5. oktober 2012

70 millioner SKU-kroner til voksenteater

Statens Kunstråds Scenekunstudvalg (SKU) har netop afsluttet den store årlige hoveduddeling på scenekunstområdet. De har tildelt i alt 70 mio. kr. til scenekunst for voksne og optaget ti forestillinger i garantiordningen til sæson 2012/13 og 35 forestillinger til sæson 2013/14.

På listen finder man støtte til gamle kendinge på børneteaterområdet, bl.a. Teatret v. Hans Rønne (4,5 mio.), Rio Rose (3,5 mio.) – begge som tre-årige bevillinger – mens bl.a. børneteaterproducerende egnsteatre som BaggårdTeatret og Teater Nordkraft har fået penge til projekter.

Der er også blevet bevilget to mio. kr. til Forsøgsstationen, som huser adskilllige børneteatre og laver spændende teaterforsknings- og teaterudviklingsarbejde.

Under voksenområde-tildelingen finder man også Husmoderforeningen Brændende Kærlighed, der har fået 750.00 kr. til sit næste gadefamilieteaterprojekt, mens Odsherred Teaterskole (Scenekunstens Udviklingscenter) modtager 250.000 kr. til sit væksthus for dukke- og animationsteater– der aspirerer til at blive en forløber for en egentlig animationsteateruddannelse i Danmark.

Der er i denne ansøgningsrunde uddelt færre tilskud end sidste år, idet der som noget nyt er en ansøgningsfrist igen den 15. februar. Her kan der også søges om tilskud til projekter i sæson 2013/14. Scenekunstudvalget har indført to årlige frister for at gøre det mere fleksibelt at søge om tilskud til scenekunstprojekter med både kort og lang tidshorisont.

Den resterende del af ansøgninger fra fristen 1. juni 2012, dvs. scenekunst for børn og tilskud til sceneteknik og biler, forventes offentliggjort ultimo oktober.

Man kan finde frem til listen over tilskudsmodtagere og garantiordnings-forestillinger m.v. via www.kunst.dk og 'kunststøtte'/'tildelinger'.

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne