7. marts 2020

AFLYST! Hver eneste forestilling er en ny premiere

Der er dømt impro-teater for og med børn på Zangenbergs Teater 18.-21. marts, når skuespillerne Søren Hauch-Fausbøll og Sisse Gram de Fries spørger: 'Hva' Sker Der', for publikum (fra seks år og op) bliver nemlig medforfattere til en improviseret, interaktiv forestilling, der kan ende med hvadsomhelst.

Det er en børneforestilling, der rent konceptuelt 'har premiere hver gang den spiller,' som det lyder i forskræppet fra det erfarne makkerpar, der hver for sig har haft improvisation på visitkortet i årevis.

Søren Hauch-Fausbøll er skuespiller og komiker og har lavet børneteater siden 1978, og man kommer ikke udenom at nævne, at han var første levende indmad i den elskelige Bamse, der har tryllebundet små mennesker både med og uden Kylling.

I 2003 improviserede Søren Hauch-Fausbøll historier for børn i DR’s børneprogram 'Pling Bing' og er nok så bekendt med improvisationens kunst også for voksne fra tiden med 'Hatten Rundt'. Det skal også lige med, at han har taget en uddannelse som hospitalsklovn.

Sisse Gram de Fries er skuespiller og har vundet to danmarksmesterskaber i improvisation og stiftet impro-gruppen, 'Den Lalleglade Brigade'. Hun har arbejdet professionelt med improvisation i over ti år med alt fra improviserede teaterforestillinger til musicalopsætninger og brugt improvisationen i roller på DR Ramasjang, DR Ultra og i forskellige tv-programmer på TV2. Hun har spillet den fortabte og klodsede toast i 'Toasten der bare ville danse', hvor hun bl.a. trak på sine erfaringer fra sin tid som cirkusartist. Forestillingen kan i øvrigt opleves på Aprilfestival 2020 i Holbæk og spiller også på Zangenbergs Teater 28.-30. maj.

Men lige om lidt gælder det altså improvisation for og med børn. Konceptet skal nu prøves af – og laves måske senere til en mere fasttømret forestilling. Og så kan det næppe undgås, at Teateravisen sender en anmelder på banen…

Se mere på https://www.zangenbergsteater.dk/hvad-sker-der

I den forbindelse skal det også lige nævnes, at Zangenbergs Teater 27. marts, 3. og 24. april også lægger scene til Improvisatoriet, hvor tre impro- og teatergrupper med publikums hjælp forsøger at lave komiske forestillinger. Aldersanbefaling fra 12 år. 

Se mere: https://www.zangenbergsteater.dk/improvisatoriet

(Billedet: Sisse Gram de Fries og Søren Hauch-Fausbøll aner ikke, hvad der sker, når de går i impro-dialog med børnene på Zangenbergs Teater. Grafisk Design: Anders Meldgaard) 

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne