31. marts 2011

Fra målgruppens perspektiv

Festival 2011 er nu blot få dage væk, idet det store arrangement indledes med en billetåbningsfest søndag den 3. april – og så går det slag i slag med forestillinger fra de ca. 110 teatergrupper og deres ca. 180 medbragte kunstværker – foruden seminarer, workshops og mere afslappede møder i festivalcafeen.

Traditionelt er der jo voksne teaterfolk, der spiller for børn og unge – og det er også voksne, der anmelder og rapporterer til deres respektive medier. Men Randers, der i forvejen har kastet alle kommunens 13.000 unge op på byporten – altså sådan rent billedligt talt – har selvfølgelig også givet sig i kast med at få målgruppen selv til at tage stilling til festivalen.

Det sker via et avisredaktionsprojekt, hvor en gruppe af børn og unge får deres egen stemme i det lokale avismedie, Randers Amtsavis.

Bag projektet står dog nogle voksne, herunder kommunens lokale projektleder, Helga Hjerrild, og avisens redaktør, Turid Fennefos – mens de unge i festivalperioden får Mette Heilskov som redaktionel leder og kontaktperson.

Ideen er, at de unge tager udgangspunkt i deres egne iagttagelser og ikke forsøge at lave traditionelle avisartikler, men bidrager med deres egen form for reportager, voxpop, billeddækning osv.

Der skal produceres en halv side til avisen hver dag i festivalperioden, og eleverne arbejder med egne bærbare og afleverer stof via mail og med deadline sidst på eftermiddagen – og har således de samme arbejdsmæssige udfordringer som professionelle journalister.

Lokalavisen er i det hele taget gået ind i projekt teaterfestival med stort engagement, idet man udover de mange foromtaler m.v. i hele festivalperioden udkommer med fire sider specielt om festivalen i form af anstrengelserne fra ovenstående børneredaktion, der suppleres med de lokale journalisters artikler samt bidrag fra Teatercentrums kommunikationssmedarbejder, Søren K. Kløft – og en hel side med professionelle anmeldelser af festivalens forestillinger – i form af mindre uddrag fra anmeldelserne i børneteateravisen.dk.

Festivalsiderne vil også kunne ses på Randers Amtsavis’ hjemmeside, www.amtsavisen.dk

Desuden kan man høre diverse radiospots om festivalen, der kører på den lokale Radio ABC for tiden. Også med hjælp fra de yngre kræfter, idet Randers Egnsteaters leders søn siger ‘Hvad skal du se? Og hvem skal du have med?’ i slutningen af hver jingle…

Allehånde informationer om selve festivalen, der afvikles fra 3.-10. april, findes på www.festival2011.dk

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne