SÅ FIK VI skudt 2018 af med den sædvanlige hærværksagtige iver, der gør nytårsaften til en særdeles tvivlsom oplevelse for alle andre levende væsener end de ellers til andre tider så dyrevelfærdsvenlige danskere…
At det også efterlader unødige kvæstelser og stærkt forurenende affald tager man gerne med. Disse elementer indgår næppe heller i en ny meningsmåling fra midt i december for Altinget og Jyllands-Posten, der ellers placerer sundhedspolitik og miljø- og klimapolitik helt i top (begge 36 pct.) – og måske en smule overraskende lige foran udlændingepolitik (33 pct.). Undersøgelsen fokuserer på, hvilke områder der ville være mest afgørende for svarpersonernes stemmeafgivning ved næste folketingsvalg. Der kunne sættes tre krydser.
Og ja, helt i bund ligger som vanligt kulturpolitik (2 pct.) – selvom adgang til teater, litteratur, billedkunst m.v. burde prioriteres meget højere i et samfund, der har behov for kulturens eftertænksomme nedslag, mentale udfordringer og almene dannelseskarakter.
MEN kulturlivet overlevede da endnu et udfordrende år, selvom Dansk Folkeparti som regeringens støtteparti synes at prioritere generelle forringelser på området højt – og ikke går af vejen for opgør med hævdvundne armslængdeprincipper. I det forgange år tydeligst med rundbarberingen af Danmarks Radios budget og specifikke betingelser omkring den resterende institutions forvaltning af stofområder, opdeling af distrikter mv., ligesom ønsket om at flytte Radio24syv til Jylland, omfordeling af museumsstøtte fra nationale flagskibe til små provinsmuseer osv.
Hvad teaterlivet angår, ser man formentlig også gerne Det Kgl. Teater flyttet fra hovedstaden eller beskåret yderligere ud over den årlige grønthøster, der dog rammer alle landets teatre. Det er heller ikke glemt, hvordan Dansk Folkeparti i finansloven for 2016 fik held med at fravriste Statens Kunstfond ni mio. kr. årligt og 'omprioritere' pengene til runesten, skibsbevaringsfond og digitalisering af dansk film mv.
Det ekstra indhug i støttepuljemidlerne lider bl.a. Projektstøtteudvalget for Scenekunst (PUS) stadig under.
I DET nuværende politiske klima kan man derfor også godt frygte, hvad der vil ske omkring den omkalfatring af teaterloven, som kulturminister Mette Bock (LA) havde annonceret igangsat i efteråret 2018 og gødet jorden for på Kulturministeriets konference, ‘Stemmer for Scenekunsten’ i maj i Odense, hvor man skulle snakke om 'optimale rammer for fremtidens scenekunst'.
På vegne af PUS står formand Lars Seeberg godt nok for en initiativgruppe, der skal samle branchen og diskutere løsningsforslag til ændringer/forbedringer, som kan indgå i drøftelser med ministeren, men her ved årsskiftet er der stadig ikke nyt om evt. ændringer af ikke mindst kunststøttelovningen. Og heller ikke udsigt til flere penge her.
Projektstøtteudvalgets seneste store uddeling viser i hvert fald, at støttemidlerne slipper op længe før de gode ansøgninger. Og det betød eksempelvis, at en etableret og engageret teatergruppe som Batida som følge af manglende tilsagn valgte at melde ud, at man er lukningstruet og risikerer at måtte dreje nøglen om i slutningen af 2019.
Heller ikke de stadigt kæmpende børneteatre i Københavns midtby, Anemonen og Zangenberg, fik held med deres støtteansøgninger.
SOM EN LOGISK konsekvens af den statslige sparepolitik på teaterområdet er donationer og legater fra store og små fonde kærkomne økonomiske trædesten for de mindre teatre, også selvom de kun dækker et mindre hjørne af produktions- og driftsomkostninger.
Således uddeler Wilhelm Hansen Fonden årligt millioner til teater, dans og musik – alene i år fik 26 teatre del i legaterne. Ole Haslunds Kunstnerfond uddeler årligt et par millioner, hvoraf en del også går til teatrene – og Lauritzen-Fonden hører også til de villige mæcener. Her indstiftede man sidste år en særlig Børne- og Ungepris på 50.000 kr., der i år gik til Det Lille Teater.
Dertil kommer en række andre priser – med eller uden penge tilknyttet – som i 2018 var med til at hædre og synliggøre dansk børne- og ungdomsteater. I flæng:
Reumert-prisen for Årets Børne-/Ungdomsforestilling udløste 35.000 kr. til 'Fucking Åmål', produceret af Hils Din Mor og Teater Vestvolden – men efter dette års show annoncerede Bikuben-Fonden temmelig abrupt, at man stopper som sponsor og arrangør.
Horsens Kommunes Børneteaterpris, der uddeles ved Horsens Teaterfestival i september, gik tillige med 25.000 kr. til Søren Søndberg og Søren la Cour fra Gruppe 38, mens Danske Dramatikeres Manuskriptpris (15.000 kr.) tilfaldt Alexandra Moltke Johansen ved samme lejlighed.
Blandt andre priser kan også nævnes P2-Prisen for 'Årets Nyskabelse' til GrowOP! – Danmarks første operafestival for børn og unge; Merete Hegner Prisen til Mette Rosleff fra Teater My, Kulturkongens børneteaterarrangørpris til Filiorums Clarissa Meister-Petersen; Danmarks Teaterforeningers børneteaterpris tilfaldt succesombruste Hils Din Mor, mens organisationens Hæderspris blev tildelt italiensk-fødte Paolo Nani, hvis mesterlige mimiske forestillinger gør lykke hos børn, unge og voksne.
EN SÆRLIG form for hæder, regnet som en af de fineste anerkendelser i det danske kulturliv, er Statens Kunstfonds livsvarige ydelse – og i år blev hele to personer med solide rødder i det danske børneteater indlemmet i den eksklusive flok på 275 personer: Bodil Alling, kunstnerisk leder af Gruppe 38, fik tildelt ydelsen i april, mens Hans Rønne, dramatiker og instruktør og stifter af Teatret, fik den i oktober.
For en hårdtarbejdende kunstner er hæderen større end ydelsen, idet denne maksimalt udgør ca. 162.000 kr. om året – før skat og reguleret efter modtagernes skattepligtige indkomst, således at man med en indtægt på over 400.000 kr. ikke får penge.
Jytte Abildstrøm fik i øvrigt hæderen i 1995, året efter Ray Nusselein (Paraplyteatret) – der blev den første repræsentant for dansk børneteater i det hæderkronede selskab. Den internationalt berømte Nusselein er dog ikke længere på listen, idet han døde i 1999 – og i år har en række andre børneteaterfolk desværre gjort ham denne bortgang følge:
Birte Norst, der døde i februar, 82 år, var leder af Marionetteatret i 44 år og en af det moderne børneteaters pionerer; Ole Olsen døde i februar, 71 år – han var medstifter og skuespiller m.v. på nu hedengangne Skægspire og i øvrigt involveret i Odenses teaterliv; Jørgen Melskens døde i februar, 74 år. Han var bl.a. medlem af Skifteholdet, tidligere leder af Teatercentrum, skuespiller og aktivist; Hans Hartvig døde i april, 73 år – efter et intensivt virke hos bl.a. Jytte Abildstrøms Teater, leder af spillestedet Københavneren, siden Thy Teater, og organisatorisk bl.a. formand for UNIMA i 17 år; Nanni Theill døde i august, 60 år. Hun har arbejdet som producent ved flere teatre og var i ti år leder af Teatret Vestvolden.
MED DET moderne børneteaters over 50 år gamle historie in mente vil der også fremover og til stadighed falde engagerede børneteaterfolk fra. Men mange af de gamle børneteatre lever videre i bedste velgående og kan fejre deres egne jubilæer og placering i teaterhistorien: I det forgangne år kunne Team Teatret i Herning således fejre 50 års jubilæum som landets første egentlige egnsteater, mens Teatret Masken markerede de første 40 år i Nykøbing F. Og i den mere kuriøse afdeling valgte Teater Patrasket at fejre et muntert 33 års jubilæum – undskyldningen var, at man aldrig fik tid til at fejre 25 års jubilæet…
Børneteatrenes egen organisation, BørneTeaterSammenslutningen (BTS), der blev stiftet i maj 1969, kan dog ikke fejre de 50 år – man eksisterer som bekendt ikke længere som selvstændig organisation efter fusionen med Foreningen Af Små Teatre (FAST) til TIO i 2011, men findes vel et sted inde i den endnu større fusion, der i juni blev til organisationen med det forpligtende navn Dansk Teater, hvor Danske Teatres Fællesorganisation (DTF) og Teatrenes Interesseorganisation (TIO) gik sammen.
Det markerer også, at det tidligere markante skel mellem børne- og ungdomsteatre og voksenteatre er afløst af intensivt samarbejde – og det må siges at være en spændende udvikling for det samlede teaterliv.
DER SKER dog fortsat meget specifikt i børne- og ungdomsteatret både aktivitetsmæssigt og kunstnerisk. De store Aprilfestivaler og Horsens-festivaler er stadig frontløbere, men der kommer hele tiden nye til – forrige år bl.a. opera for børn og dans for de allermindste og i 2018 en lille ny dansk-tysk festival, Uden Ord/Ohne Worte i grænseområdet og for de 0-5-årige.
Også gadeteater fylder på diverse festivaler, og der bydes generelt på mere teater i det offentlige rum også i form af by- og skovvandringsforestillinger, nyt er app-styrede og totalt publikumsinddragende events.
Mange teatre går sammen om produktioner af både kunstneriske og økonomiske grunde; installationsforestillinger er i vælten, crossover- og musikforestillinger og læringsteater ligeledes. Dertil kommer statsstøttede partnerskabsprojekter mellem teatre og pædagogiske institutioner m.v. Og mens stadig flere voksenforestillinger i søgen på flere tilskuere bliver alderssat til unge eller børn uden at det har bund i det kunstneriske projekt, har man samtidig kunnet opleve, hvordan Teatergrad på snedig vis har transformeret flere af sine voksenforestillingstemaer over i nye, vedkommende børneteaterforestillinger – med tilføjelsen '-i børnehøjde'.
Der har generelt været mange vellykkede, vedkommende, bevægende, muntre produktioner for børn og unge i det forløbne år. Ingen andre nævnt, ingen glemt.
Og det internationale udsyn er intakt: Danske teatre turer til stadighed rundt i verden som ambassadører for det skandinaviske børneteater, mens EU-støttede samarbejdsprojekter som Small Size (Madam Bach), PUSH (Aaben Dans) og TEEN (unges oplevelse af teater) sikrer vigtig erfaringsudveksling.
SOM ALTID har der været fokus på de statslige udvalg, der er med til at regulere børneteatrenes færd. Projektstøtteudvalget (PUS) er allerede nævnt – de er nu gennem deres første år af embedsperioden 2018-21 og valgte i november at melde ud, at man i sit fremtidige støttetildelingsarbejde ville fokusere på mere 'genrediversitet', altså flere forskellige udtryk og genrer – og udvalget tænker her bl.a. på dans, performance og nycirkus.
Det nuværende Refusionsudvalg har siddet i halvandet år og kan konstatere, at klicheen om Øretævernes Holdeplads stadig holder vand, fordi arbejdet med refusionsgodkendelser og afslag på forestillinger fra kolleger går hånd i hånd med harmdirrende kritik fra de afviste teatre og andre teaterfolk, der følger udvalget tæt og er uenige i deres prioriteringer og afgørelser – og ikke kan forlige sig med den eksamensagtige showcase-model.
Formand Lars Dammark har dog i hele forløbet fastholdt vigtigheden af, at der skal opretholdes en standard for, hvad der er professionelt scenekunst for børn og unge – og udvalget har i forbindelse med en langvarig aktuelt debat i Teateravisen fremlagt detaljer om deres arbejdsform og vurderingskriterier.
Rent historisk blev Refusionsudvalget oprettet tilbage i 1997 – i en tid, hvor børneteatrenes egne interne kvalitetsdiskussioner var forstummet, ligesom det såkaldte kvalitetsudvalg af erfarne børneteaterfolk i BTS-regi siden blev nedlagt.
Men mange har savnet muligheden for at diskutere forestillinger og teater i et kollegialt og venligt regi, der i sin tid var med til at løfte børneteatrenes generelle kvalitet, og et kvalitetsseminar i november var båret af ønsket om at genoplive kvalitetssnak og nye samtaleformer.
OVENSTÅENDE er udvalgte pluk fra et 2018, der bød på mange andre udfordringer – også helt internt for denne portal, hvis hovedhjørnesten er professionelle anmeldelser – så vidt muligt fra alle årets nye produktioner for børn og unge og familier. Og dertil baggrundsartikler og nyheds- og navnehistorier om og fra området.
Teateravisen blev direkte og hårdt ramt af to dødsfald: I juni døde teaterprofessor emeritus Jørn Langsted, 72 år, efter have beriget Teateravisen og dens papirforgænger med sine skarpe og underfundige klummer, 'Under Langsteds Lup'. Her leverede han gennem 21 år og 84 klummer med suverænt fagligt overblik og vid ris og ros om teaterliv og kulturlovgivning m.v.
I juli døde Teateravisens højt skattede anmelder, Henrik Lyding, der blot blev 62 år. Han var tjekket og arbejdsom til det grænseløse og hans enorme faglige viden og indsigt kom også til udtryk i de 244 anmeldelser af børne- og ungdomsteater, som Henrik Lyding nåede at levere i sin knap tiårige anmelderperiode for denne portal.
Teateravisens anmelderkorps var kort tid forinden blevet reduceret med endnu en anmelder, idet Janken Varden som 80-årig valgte at stoppe efter Aprilfestival 2018 – og 195 særdeles fagligt indsigtsfulde og grundige anmeldelser.
Teateravisens professionelle anmelderkorps er følgelig p.t. reduceret til fire faste anmeldere og et par vikarer, men forestillinger vil fortsat blive anmeldt i rigt mål.
I det foregående år blev det til 92 anmeldelser – og altså 20-30 færre end året før, hvilket primært skyldes færre premierer, flere samproduktioner og flere genopsætninger. Børneteaterproducenternes anstrengte økonomi afspejles således også i disse tal.
2018 bød dertil på 52 (ofte meget lange) artikler, 194 (ofte meget lange) noter med nyheder og navne og 25 debatindlæg (flere er særdeles velkomne!).
Der følger mere af det hele i 2019…
