Der blev strakt hals efter girafferne, gået i gåsegang med gæs, leget med interaktive installationer og set forestillinger i mørket, da Springfestival 2019 blev afviklet på Amager Kulturpunkt fra 20.-26. maj.
Festivalens første dage er traditionelt målrettet lokale skoleklasser og institutioner, mens den afsluttende weekend tilbyder gadeteater, musik, installationer, udstillinger og scenekunst for alle.
Men selvom Springfestival lanceres som international teaterfestival for hele familien, er den reelt dedikeret til de mindre børn – fra nul til syv-otte år – og deres voksne.
Og det er der en god grund til. For som den ene af festivalens og ZeBU's kunstneriske ledere, Jørgen Carlslund, siger, så har man erkendt, at det er næsten umuligt at få de lokale børn over otte år i tale til denne slags arrangementer. Teater ses primært i form af skoleforestillinger og kan ikke rigtig konkurrere med de mange andre tilbud, interesser og gøremål – inkl. de digitale tidsrøvere – i fritiden.
Projekt festivalarmbånd lykkedes
Tidligere års erfaringer med de mange gratis begivenheder på Musiktorv og festivalplads, der utilsigtet fastholdt børn og voksne udenfor de entrebelagte forestillinger, gjorde, at man ved dette års festival besluttede at afspærre hele festivalområdet og tilbyde adgang til alle både udendørs og indendørs events mod køb af festivalarmbånd – for den beskedne sum af 75 kr. for børn og 125 for voksne. Og med gratis kaffe ad libitum til de voksne armbåndsbærere…
Det var således også et lille opgør mod den herskende trend, ikke mindst på mange festivaler, hvor det kan opleves som lidt af en devaluering af børneteater, at der er noget, man altid bare får gratis. Og som på de store festivaler også betyder et pænt spild af udleverede billetter, der aldrig bliver brugt.
Med betaling følger ejerskab af begivenheden, og det kunne man opleve på Amager i forgangne weekend: Masser af små børn – en del tydeligvis teateruvante med dertilhørende adfærd – med voksne ledsagere til stort set alle forestillinger, der med deres oftest ordløse univers var nemme at kapere for alle.
Jørgen Carlslund kunne da også søndag eftermiddag glad konstatere, at der var udleveret over 500 festivalarmbånd – pænt over det budgetterede og forventede.
Teateranmelder på arbejde
Det bliver givet taget som succes til efterfølgelse. Trods en vis nervøsitet over udsigten til brok fra lokale over den uventede afspærring ved et område, der til daglig bliver brugt til ophold for store og små, stilfærdige drikkelag, passage m.v., så forløb det fredeligt. Og så var det i øvrigt let at kigge med fra fortovskanten, hvis man ikke lige ville punge ud.
Med en hjælpende skare på omkring 60 frivillige – inkl. den halve snes fasttilknyttede ved teater, musiksted, børnekulturhus m.v. – var der da også både mandskab til overvågning og konstant service.
Teateravisen bad anmelder Gudrun Hagen om at kigge forbi lørdag eftermiddag og se nærmere på begivenhederne ude og inde. Det var hendes første besøg på en Springfestival – og med den bundne opgave at sætte nogle få ord på sine oplevelser af de internationale forestillinger og events.
De er allerede nu fortid og ses næppe i Danmark igen – altså lige bortset fra festivalens signatur-giraffer, der sikkert dukker op igen næste gang, ganske som de har gjort siden starten i 2007…
* Girafferne (Xirriquiteula Teatre):
Spanske Xirriguiteula Teatres giraffer er et tilløbsstykke, hver eneste gang de bevæger sig ud på festivalpladsen. Alle stimler sammen om de tre giraf-dragter i fuld størrelse, som de langsomt og nysgerrigt bevæger sig rundt blandt publikum. Med lange stive papmaché-halse bøjer de sig ned og snuser folk i håret eller strækker sig op imod træernes blade. Halen sidder fast med en knap, ligesom det gode æsel i Peter Plys.
Illusionen er genial. Vi ser mennesket i kostumet, og alligevel giver de langsomme skridt på de lange stylteben en så graciøs livagtighed, at de bliver forunderligt, fantasifuldt levende for øjnene af os. Slagtøjsmusikken der følger dem understreger denne drømmende fatamorgana-stemning; ’Aldrig har man set mage’.
* Gæsparade (Picar Production):
Man kigger også en ekstra gang, når en flok kæmpestore gæs pludselig kommer spankulerende blandt store og små festivalgæster. De bliver taktfast anført af en tamburmajor med fløjte og klovnenæse, og gæssene tager det nærgående, nysgerrige publikum pænt ved at holde godt sammen.
Selvfølgelig er den hollandske (Picar Productions) gæsparade mere cirkus end teater, men ligesom teater Xirriguiteulas giraffer er de gode til at skabe samling på pladsen. Og ydermere ser både giraffer og gæsparade så tilpas pudsigt ud, at man automatisk tænker; Her kan alt ske. Her gælder andre regler end de gængse. Og det er slet ikke så tosset en tilgang – ift. teater generelt og ift. Springfestivalen i særdeleshed.
* Vinden (Ponten Pie):
Der er fin leg med størrelsesforhold i det spanske teater Ponten Pies lille objektforestilling om vind. Den sparsomme handling foregår både i stort format med bredt sejl og i mini version med jordens mindste anker. Som en anden tyrefægter leger Beatriz Macias rundt i og med vindens forskellige temperamenter. Nysgerrigt og prøvende.
Det stoflige scenerum består af et gulv fyldt med små korkstykker, der til forveksling ligner en forvokset kattebakke. Begejstrede små pilfingre på første række mærker efter og hviner, når der ’plaskes’ kork på dem fra Macias brede åretag. Det er enkelt, og det fungerer.
* Fang kaninen! (ATTA Festival & BonteHond):
En kanin skal i fængsel, fordi den har spist alle gulerødderne. Det er logik for burhøns, og byens tre betjente får både med opgaven og deres indbyrdes skærmydsler nok at se til.
Det tyrkisk-hollandske stykke spiller på tyrkisk, og har trods sin enkle handling for mange ord til et uindviet publikum. Komiske effekter udebliver derfor af og til, men hele salen er med, når der skal ageres politisirene. ’Baabubaabu’ lyder det igennem det fineste lille papir-byrum fyldt med kaninhuller, og der vrænges i væmmelse, da efterladte små kaninlorte (lakridser?) eksamineres med både næse og mund…
* Snikke snakke (Maas Theater & Tuning People):
Det hollandsk/belgiske danseteater byder på cheerleaders i fri dressur med abrupte små etaper af dans, magtkamp, decideret slåskamp og synkront parløb i skøn forvirrende forening.
Det hele akkompagneres af dansernes egne gutturale lyde, der på samme måde som bevægelserne skifter helt fra skønsang til klodsede prust over i hvad der bedst kan betegnes som bagvendte lydspor og mængder af ’hep hep hep’.
Der er således ikke meget snik snak over Charlotte Goesart og Karolien Verlinden på scenen, som de vælter rundt med høje hestehaler og 80’er fjollet sportstøj. Til tider morsomt, nogle gange lidt skræmmende og i længden ganske langtrukkent.
* Tik tak, tidens helt (Compania Omar Alvares):
Dette argentinske dukketeater er et den slags, som det er svært at have noget imod, men som heller ikke vækker de helt store følelser.
Et eventyrligt ur-univers og en kandelaber med rigtige levende lys fungerer som en romantisk lomme af svunden tid.
Hovedpersonenerne er et gammelt godmodigt vækkeur og en emsig, moderne telefon, der akkompagneres af heftige, forhastede, bippende toner, der er lige til at få stress af.
Det er således en yderst klassisk fortælling om nyt op imod gammelt. En meget sød historie, men ikke videre originalt. Til gengæld er Omar Alvarez Titeres en kyndig dukkefører, og opsætningen er charmerende finurlig i sit udtryk.
* Mulïer (Maduixa):
Spanske Teater Maduixa har med lydspor og iscenesættelse skabt en imponerende kraftfuld opvisning i fysisk styrke og afmagt, der sidder i kroppen længe efter.
Fem uniformt ens klædte kvinder, der vækker minder om 'The Handmaid’s Tale' (Margaret Atwoods roman (på dansk Tjenerindens fortælling) – forlæg for amerikansk tv-serie, red.) kommer langsomt ind på scenen i stylter og sorte støvler som rustne spilledåseballerinaer. Det knager og brager i led og stive lemmer, men inden længe afløses åndenød og ubehag af styrke, rytme og tempo. Smukt og militant kommer de lange lemmer til deres ret i positurer og spark, der afslører dansernes smidighed.
Med voldsomme råb, dramatisk mimik og synkront slid spejler de det ubekvemme i en ukuelig overlegenhed, der ikke er til at røre. Mulïer betyder kvinde, og sikke en hyldest! Man bøjer sig i støvet. Ubetinget festivalens højdepunkt for denne anmelder!
Giraffer, rumhund og klovne
Så vidt Gudrun Hagen. Der ikke nåede at se Xirriquiteula Teatres to andre og egentlige scenekunstneriske bidrag på festivalen: 'Laika' – der med mime, objekter, projektioner og volapyksprog – med russiske accent og enkelte genkendelige ord – samt en ikke mindst for de små tilskueres nødvendige fortællerstemme, her venligst oversat til dansk, beretter den berømte og bevægende historie om den sovjetiske rumhund, der blev sendt i et dødbringende kredsløb om Jorden i en Sputnik som led i det russisk-amerikanske rumkapløb.
'Papirus', en ordløs, poetisk forestilling om to klovnelignende figurers møde i et ingenmandsland og deres forsøg på at nærme sig hinanden og skabe tryghed og nærhed. Sympatisk mimeteater, der dog med kunstnerisk fordel kunne afskaffe nogle af forestillingens uvirksomme elementer og en unødvendelig dobbeltslutning. Forestillingen er dog prisbelønnet og turnerer – ganske som Girafferne – rundt i verden i flere spiller-versioner.
Spansk dominans
Med seks forestillinger, inkl. Girafferne plus to interaktive installationer, fyldte de spanske bidrag ganske betragteligt i det samlede festivalprogram.
Udover ovennævnte fem events var altså også danseforestillingen 'Alene Sammen' af Lucio A. Baglivo – med tre kraftfulde dansere i en blanding af moderne dans, akrobatik og fysiske udfoldelser, der kunne minde om kontaktsport.
Festivalens to spanske interaktive installationer vakte i øvrigt også stor lykke:
'Automatics' af Red Button i ZeBU's foyer bestod af en række små skærme med mekaniske overraskelser, fabrikeret af gammelt legetøj, når man – ja, trykkede på den røde knap.
'Venner af Cruso' af Toc de Fusta var en større samling mekaniske trækonstruktioner, placeret udendørs på festivalpladsen, hvor de lokkede med opfindsomme legemuligheder med små trækugler.
Det var noget som både piger og drenge var så optagede af, at de ikke ænsede hverken giraffer eller gæs, der spankulerede lige forbi.
Grumt flamingo-hit
Deres udsendte så både dyr og installationer og koncerter (Karen Mukupa & Wadudu samt Wonderbrazz) og de fleste internationale forestillinger.
Dog undslap det svenske bidrag 'Øer' af Ingrid Olterman – en sanseforestilling, hvor publikum blev budt i en scenografi bestående af fantasifulde opstillinger, der kunne røres, høres og føles…
Til gengæld blev sidst sete forestilling på to-do-and see- listen også – tillige med 'Mulïer' – en af de bedste oplevelser: Belgiske TOF Théatres ' I værkstedet' var en ganske kort, men meget morsom og underfundig gyser på blot en snes minutter: 'En dukke i kamp med materialer, redskaber og sågar dukkeførerne selv. Afskårne lemmer, død og fordærv. Sjældent har flamingoplader været brugt så originalt – og grumt. Og publikum i alle aldre kvitterede med latter og applaus.
Danske indslag
Sluttelig skal lige med, at festivalen også havde fundet plads til to danske danseforestillinger for de allermindste – de behøver ikke at blive nævnt yderligere her, for begge er for længst blevet (godt) anmeldt her på portalen: 'Himmel' af Teater Minsk (se anmeldelse) og 'Natten' af MYKA (se anmeldelse).
Begge stod bestemt også distancen i det ellers internationale scenekunstprogram – med spansk overvægt – mens en Brunch Talk, hvor internationale gæster og danske børneteaterfolk m.fl. kunne diskutere kunstnerisk diversitet og internationale perspektiver dog blev afviklet på engelsk.
Med sjette udgave har Springfestivalen etableret sig som en synlighedsskabende begivenhed for såvel ZeBU som børneteatret – og festivalen forventes at indtage Amager Kulturpunkt igen om to år.
