DA VERDENS GENERELLE tilstand ligner et dårligt sammenvævet tæppe af absurditeter – venligst sponsoreret af demagoger som Trump, Putin, Erdogan, Orban og hvad de nu hedder – er det helt vederkvægende her blot at beskæftige sig med nogle af de mere fredsommelige og også succesrige begivenheder, der bidrog til billedet af børne-, unge- og familieteater anno 2017.
Dansk børneteater har dog traditionelt også et godt og solidarisk udsyn til verden og markerede det bl.a. i slutningen af oktober i Tyrkiet, hvor teatre og teaterfolk deltog i en form for kunstnerisk sympatiaktion til støtte for deres tyrkiske kolleger, der på både det faglige og personlige plan er ramt af den præsidentielle undtagelsestilstand og angreb på alle, der kan tænkes at være uenig med ham.
DANSK BØRNETEATER var også godt repræsenteret ved International ASSITEJ's verdenskongres og festival i Cape Town i Sydafrika i maj, hvor der under temaet 'Cradle of Creativity' blev netværket og kulturudvekslet i ti hektiske dage.
Og hvor man vendte hjem med en dansk generalsekretær til at stå for det internationale organisationsarbejde de næste tre år: Louis Valente, der udmærker sig ved både at være ung og indsigtsfuld, er dermed den anden dansker på denne post i den verdensomspændende organisation, der arbejder for bedre forhold for teater for børn og unge.
Den første var Michael Ramløse, der udover at være generalsekretær 1990-96 også blandt meget andet har været leder af Teatercentrum, formand for BørneTeaterSammenslutningen og for det første Refusionsudvalg – og dertil en begavet dramatiker.
NETOP MICHAEL RAMLØSE trådte selv i januar tilbage som adm. leder af Teatret Fair Play og fra 40 års uhyre aktivt virke for dansk børneteater, og – viste det sig – som en blandt flere af veteraner, der har været med næsten fra det moderne børneteaters start, men i det forgangne år forlod deres poster.
Han blev nemlig bl.a. fulgt af AnemoneTeatrets stifter og leder, Lisbet Lipschitz; hele tre personer fra den tidligere kollektive ledelse på Det Lille Teater (Klaus Simonsen, Freddy Larsen og Lone Bjerg) – og Henrik Zangenberg fra teatret af samme navn.
Der er flere andre børneteaterfolk, der er trådt et skridt tilbage (Anette Eggert fra Dansk Rakkerpak, Hans Hartvich-Madsen som formand for UNIMA, Klaus Eggert som formand for teaterforeningen LASK m.fl.) – og de fleste er heldigvis stadig aktive. Men der tegner sig et billede af en tilbagetrækningstendens, hvor også det kommende år vil byde på etablerede navnes afgang – mens man så må glæde sig over nye generationer, der magter at tage over.
2017 var også året, hvor Thorkild Demuth døde, 90 år gammel – hans 26 års virke med turnerende børneteater sluttede dog tilbage i 2002, mens Teatret på Hjul (Max Pedersen og Alexander Moukhai) helt aktuelt i november valgte at lukke efter 24 år virke, bl.a. fordi udfordringerne for et ustøttet teater på et vigende marked for turneteater blev for store.
ANDRE UDSKIFTNINGER var helt efter bogen: Refusionsudvalget, der ganske udenfor klicheernes rækkevidde faktisk ER placeret på Øretævernes Holdeplads, skiftede medlemmer pr. 1. juni. Det er stadig primært aktive kunstnere fra børneteaterområdet, der nu frem til midten af 2021 står for at give eller afvise refusionsgodkendelse til forestillinger fra ustøttede teatre – denne livline for salg af turneforestillinger til skoler og institutioner.
Meget tyder på, at det nye udvalg – Lars Dammark (formand), Tali Razga, Stephan Pollner, Katrine Karlsen og Trine Schlosser – fortsætter det afgåede udvalgs forkætrede, omend regelrette praksis med bl.a. at indkalde op til 20 år gamle forestillinger til showcase, selvom disse tidligere er blevet godkendt af op til flere tidligere udvalg.
Et af medlemmerne fra det afgående udvalg, instruktøren Leiv Arne Kjøllmoen, fortsætter i øvrigt den organisatoriske karriere under Statens Kunstfond, omend nu et trin højere oppe, idet han er et af de fem nye medlemmer, der fra januar og fire år frem udgør det magtfulde Projektstøtteudvalg for Scenekunst (PUS), som trods beskårede budgetter stadig står for hovedparten af de støttepuljer, der holder liv i landets mange børne-, ungdoms- og voksenteatre uden fast støtte.
PUS 2018-21 består i øvrigt af Lars Seeberg (tilbage på formandsposten, som han også havde i Teaterrådet 1999-2003), Tina Tarpgaard, Andreas Garfield og Marianne Klint, og de kan givet se frem til at blive inddraget i det reformarbejde af scenekunstens tilskudsstruktur, som kulturminister Mette Bock (LA) har tænkt sig at iværksætte i 2018.
Seeberg er vel også valgt, fordi han som formand for det såkaldte Teaterudvalg, der var nedsat af Kulturministeriet og barslede med visionsrapporten 'Veje til udvikling' i april 2010, har haft fingrene godt nede i støtte-substansen og bl.a. ved den lejlighed kaldte rapportens bud på en 'substantiel omprioritering af teaterstrukturen'.
AT DER STADIG er brug for et offentligt støttesystem til teaterkunsten, bør ingen dog være i tvivl om, og det nye udvalg og dets prioriteringer vil blive fulgt nøje.
Herunder af landets mange turneteatre udi børne- og ungdomsteater, der i 2017 gentog de foregående års klagesange omkring et vigende salg, garneret med håbet om, at en reform af refusionsordningen kunne åbne for et bredere marked: Dels ved at lade teatrene selv stå for afregning af refusion direkte med staten og spare kommunerne for de administrative omveje og dels ved at lade refusionsmuligheden gælde alle teaterkøbere – dvs. også dem uden for de kommunale institutioner.
Om det bliver en del af ministerens reformtanker, vil året vise, men uden at kunne få fingre i de eksakte tal for købsrefusionen af børneteater tyder meget dog på, at det samlede beløb stadig er nogenlunde stabilt omkring 18-20 mio. kr. årligt.
Men en voksende andel af refusionsmidlerne formodes også at gå til årets mange festivaler, som tilmed stiger i antal. Alene i først halvdel af sæson 2017-18 blev der lanceret mindst seks nye festivaler, hvori der også indgik teater for børn og unge og familier: GrowOP! (første operafestival for børn og unge); DANS BABY DANS (aarhusianske Bora Boras internationale og angiveligt første professionelle og interaktive dansefestival alene for de allermindste publikummer); Næstveds Internationale Masketeaterfestival; Modelteaterfestivalen (Viby Sj.); DYNAMO (Nycirkusfestival i Odense) og Street Cut (gadeteaterfestival i Næstved), sidstnævnte var med til at markere Dansk Rakkerpaks energiske overtagelse af egnsteaterkontrakten i det sydsjællandske for 2017-20, hvor kommunen både filede en million af det hidtidige budget og samtidig tydeligvis forventede mere teater for færre penge…
Men festivaltilgangen skal ses i sammenhæng med de allerede etablerede 20-25 større eller mindre festivaler med samme målgruppe spredt over det ganske og danske land og kalenderår. Hvor mange byder på gratis eller meget billig adgang til hele eller dele af festivalprogrammet og således også fremstår som egentlige konkurrenter til det 'normale' turnesalg.
DE MANGE FESTIVALER viser dog samtidig, at der er masser af liv og muligheder for børneteatret, som da også i 2017 stod for kaskader af gode og vedkommende forestillinger både i turne- og stationært regi, samtidig med at man fortsatte tendensen med mere læringsteater og publikumsinddragende scenekunst, herunder mange vandreforestillinger og installationsforestillinger.
Symptomatisk nok tilfaldt Reumert-prisen for Årets Børne-/Ungdomsforestilling netop en installation, Teater Refleksions 'Gerdas rejse', der er 'Teater uden skuespillere. Scenografi uden scene. Fortælling uden ord' – som den blev karakteriseret i en i øvrigt meget positiv anmeldelse her på portalen.
Prisen blev således her 'en hyldest til scenografien', som idemager Mariann Aagaard udtrykte det ved Reumert-festen. I øvrigt ganske som Ulla Strømbergs flotte coffeetable-bog, 'Nyere danske scenografer' er det, selvom den indsigtsfulde forfatter havde valgt at begrænse sig til de store og faste formater og derfor ikke havde hverken turneteater eller børne- og ungdomsteater med i sin begejstrede omtale af scenografiens vigtige funktion i teaterforestillinger.
Det havde til gengæld Jørgen Hvidtfelts særdeles kyndige og velskrevne beretning om teaterforeningernes virke, 'Teater til hele Danmark', udgivet i anledning af Danmarks Teaterforeningers 50-års jubilæum.
Her fik børneteatret, hvis historie på organisations- og formidlingsplaner har meget til fælles med teaterforeningernes, sin fyldige bekomst i en bog, der veloplagt fortæller om 50 års kulturkamp, som i sin karakter også rækker ud over det særlige formidlingssegment, der er teaterforeningernes.
ÅRETS GANG I børneteaterland bød også på andre priser og hæder rundt omkring. Ovennævnte Danmarks Teaterforeninger gav således Årets Børneteaterpris til Folketeatrets 'Hodja fra Pjort', mens 'Årets Turneskuespiller' gik til Teatret Møllens Connie Tronbjerg. Samme Møllens skuespiller og instruktør, Ole Sørensen, kunne glæde sig over 100.000 kr. fra Ole Haslunds Kunstnerfond, der ved samme lejlighed gav 50.000 kr. til den mageløse dukkemager og -spiller Rolf Søborg.
Også Lauritzen Fonden var børneteatret venligt stemt: Bodil Alling fik Visionsprisen (og 100.000 kr.), mens Børne- og Ungeprisen (og 50.000 kr.) gik til teatret Hils Din Mor.
Og mere prisregn: Horsens Børneteaterpris tilfaldt i år Gitta Malling, leder af Limfjordsteatret, mens Danske Dramatikeres nystiftede manuskriptpris gik til Pia Marcussen fra Opgang2 Turneteater – ligeledes tildelt på Horsens Teaterfestival.
Foreningen Danske Teaterjournalister valgte i december at give Initiativprisen til Teaterøen, hvor der jo også produceres og spilles børneteater – og Teaterpokalen til Hans Rønne. Sidstnævnte godt nok for voksenforestillingen 'Slagballe Banke', men den flittige og sympatiske teatermand valgte at tilegne sin pris til det børneteater, som han er rundet af og har været en genial eksponent for.
Der var også fondsstøtte og priser og hæder fra andre fonde og sider, men lad denne priskavalkade slutte af med Kulturkongens formidlerpris, der på årets Aprilfestival i Sønderborg blev overrakt Grethe Olsen fra Frederikssunds Børneteater. Uden formidlere – og de børn, der har glæde af deres anstrengelser – ville en stor del af børneteatret jo slet ikke eksistere.
OVENSTÅENDE er naturligvis blot udvalgte dryp fra et 2017, der blandt meget andet bød på AnemoneTeatrets navneskift til Anemonen som led i den stålsatte fornyelses- og eksistenskamp, som også Zangenbergs Teater er en del af. Deres afløser som lille storbyteater, Teater Hund & Co., holdt kun til de særlige udfordringer i København NV i fire måneder og er nu vej til et bofællesskab med Teater Får302 i Nyhavn.
I Jylland er Team Teatret i Herning – der i 2018 kan fejre 50 års jubilæum som landets første egnsteater – for alvor vendt tilbage til ensemblet og har nu fire faste spillere, mens Teater Nordkraft i maj 2017 udvalgte det ensemble på fem skuespillere, der fra marts 2018 bliver teatrets første faste spillerstab – tillige med en fast scenograf.
2017 viste også, hvordan antallet samproduktioner mellem to eller flere teatre stiger støt, både af økonomisk og kunstnerisk nødvendighed, og varsler om samhørighed og kampvilje, mens de rejsende børneteatre atter i 2017 og helt sikkert også i 2018 vil turnere verden rundt som ambassadører for det særlige skandinaviske børneteater.
Som i september fik et nyt fyrtårn, idet Unga Klara i Stockholm blev udnævnt til nationalt børneteater – og således på sin egen optimistiske vis følger efter Corona La Balances alt for korte tilværelse som dansk statsensemble i Dannevang (2005-09).
Der er følgelig hele tiden meget at glæde sig over og kæmpe for – og også ærgres over – og meget af det står og kan fortsat læses her på Teateravisen, hvor det i 2017 blev til 68 (ofte meget lange) artikler, 205 (ofte meget lange) noter med nyheder og navne, blot 14 debatindlæg (flere er særdeles velkomne!) – og som hovedhjørnesten på portalen: 111 anmeldelser fra portalens energiske anmelderstab på seks professionelle kritikere.
De arbejder stædig videre i en tid, hvor blogs og sites og amatør-anmeldere og teatrenes egen ukritiske markør-søgende praksis – hvor stjernevrimlen har forrang for den indsigtsfulde anmeldelse – truer med at drukne den professionelle og faglige kritik, som både teatrene selv og deres brugere har glæde af.
DESVÆRRE RISIKERER TEATERAVISEN netop i dette vigtige arbejde med at anmelde stort set alle relevante professionelle produktioner at blive ramt af det nye års udfordringer.
De regeringsdikterede kulturelle nedskæringer på to procent årligt er nemlig også gået hårdt ud over Teatercentrum, der som udgiver af Teateravisen følgelig har sendt en besparelse videre til portalen.
Da budgettet her primært udgøres af en deltidslønnet redaktør og honorarer til de professionelle anmeldere samt for enkelte freelanceartikler – tilsat stærkt varierende indtægter for bannerannoncer – er der ikke så mange knapper at dreje på. Så med mindre annonceindtægterne mod forventning – teatrene er jo også presset på økonomien – stiger markant, er risikoen for færre anmeldelser i 2018 desværre et overhængende scenario.
Men det er selvfølgelig håbet stadig at kunne dække de fleste nye produktioner af børne-, ungdoms- og familieteater. Og skrive løs om resten og om alt det andet, der sker på området – med overblik og udsyn, omend som altid set gennem portalens vanligt og sikker noget proklamatorisk-faglige tunnelsyn…
