Odsherred Teater holder en forsinket afskedsreception for sin leder gennem 25 år og hele teatrets historie, Simon Vagn Jensen, der fratrådte ved årsskiftet.
Receptionen skulle have været afholdt 14. december, men blev udsat pga. de da gældende corona-restriktionner.
Men nu skal det være: Onsdag 6. april 2022 kl. 15.00-17.00 i Teatercaféen på Odsherred Teater.
Man bedes tilmelde sig på ot@odsherredteater.dk – men hverken maske eller coronapas er heldigvis ikke længere nødvendigt…
Simon Vagn Jensens afgang har været kendt længe – og blev meldt ud i sammenhæng med projekt ny teatersal, der indviet 25. september (se note) – efter en længere tidsrejse end forventet, da egnsteatret flyttede fra Annebergparken til midtbyen, bl.a. med en konkurs af hovedentreprenøren få dage før byggeriet skulle gå i gang.
Simon Vagn Jensen har været leder af Odsherred Teater fra det blev etableret i 1996 i sammen med Odsherred Teaterskole – dansk børneteaters første egentlige (efter)uddannelsesinstitution, der desværre nu er fortid.
Simon Vagn Jensen har i alle årene udover ledertjansen virket som skuespiller, instruktør, oversætter m.v. og fik kulturprisen 'Det gode liv' i 2011 for sit virke for teaterlivet i lokalområdet og 'en person, som har formået af bringe teatret ud over scenekanten og være i stærk dialog med lokalsamfundet og resten af kulturlivet i Odsherred’, som det hed i motivationen.
Nu er han altså teaterleder emeritus – afløst på Odsherred Teater af den norsk-fødte sceneinstruktør og dramatiker Leiv Arne Kjøllmoen.
(Billedet: Der er afskedsreception for Simon Vagn Jensen, der fratrådte ved årsskiftet efter et kvart århundrede som leder af Odsherred Teater. Foto: Teatret)
(caj)