men Marion Vick er godt klar over, at det kan tage sin tid, før alle har vænnet sig til det nye navn og de nye mailadresser m.v.

Det kan Teateravisen godt skrive under på. Selvom portalen skiftede navn til Teateravisen helt tilbage i marts 2013, omtales den stadig ofte som Børneteateravisen, ligesom den gamle mailadresse bta@teatercentrum fortsat bliver brugt flittigt. 

Teater(iet) Apropos blev stiftet i 2011 skuespiller/scenograf Daniel Bevensee og skuespiller/instruktør Nikolaj Mineka (nu er chef på Teatret Møllen i Haderslev), begge uddannet fra Skuespillerskolen v/Aarhus Teater, og drives nu af teaterleder Marion Vick, Daniel Bevensee og producent Kathrine Kihm.

Det professionelle turneteater har base i Aarhus, hvor man i Musikhuset Aarhus deler adresse med Teaterhusets Filuren, som man også har lavet en række samproduktioner med – bl.a. nærgående ungdomsforestillinger som 'Ildsjæl' (om radikalisme), 'Welcome to the Internet' (om de digitale mediers magt) og senest 'Min bror er en blåhval', der spiller hos Filuren frem til 5. december.

Dertil kommer helt egenproducerede forestillinger som 'Borgen A-Ø' (om demokrati) og '#bitch #kælling #backstabber' (om mobning) m.fl. om vedkommende emner for unge. Hvilket også gennem årene har vakt genklang hos Statens Kunstfond, hvor Projektstøtteudvalget for Scenekunst senest har støttet med drift i sæson 19/20 og 20/21 (2x 800.000 kr.) og turne med 'Welcome to the Internet' (200.000 kr.)

Se mere om teatret på hjemmesiden www.teaterapropos.dk

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne