9. november 2014

Teaterøen får støtte

Der har været bekymrede miner at spore på Teaterøen, hvor de økonomiske trængsler har luret pga. uafklarede støtteforhold for 2015.

Men fredag 31. oktober besluttede Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg nemlig at stemme for støtte til Teaterøen – på trods af at Kultur- og Fritidsforvaltningen havde vendt tommelfingeren nedad i sin indstilling.

Men nu får Teaterøen alligevel 500.000 kr. i driftstilskud for 2015. Og det kommunale støttetilsagn er ekstra vigtigt, fordi det var forudsætningen for, at  Projektstøtteudvalget for Scenekunsts 1.000.000 kr. også kommer i spil.

Nu havde Teaterøen godt nok søgt om en hel million kroner i driftstilskud, men mon ikke den halve million også luner i en kold tid.

Og man kan glæde sig over, at Københavns kultur- og fritidsborgmester, Carl Christian Ebbesen (DF) også var at finde i det flertal, der bevilgede pengene ved Kultur- og Fritidsudvalgets afgørende møde. Også Peter Thiele (SF), Rune Dybvad (S), Simon Strange (S), Rikke Lauritzen (EL), Allan Ahmad (EL), Michael Gatten (V) og Jens-Kristian Lütken (V) stemte for forslaget, mens Lilian Parker Kaule fra Liberal Alliance som eneste stemte imod. Det er jo altid godt at kunne sætte navne på venner og fjender i den kommunale forvaltning.

'Vi er utrolig lettede og dybt taknemmelige, for tilskuddet betyder, at visionen om Teaterøen som et internationalt vækstcenter for scenekunst, et sted for udveksling, udvikling og for udsyn, for alvor kan tage form', lyder det glade budskab i et nyhedsbrev fra Teaterøen, der agter at fejre den gode nyhed med 'bobler og bajere, rundvisning og andet godt' torsdag den 27. november fra kl. 16.30. 

Teaterøen rummer udover initiativtagerne fra teatret Asterions Hus også prøve- og opholdsfaciliteter for andre teatre, en åben scene for danske og internationale gæstespil, den internationale festival Asteroiden, kunstnerisk samarbejde med bl.a. demokratibevægelser i Egypten, deltagelse i 'Meeting the Odyssey' (sejlende fælleseuropæisk socialt/kunstnerisk projekt) – og en gammel bus, der gratis kører tilskuere/deltagere fra Christianshavns Torv til Teaterøen.

Asterions Hus modtog i 2013 Horsens Børneteaterpris for sine flerstrengede aktiviteter, der altså også omfatter etableringen af Teaterøen derude på den yderste spids af Refshaleøen.

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne