15. marts 2018

Aprilfestival 2018 er på programmet

Der er ganske præcis en måned til starten på Aprilfestival 2018, og netop fra i dag kan man se festivalen an i detaljer, for nu ligger programmet bladreklar med informationer i sidevis om arrangementet, hvor der er tilmeldt 105 teatre med 163 forestillinger, der i løbet af ugen ventes at nå et samlet antal opførelser på 640.

Lad os bare lige tage programmets indhold – udover de obligatoriske velkomster fra festivalleder og borgmester: Åbningsfest (søndag 15.4); Festivalshow (torsdag 19.4); Internationale gæstespil; Forestillinger i hverdagene med kort over spillesteder; faglig konference (torsdag 19.4); Installationerne; Kort over spillesteder i weekenden i Ebeltoft og programmet her fredag til søndag; Kort over spillesteder i weekenden i rønde og programmet her fredag til søndag; Billetinfo (gratis billetter).

Billetterne kastes dog først i grams (online-bestilling) fra 9. april (for formidlere) og 10. april (for alle)

Det er 48 informationsrige sider, der i sig selv er en appetizer til det, som det hele drejer sig om: Professionelt teater for børn og unge. Der altså kan opleves i hele kommunen i ugens løb og i Rønde og Ebeltoft i den afsluttende weekend.

Udover mere traditionelle spillesteder på skoler, i haller m.v. er der også teater i kirker, i en bus, i et cirkustelt (inkl. heste), et besøgscenter i Mols Bjerge og i Ahls Plantage (vandreforestilling) – og dertil kommer tre besøgsklare installationer i byrummet.

Men kig selv efter: https://issuu.com/teatercentrum/docs/aprilfestival_program_2018_200dpi_i

Og læs mere om Aprilfestivalen på hjemmesiden: www.aprilfestival.dk

(Billedet: Programsider om Aprilfestival 2018 i Syddjurs – Det fysiske program uddeles til alle i kommunen i uge 14)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne