27. april 2013

Rasmus Klump som musicalstjerne

Mens de fleste af landets børneteatre – og flere hundrede formidlere – var til festival i Mors og omegn, havde Holbæk Teater 18. april premiere på teatrets hidtil største satsning, musicalen 'Rasmus Klump på eventyr', der baserer sig på historierne om den nok så bekendte bjørn.

Rasmus har ført sig frem siden 1951 som tegneseriefigur, som legetøjsudgaver, på film og senest i Tivoli som legeland, men nu tager han altså også en tjans som musicalstjerne.

Dog må Holbæk Teater nok bide pressemeddelelsen i sig om, at 'Rasmus Klump har aldrig foldet sine talenter ud på de skrå brædder', for så har man da vist lige glemt, at Undergrunden (tidligere Musikteatret, nu Egnsteatret), i flere sæsoner har haft 'Rasmus Klump Operaen' på repertoiret. Så den prikbuksede bjørn har altså været på besøg i børneteatret før – og sågar også i en musikalsk forestilling.

Men derfor kan Holbæk Teater jo godt være stolt af den stort anlagte produktion, der bl.a. er muliggjort af et økonomisk og praktisk samarbejde med Tivoli, som selv får musicalen på besøg i Glassalen i Tivoli 20. juni-7. juli, efter at 'Rasmus Klump på eventyr' har spillet i Holbæk frem til 20. maj.

Det er Folmer Kristensen (kendt bl.a. fra Teatret, Rio Rose m.m.fl.), der er trukket i buksedragten, og han får hjælp af bl.a. Claus Bue, Rikke Wölck, Ann Hjort og Signe Vaupel , mens Pildskadden og Gøjen spilles af streetdanserne, Fehrat Düz og Aleandro Karipidis.

Det er direktørparret på Holbæk Teater, Brian Kristensen og Kristoffer Møller Hansen, der har instrueret, mens Paul Arne Kring står for dukker og kostumer.

Forestillingen vil senere blive anmeldt her på portalen.

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne