27. februar 2021

Aalborg Teater med ny gratis digital forestilling

Aalborg Teater havde lørdag 23. januar gratis online-premiere på dramatiseringen af Herman Bangs 'Tine' – som dermed også var premiere på teatrets nye digitale scene – AAT Stream, hvor man kan streame ny digital scenekunst, interaktive teateroplevelser og udvalgte forestillinger.

Siden fulgte Peter Handkes 'De skønne dage i Aranjuez', og 3. marts 2021 er der premiere på 1. afsnit af den interaktive forestilling 'Jeg har skudt mig selv for sidste gang'. 

Det er spritny dramatik, skrevet direkte til AAT Stream af teatrets husdramatiker, Julie Maj Jakobsen, og 'Jeg har skudt mig selv for sidste gang' består af tre afsnit, hvor Julie Maj Jakobsen skriver videre på nogle af de figurer, der lever deres liv i teatrets forestillinger. Hedda fra 'Hedda Gabler, Tine fra 'Tine' og Werther fra 'Den Unge Werthers Lidelser' er nogen af dem, der mødes i AAT Stream.  

Der er tale om en form for interaktiv teater, idet publikum får mulighed for hjemmefra at tage aktiv del i, hvordan historien skal udvikle sig. Tre gange i løbet af aftenen kan man deltage i afstemninger og bidrage til at afgøre historiens videre forløb.

Efter forestillingen vil der blive mulighed for at chatte med de medvirkende skuespillere.

Ved at gå ind på aalborgteater.dk/aat-stream finder man link til at opleve forestillingen.

(Billedet: 'Jeg har skudt mig selv for sidste gang'  kan opleves på AAT Stream 3. og 17. marts samt 7. april. PR-foto) 

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne