FORANDRINGENS VINDE blæser. Allerede inden 2024 for alvor gik i gang, kom årets første skelsættende nyhed med Dronning Margrethes nytårstale. Forandringerne har været undervejs i Kongehuset noget tid, men det forestående tronskifte er alligevel den største forandring.
På Teatercentrum har vi også arbejdet med forandringer i 2023. Og selvom det ikke er helt så opsigtsvækkende i den store verden, så er det dog en markant forandring i scenekunstens verden. Gennem det sidste halve år har vi arbejdet intensivt med udviklingen af en ny visuel identitet for den nationale festival for scenekunst for børn og unge, Aprilfestival. Fredag 5. januar 2024 kunne vi så offentliggøre, at festivalen fra 2024 skifter navn til KLAP – teaterfestival for små og store.
Opgaven har været at finde et festivalnavn, der signalerer oplevelser, teater og børn og unge. Og her er valget faldet på KLAP. Klap er en fantastisk bevægelse. Vi klapper, når vi oplever noget, vi godt kan lide. Vi klapper for at sige tak. Vi klapper som en hyldest. Vi klapper sammen og selvom vi måske i begyndelsen klapper asynkront, så ender vi tit med at klappe i takt. Børn klapper, unge klapper, voksne klapper.
Alle kender handlingen og ved, hvordan man gør. Når vi klapper i takt, mærker vi for alvor, at vi er sammen. At vi oplever noget sammen. At vi gør noget sammen her og nu. Vi kan høre hinanden, se hinanden, mærke hinanden.
KLAP ER EN FESTIVAL MED og om scenekunst for børn og unge. KLAP er for børn, unge og familier i den by og den egn, hvor festivalen foregår. I 2024 er det i Esbjerg.
KLAP er også en brancherettet festival, hvor fagspecialister skal kunne opleve bredden af scenekunst for de yngste og unge publikummer. Scenekunst, der efterfølgende kan gæste teatre, skoler, daginstitutioner, biblioteker, kirker og kulturinstitutioner landet over. KLAP er en vidensfestival, hvor den seneste viden om scenekunstens værktøjer og scenekunst i skole og dagtilbud er tilgængelig.
KLAP er landets største netværksforum for fagpersoner indenfor scenekunst for børn og unge. Og et yndet rejsemål for udenlandske festivalarrangører og programmers.
KLAP afløser Aprilfestival, som fik sit navn fordi den (oftest) lå i April – og fordi den i daglig tale blandt festivalens internationale gæster fik tilnavnet Aprilfestival. Men nu hedder festivalen altså KLAP. En handling, der samler os. En handling, der anerkender værdien af festivalens indhold: scenekunsten. En handling, der både er for helt almindelige publikummer, scenekunstneriske ildsjæle og højt professionaliserede scenekunstnere. KLAP skal samle os alle.
MED NAVNESKIFTET til KLAP – teaterfestival for små og store følger også en ny samlende visuel identitet, der skal fortsætte over de kommende år, men som kan varieres fra sted til sted, fra år til år og som vil udvikle sig i takt med, at festivalen udvikler sig.
Navneskiftet og den visuelle identitet er det første i en række af forandringer på festivalen over de kommende år. I løbet af de næste måneder vil vi løfte sløret for flere nyskabelser i festivalens program i 2024 og senere vil mere komme til. Man revolutionerer ikke en mere end 50 år gammel dame over night, men vi har lagt de første sten på rejsen og nu skal KLAP udfolde sit fulde potentiale.
Konfettikanonerne springer. Festfyrværkeriet fyres af. KLAP er ude af klappen og har begyndt sin rejse. Vi håber, I vil tage godt imod KLAP – teaterfestival for børn og unge.