Luften er tyk af ubestemmelige kemiske dufte, og en lugt af våd hund, der stammer fra benlimen, blander sig med lyden af de små hvin, der opstår, når en knappenål stikkes ned i flamingo. Vi er på besøg i dukkemagernes værksted. Denne dag sidder Gertrud Exner og Katrine Karlsen og arbejder på endnu et par af de mange dukker, de skal have klar til Aarhus Teaters opsætning af ”Det Gyldne Kompas”.
Gertrud står ved en skæremaskine, der mest af alt ligner en elektrisk ostehøvel, og frem af et stykke gulvisoleringsmateriale af blå flamingo vokser i løbet af få minutter et fuglehoved. Henne ved et arbejdsbord sidder Katrine og producerer den ene tegning efter den anden af hundehoveder – forarbejdet er vigtigt, hvis man ikke skal spilde for meget tid ved skæremaskinen og risikere at skære forkert. Sker dét, må man starte forfra igen – når man arbejder i flamingo, er det nemlig ikke let at rette op på skaden, når et snit først er lagt forkert.
Flere dukker end skuespillere
‘Det Gyldne Kompas’ foregår i et fantastisk parallelunivers, som på mange måder ligner vores egen verden. Men der er én afgørende forskel. I stedet for en sjæl har menneskene et dyr – en såkaldt daimon – en dyreånd, som følger personen i tykt og tyndt i hele deres liv.
Udover de 27 skuespillere og 10 børnestatister optræder der således over 100 forskellige dyr i ”Det Gyldne Kompas”, og alle får liv på scenen i form af dukker. De vigtigste karakterer i forestillingen har en dukkefører til deres dyr, mens andre skuespillere skal animere dukken, samtidig med at de selv agerer på scenen.
Børnenes dyreånder har endnu ikke taget fast skikkelse, de kan stadig forvandle sig og skifte karakter. Hovedpersonen Lyras daimon er f.eks. både en hermelin, et møl, en rød skovkat og en mus i løbet af forestillingen.
»Der er mange praktiske overvejelser, inden man går i gang med at skabe dukker til en bestemt forestilling. Både materialevalg, æstetik og visualitet skal overvejes i et tæt samarbejde med såvel instruktør som scenograf. Og det er altid et krav, at dukkerne skal kunne tåle en ofte hårdhændet behandling – f.eks. under lynhurtige scene- og kostumeskift. Og når uheldet er ude, skal de forholdsvis nemt og hurtigt kunne repareres igen,« forklarer Katrine Karlsen, mens hun med øvet hånd folder et stykke hvidt filt og med en nål forvandler det til et øre på en sneleopard.
»Vi overvejede flere typer materialer, før vi valgte at arbejde i den hårde, blå flamingo. F.eks. kunne man have formet dukkerne over en skabelon af hønsenet, eller man kunne have valgt at arbejde med latex, hvor man modellerer i ler først og så støber dukkerne,« fortsætter Katrine Karlsen og nikker over mod væggen, hvor to latex-figurer fra en tidligere produktion sidder og iagttager os.
Flamingo, læder og træperler
Men til ‘Det Gyldne Kompas’ blev det altså den blå, hårde flamingo, der kom til at udgøre kernen i de fleste dukker. Når dyret er færdigformet i dette materiale, beklædes det med op til fire lag silkepapir eller benlimsklude, der igen dyppes i træmasse for at give en rå overfladestruktur. Afslutningsvis bemales dukkens overflade.
»Vi prøver at lave dukkerne mindre naturalistiske og leder efter et enkelt grafisk og meget genkendeligt udtryk. Vi maler dem på en måde, der kan understrege deres kantede og grove form på scenen. Men når der kommer lys på en dukke, sker der ofte nye ting. Musen her ser jo rund ud på afstand, selvom dens form er meget ’kantet’. Den duer altså ikke. Så må vi tilbage og se, hvad vi kan gøre anderledes for at opnå netop den virkning, vi søger,« fortsætter Katrine Karlsen.
Udover flamingoen medgår der bl.a. også læder, fjedre, ståltråd, elastik, elektrikerrør, fjer og træperler til dukkeproduktionen. Træperlerne er vigtige – de bruges til øjne. Når den bemalede perle afslutningsvis lakeres, springer øjet til live, og pludselig får sneleoparden et stikkende og intenst blik…
Opgaven der voksede
Det har taget Gertud Exner og Katrine Karlsen over tre måneder at skabe de mange dukker. Det oprindelige oplæg lød på syv-otte dukker, men på scenen til premieren vil publikum kunne opleve over 100. Både små og store – hunde, katte, fugle, reptiler, gnavere, væsler, hermeliner, insekter, en sneleopard og en abe. Og så de otte kæmpestore panserbjørne, der spiller en hovedrolle i historien, og som Aarhus Teater selv har produceret.
Der er blevet arbejdet på værksteder på Vesterbro i København, på Fanø og senest på malersalen på Aarhus Teater, hvor to assistenter på fuld tid har været ansat til at hjælpe Gertrud og Katrine i de sidste intense uger op til prøvestart, hvor der blev arbejdet fra 8 morgen til 23 aften.
Det er Eyun Johannessen, der instruerer ‘Det Gyldne Kompas’, scenografien er skabt af Manfred Blaimauer, og Søren Siegumfeldt har komponeret original musik til forestillingen, der er den første af i alt to opsætninger baseret på Philip Pullmans roman-trilogi. Næste afdeling af sagaen kan opleves på Aarhus Teater i november 2009.
Fra flamingo til færdig dukke
Børneteateravisen.dk besøgte Gertud og Katrine flere gange på værkstedet og fulgte således dukkernes tilblivelsesproces fra kønsløst gulvinsoleringsmateriale til sprællevende dukker. Oplev et show reel med billeder fra dukkemagernes magiske værksted (Fotos: Søren Kløft, Katrine Karlsen og Gertrud Exner):
Læs mere på: www.aarhusteater.dk
