Hvis man kigger forbi Teater Nordkraft efter påske, vil man sammen med teatret kunne glæde sig over nye stole i det lille storbyteater.
Det er A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal, der har givet 450.000 kroner til 300 nye stole til teatrets to sale. Leverandøren er italiensk og har forhåbentlig bedre styr på kvaliteten end den italienske leverandør af togsæt til DSB…
'Vi er A.P. Møller Fonden meget taknemmelig. Vi har længe ønsket os nye stole til salene. De gamle var for smalle, ukomfortable og designet var ikke særlig godt til teatret, så det er fantastisk, at vi nu kan få udskiftet dem allesammen. Vi har nøje udvalgt den nye model efter design og komfort og har haft A.P. Møller Fondens egen arkitekt med i udvælgelsen', lyder det fra teaterleder Jakob Højgård Jørgensen i en glad pressemeddelelse.
Tidligere har også et par jyske egnsteatre profiteret af et godt forhold til A.P. Møller og Hustru Chastine Mc Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
I 2013 i blev der således bevilget 10 mio. kr. til et nyt teaterbyggeri for Limfjordsteatret, mens Randers EgnsTeater samme år fik 7,9 mio. kr. til etablering af en ny talentskole for unge teatertalenter i Randers. Teatret havde allerede tilbage i 2009 fået 4,7 mio. kr. fra samme fond til opførelse af en ny teatersal, som bl.a. kom den store aprilfestival til gode, da festivalen gæstede Randers i 2011.
Det er som bekendt også denne bugnende fond, der har bevilget en hel milliard til den danske folkeskole.
(caj)