Med mindre end syv uger til starten på Aprilfestival 2019 kan der gøres status for det nuværende antal tilmeldte forestillinger: 154 er tallet p.t.
Det er faktisk 14 forestillinger færre end ved tilmeldingsdeadline 12. december sidste år (se note), men frafaldet skyldes både aflysninger i almindelighed samt at flere forestillinger er blevet trukket tilbage, fordi de nok var tilmeldt, men ikke ved showcase i januar fik den refusionsgodkendelse, der er obligatorisk adgangskrav til den store festival.
Udover de 154 forestillinger vil der også være to internationale gæstespil, begge fra Frankrig, på Aprilfestival i Hjørring, der afvikles fra 31. marts-7. april.
Holder ovennævnte tal stik, vil det faktisk være det laveste antal forestillinger siden festivalen i 2006 i Nykøbing Falster/Guldborgsund Kommune.
Blandt flere årsager er to oplagte: Der er en konstant stigning i antallet af samproduktioner, som sker af såvel kunstneriske som økonomiske grunde. Og så er der rent drifts- og produktionsøkonomisk ligeledes et pres på mange teatre med turneforestillinger for børn og unge.
Ud af de p.t. 154 tilmeldte forestillinger er næsten 100 af dem allerede anmeldt her på portalen – eller for de ældstes tilfælde i papirudgaven af BørneTeaterAvisen.
Der vil blive anmeldt op mod en halv snes festivaltilmeldte forestillinger op til festivalen, og som altid er det ambitionen at samtlige festivalforestillinger vil blive anmeldt – og anmeldelserne bragt løbende i ugerne og månederne efter festivalen.
Til det arbejde har Teateravisen et korps på fire-fem kompetente anmeldere, der vil være i aktion i den afsluttende festivalweekend.
Programmet for festivalforestillingerne forventes offentliggjort i starten af marts – online som pdf og bladremodul, mens online-bestilling kan ske fra 25. marts – for formidlere dog lidt før.
Se mere på www.aprilfestival.dk
(Billedet: Teateravisens anmeldere, der kommer fra København og Aarhus, må orientere sig mod det nordjyske, når Aprilfestival 2019 afvikles og op mod 45-50 forestillinger skal ses an. Illustration: Bob Katzenelson)
(caj)