19. juli 2012

Tid til at søge penge…

Mens mange børneteatrene op mod sommerferien sled med ansøgninger og nu spændt venter på Scenekunstudvalgets (SKU) behandling af drifts- og projektstøtte for sæson  2013-14, lurer der ansøgningsfrister for andre muligheder for økonomisk støtte, hvor også danske børneteater(folk) traditionelt byder sig til.

Herunder Huskunstnerordningen, der giver honorarstøtte til besøg og ansættelser af professionelle kunstnere i skoler og daginstitutioner.

Formålet med ordningen er at fremme børn og unges møde med kunst. Kunstnerne skal formidle kunsten til børn og unge mellem 0 og 19 år i et skabende møde mellem den professionelle kunst og børnene og de unge. Det kan ske gennem workshops, arbejdende værksteder o. lign. Projekterne kan enten tage udgangspunkt i den enkelte kunstart (billedkunst, litteratur, musik og scenekunst) eller være et tværkunstnerisk samarbejde.

Det anbefales, at projekterne baserer sig på aktive partnerskaber mellem institutionerne og lokale aktører på kulturområdet. Alle ansøgere kan søge om at få dækket 75 procent af kunstnerens honorar, herunder timer til forberedelse, samt rejse- og opholdsudgifter. Minimumhonorar er 20.000 kr.

Ansøgningsfristen er 1. september. Se mere her.

Selvom egnsteaterkonsulenterne er bortskaffet, eksisterer puljen til kvalitetsudviklingsprojekter på egnsteatrene endnu – nu blot i regi af Scenekunstudvalget (SKU), der også har fået andre af konsulenternes opgaver omkring kvalitetssikring af egnsteatrene retur.

Puljen kan søges af alle godkendte egnsteatre i Danmark, og der lægges vægt på projekter, som ikke umiddelbart skal finansieres via teatrenes egne driftsmidler. Der nævnes som eksempler projekter inden for ledelses-, organisations- og kommunikationsudvikling; projekter der har til formål at etablere netværk mellem egnsteatrene, forskningsorienterede projekter – og projekter indenfor det kunstneriske område, som ikke er direkte forestillingsrelaterede.

Ansøgningsfristen er 3. september. Se mere her.

Der er også mulige penge at hente fra Statens Kunstråd, der står for udvælgelse af projekter til den tværæstetiske pulje. Det handler om projekter, der involverer et møde mellem to eller flere kunstarter (musik, scenekunst, billedkunst og litteratur) og skaber nyt, samlet udtryk. Rådet har mulighed for at støtte store projekter med et anseeligt beløb. Dette gælder fx festivaler eller større produktioner på tværs af kunstarter med et budget på over en mio. kr. Støtte til sådanne projekter vil minimum være på 500.000 kr.

Ansøgningsfrist er 1. september. Se mere her.

Flere af disse puljer har halvårlige ansøgningsfrister – og der er mange flere kunststøttemuligheder at finde på www.kunst.dk

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne